Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod planforslaget. Ved fastsættelses af fristen skal kommunalbestyrelsen sikre, at fristen er passende og tillader rimelig tid til at informere offentligheden og til, at offentligheden kan forberede sig på og opnå reel deltagelse i processen.

Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.

En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.

Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Billede af KUBEN på Søndergade. I KUBEN finder en lang række aktiviteter sted i løbet af hele året. Spændet i typer af aktiviteter vidner om, at der både er plads til amatører og professionelle, til store og små events, til det smalle og bredde.

Baggrund for lokalplanen

Horsens Byråd ønsker en levende og varierende midtby med mange oplevelser. Derfor har Horsens Kommune i sommeren 2017 inviteret til en projektkonkurrence for næste etape af Midtbyforbindelsen, der forbinder Banegården og havnen i Horsens.

Lokalplanen skal udgøre det planmæssige grundlag for at omdanne Jessensgade, Søndergade og Torvet.

Arkitektkonkurrence - Fra gågade til væregade

Formålet med konkurrencen var at få et tidssvarende bud på gågade- og byrumsdesign, med fokus på at skabe de bedst mulige rammer for både et levende byliv og et aktivt handelsliv. Midtbyen skal, i smukke rammer, kunne tilbyde aktiviteter, som overrasker og inspirerer, og som i høj grad indbyder til ophold, mødesteder, bevægelse, leg og et inspirerende handelsliv. Byrummene skal indrettes med høj grad af tilgængelighed, servicefunktioner og tryghed. Midtbyen skal være et godt sted at bo, at handle og at arbejde – og frem for alt skal midtbyen være kommunens centrale samlingssted med mange oplevelser, året rundt.

Konkurrencen henvendte sig primært til landskabsarkitekter, arkitekter og ingeniører, som gerne i samarbejde med kunstnere, byrumseksperter, kultur- og fritidsplanlæggere eller andre faggrupper skulle komme med bud på udformningen af tre centrale byrum i Horsens: Jessensgade, hovedgågaden Søndergade og Torvet.

’Søndergade - fra gågade til væregade’ var konkurrencens overskrift. Det signalerede et ønske om at udvikle en gade, der i højere grad har et særligt fokus på attraktive og gode opholds- og aktivitetsmuligheder, og som derved bliver et dynamisk samlingspunkt for hele kommunen.

Byrummene Jessensgade, Søndergade og Torvet har hver deres karakter, som kan fremhæves, samtidig med, at de opleves som en helhed. Der er tale om Danmarks bredeste gågade omkranset af bygninger i moderat højde på to til fire etager. Den særlige skala bearbejdes omhyggeligt med rum i rummene eller på anden vis.

Forslagene skulle forholde sig til konteksten, dvs. det øvrige gågadenet og passager. På sigt vil vinderprojektets design kunne blive til inspiration for flere af de tilstødende gader og byrums udformning. Vinderen udpeges i oktober 2017.

Gågaden blev sidst omlagt i begyndelsen af 1990´erne. Der har gennem tiden været mange midlertidige aktiviteter på gågaden, men nu er tiden til, at det næste mere permanente skridt tages. Lokalplanafgrænsningen omfatter 15.500 m², som kun omfatter gaderummet.

Horsens Kommune har i samarbejde med Gehl Arkitekter og Gottlieb Paludan Arkitekter lavet et program til projektkonkurrencen. Materialet skaber rammerne for nærværende lokalplan. Nærværende lokalplan er udarbejdet sideløbende med projektkonkurrencen.

Se konkurrenceprogram "Fra Gågade til Værgade" på kommunens hjemmeside (Midtby Forbindelsen).

Lokalplanens formål

Lokalplanens formål er:

  • At sikre attraktive væregader med mulighed for butikker, restauranter og caféer med udeservering, kulturoplevelser og underholdning, privat og offentlig service
  • At styrke midtbyforbindelsen gennem mulighed for at forny og udvikle byrum til kulturelle aktiviteter og spændende oplevelser
  • At sikre, at der gennem krav til udformningen, skabes mulighed for høj landskabsarkitektonisk kvalitet, funktionalitet, gode klimatiske forhold og tryghed i byrummene,
  • At sikre byrum der repræsenterer en udvikling fra gågade til væregade og skaber sammenhæng med de omkringliggende gader og byrum,
  • At sikre bybilledet arkitektonisk kvalitet og inddrage kulturhistorien i området,
  • At sikre arkitektonisk kvalitet i facader på pavilloner.

Midtbystrategi

Midtbyforbindelsen, som strækningen fra Banegården til havnen kaldes, er det centrale strøg i midtbyen, hvor der især skal være byliv og spændende byrum. Jessensgade, Søndegade og Torvet er den del af denne strækning og dermed skal byrummenes udformning afspejle den mangfoldighed, der er i midtbyen.

Lokalplanområdet er en del af et større byfornyelsesinitiativ, der har sit udspring i Byrumsplanen fra 2008, og Midtbyplanen 2009, der fortsat er udgangspunktet for arbejdet med Midtbyen, herunder konkurrenceområdet.

Horsens Kommune har udarbejdet en midtbystrategi, som et værktøj, der samler 7-8 års arbejde og erfaringer. Strategien peger på, hvad der skal arbejdes med i midtbyen. I 2015 blev denne proces sat i gang, hvor byrådet, samarbejdspartnere, interessenter og borgere blev inviteret til at udvikle de kommende års strategi for Midtbyen. Fra juni 2015 til april 2016 blev der afholdt et stort antal fokusgruppemøder, workshops, offentlige temamøder, observationsstudier, åbne dage i KUBEN på Søndegade og debat på Facebook. I alt har over 450 personer deltaget i processen. På den baggrund er der udarbejdet en Midtbystrategi, der er offentliggjort i 2016.

Fra 2017 til 2021 gennemføres et Områdefornyelsesprojekt i Horsens Midtby. Områdefornyelsen er et tiltag under en større midtbysstrategi og skal dermed bidrage til et større hele for byens udvikling. Målet er at styrke sammenhængen mellem områderne, forbedre og forny byrum, styrke kulturaktiviteter, og klima- og trafiksikre.

Se Midtbystrategien på Horsens Kommunens hjemmeside.

MÆRK Byen

MÆRK Byen er Horsens Kommunes bylivsindsats, der har været med til at sætte billeder, hvad byens rum bruges til. Det er planen, at MÆRK Byen fortsætter i de kommende år. Målet med MÆRK Byen er at skabe midlertidige aktiviteter og projekter af kulturel og kunstnerisk karakter i byrummet, så Horsens bymidte bliver et endnu mere levende og spændende sted at være.

Det markerede område på luftfotoet viser lokalplanens udstrækning, Jessensgade, Søndergade og Torvet.