Øvrig planlægning

Trafikplanlægning

Vejplan 2012 omhandler de trafikale forhold på de primære og sekundære trafikveje i Horsens Kommune. Der er stillet forslag til en række udbygninger af den eksisterende vejstruktur. I forbindelse med planerne for en revitalisering af Horsens Nordhavn, anvendelse af Campusgrunden ved Horsens trafikterminal samt ændringer af kvickly-grunden, rådhusgrunden/parken mm. har kommunen igangsat en fornyet planlægning af infrastrukturen specielt Horsens by og her specielt i området omkring havnen og åen.

Spildevandsplan 2012 - 2015

Lokalplanområdet kloakeres i henhold til gældende spildevandsplan og tilsluttes Horsens Vand A/S spildevandssystem.

Området er separatkloakeret. Spildevandet ledes til Horsens Centralrenseanlæg.

Der må bortledes regnvand fra den enkelte matrikel indenfor lokalplanområdet svarende til en befæstelsesgrad på 1 (100%).

TEKNISKE ANLÆG

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

Varmeforsyning
Varmeforsyningsform afgøres i forbindelse med udarbejdelse af projektforslag i henhold til varmeforsyningsloven.

Alle ejendomme inden for lokalplanområdet skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning.

Der kan gives tilladelse til udnyttelse af procesvarme som opvarmningsform i den enkelte virksomhed.

Vandforsyning

Området vandforsynes fra Horsens vand A/S

Renovation

Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring.

For boligerne skal renovationen overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for husholdningsaffald”.

I bymæssige områder, etagehusbebyggelser mv. kan vælges nedgravede affaldsbeholdere. Inden etableringen påbegyndes, skal udformningen og tilkørselsforholdene i givet fald godkendes af Horsens Kommunes afdeling for Affald og Trafik.

For erhvervet skal renovationen overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for erhvervsaffald”.

Støjforhold

I forbindelse med planlægningen af nye butiksområder er det vigtigt at forebygge, at der opstår konflikt mellem bestående boligområder og nye bolig- og butiksområder. Støjen fra dagligvarebutikker hidrører primært fra trafikken på butiksområdet, fra læsseaktiviteter i forbindelse med vareleveringer og fra butikkernes faste tekniske installationer som f.eks. køleanlæg og ventilation. Problemer omkring støj fra de tekniske installationer kan normalt forebygges/afhjælpes efter samme principper, som anvendes på andre virksomheder og større boligblokke.

Kundernes kørsel til og fra butikkerne foregår næsten udelukkende i små biler (personvogne) og i dagtimerne, hvor støjfølsomheden i naboområderne er mindst og baggrundsstøjen højest. Dagligvarebutikkernes væsentligste støjproblemer optræder derfor i forbindelse med levering af varer, herunder læsseaktiviteter og kørsel med lastvogne, som erfaringsmæssigt ofte foregår i de såkaldte ydertimer, dvs. om aftenen, om natten og tidligt om morgenen. Hvis det er et ønske, at butikker i området skal kunne modtage varer på ydertidspunkter, aften eller nat indebærer det en betydelig skærpelse af behovet for at indarbejde støjhensyn (bygningsplacering, støjreducerende facader og afskærmning/overdækning, indkørsel og køreveje til varemodtagelse, indretning af varemodtagelse, døre/porte m.v.). En tidlig indarbejdelse af støjhensyn ved planlægning af området kan fremfor alt forebygge betydelige omkostninger til fremtidige ombygninger eller ændringer, der kan blive nødvendige, hvis det viser sig, at støjforholdene ikke er tilgodeset tilstrækkeligt fra starten.

Lokalplanen skal sikre, at varegårde overdækkes og afskærmes i forhold til støj. Desuden skal de udendørs opholdsarealer, som taghaverne sikres mod støj ved hjælp af støjafskærmninger.

Det anbefales, at være opmærksom på ovenstående problemstilling i forbindelse med udarbejdelse af byggetilladelser.

I forbindelse med miljøgodkendelse af virksomheder vil der blive stillet krav til, hvor meget virksomheden må bidrage med til støjniveauet i skel.

VVM-redegørelsen, som er udarbejdet i forbindelse med lokalplanlægningen, konkluderer, at i anlægsfasen vil der forekomme støj fra bygge- og anlægsarbejder samt vibrationer fra ramning af spuns og pæle samt komprimering af jord. Det forventes det ikke, at de mest anvendte støjkriterier for bygge- og anlægsarbejde overskrides væsentligt. I forbindelse med ramning skal der gennemføres vibrationsovervågning og foto-registrering på de mest udsatte bygninger tættest omkring projektområdet, ligesom der skal foretages dæmpende foranstaltninger, hvis det viser sig at være nødvendigt.

I driftsfasen vil det både under eksisterende forhold og i de fremtidige scenarier være vejtrafikstøjen, som vil være den dominerende støjpåvirkning i influensområdet. Ved langt de fleste boliger vil der dog være tale om mindre ændringer, der ikke vil være hørbare. På enkelte eksisterende vejstrækninger vil den øgede støjpåvirkning være hørbar (>3 dB), det drejer sig om den nordlige del af Ove Jensens Alle og Løvenørnsgade øst for Sønderbrogade.

Der kan forekomme støj fra tekniske anlæg og varelevering, men det vurderes, at de tekniske anlæg og varelevering skal dimensioneres/indrettes, så Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for virksomhedsstøj overholdes.

I forbindelse med etablering, udvidelse eller ændring henledes opmærksomheden på, at de vej-ledende grænseværdier for støjbelastning angivet i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 ”Ekstern støj fra virksomheder”9 skal overholdes.

Jordforurening

Store dele af lokalplanområdet er kortlagt på henholdsvis vidensniveau 1 og 2 efter jordforureningsloven. For arealer som er kortlagt på vidensniveau 1 er der tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet, der kan have været kilde til jordforurening. For arealer der er kortlagt på vidensniveau 2 er der, oftest gennem tekniske undersøgelser, tilvejebragt faktuel viden om jordforurening på arealet.

Kortlægningen efter jordforureningsloven medfører følgende begrænsninger og pligter:

  • der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune før der bygges, graves eller foretages andet anlægsarbejde.
  • der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til bolig, børneinstitution, rekreativt område eller anden følsom arealanvendelse.

Tilladelsen skal sikre, at jordforureningen ikke vil have skadelig virkning på mennesker og miljø.

Områdeklassificering

Hele lokalplanområdet er omfattet af områdeklassificeringen. Det kan derfor forventes at de områder, der ikke er kortlagt efter jordforureningsloven på vidensniveau 1 og 2, er lettere forurenet. De stoffer og koncentrationsniveauer, som kendetegner lettere forurenet jord, er typisk et resultat af såkaldt diffus forurening. Den diffuse jordforurening er opstået gennem længere tids spredning, opblanding eller fortynding af forureningsbidrag, som typisk stammer fra flere forureningskilder.

Jordhåndtering

I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord fra området skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra områdeklassificerede arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordflytningsregulativ.

Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.