Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanens formål

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Lokalplanens formål er at sikre, at området kan anvendes til centerformål i form af en ny dagligvarebutik. Andre formål er, at sikre de nødvendige trafikale rammer for området, herunder en ny vejadgang fra Krudthusvej samt gode forbindelser for bløde trafikanter. Herudover skal lokalplanen sikre områdets visuelle fremtoning, en markant karakteristisk arkitektur, som skaber helhed sammen med telefonfabrikken og Forum, og fortsætter en grøn korridor fra P-pladsen ved Forum.

Endelig skal planen muliggøre nedrivning af eksisterende bebyggelse i området.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Rema Etablering A/S, der ønsker at etablere en 1.200 m2 stor dagligvarebutik med tankanlæg, på hjørnet af Langmarksvej og Krudthusvej, der ligger i den nordlige del af Horsens, syd for Nørrestrand.

En detailhandelsredegørelse af bl.a. dagligvarehandlen i kommunen viser, at der i området er behov for yderligere butiksareal til dagligvarer. Horsens nord under ét er underforsynet med dagligvarer og det vurderes samtidig, at efterspørgslen vil være stigende de næste mange år alt afhængigt af den konkrete udvikling i privatforbruget og internethandelen med dagligvarer.

På den baggrund ønsker Horsens Kommune at styrke den lokale dagligvareforsyning omkring Forum ved at muliggøre etablering af en ny butik. Butikken vil kunne bidrage positivt til den fortsatte udvikling i området. Butikken placeres helt ud til Langmarksvej, hvor den både ligger synligt og har gode adgangsforhold for alle trafikantgrupper.

Kort over lokalplanområdet.