Vandområdeplaner, Natura 2000 og bilag IV arter

Vandområde- & Natura 2000 planer

Lov om vandplanlægning

Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.

Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres. Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.

Internationale naturbeskyttelsesområder, Natura 2000, samt beskyttelse af bilag IV-arter

Der gælder særlige krav til redegørelsen til planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3.

Her skal der, under hensyn til bevaringsmålsætningen for området, indgå en vurdering af forslagets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde.

Hvis vurderingen viser, at planen vil skade det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, kan planen ikke gennemføres, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3, stk. 2.

Det skal også fremgå af lokalplanforslaget, om det kan indebære påvirkning af visse dyrearter, såvel i som uden for de internationale naturbeskyttelsesområder.

Planer kan ikke vedtages, hvis de kan beskadige eller ødelægge yngle-, levesteder eller rasteområder for arter der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, jf. ovenstående bekendtgørelses § 7, stk. 2.

Vandområdeplaner

I forhold til beskyttet natur og vandløb vurderes lokalplanens indhold, at få en neutral påvirkning på de miljømål, som gennem lov om vandplanlægning er fastlagt for overfladevand og grundvand.

Afstrømmende regnvand indeholder forskellige miljøfremmede stoffer, hvis tilstedeværelse kan være problematisk for vores vandmiljø og dermed kunne hindre målopfyldelse i det modtagende vandområde/ recipient.

Før der kan meddeles tilladelse til udledning af overfladevand, foretager myndigheden derfor en specifik vurdering af indholdet af en række miljøfremmede stoffer.

Hvis vurderingen viser, at der er risiko for at tilstanden bliver forringet og/eller, at miljømålet for recipienten forhindres som følge af udledningen, vil der blive stillet krav om bedst mulige rensning af regnvandet, set i forhold til det økonomiske proportionalitetsprincip.

Målet er at sikre, at det ansøgte får en neutral eller forbedrende virkning på nedstrømsliggende vandområder, og dermed sikre, at projektet ikke er til hinder for at opnå målet om god økologisk og kemisk tilstand i vandområdet.

Natura 2000 og bilag IV arter

Natura 2000

Lokalplanområdet ligger ca. 6,8 km opstrøms Natura 2000 område nr. 56 (Habitatområde H52, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave og fuglebeskyttelsesområde F36, Horsens Fjord og Endelave).

Og 6 km nedstrøms nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal).

Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside:

https://mst.dk/natur-vand/natur/natura-2000/natura-2000-omraaderne/udpegningsgrundlag/

Alene på baggrund af at projektet er lokalt og begrænset og dermed ikke kan påvirke de arter og de habitatnaturområder der er på de internationale naturbeskyttelsesområder udpegningsgrundlag, herunder at projektet ikke medfører afvandingsmæssig ændring ud i Horsens Fjord,  er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

Bilag IV-arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.

Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring lokalplansområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus. Idet at området i dag består af parkeringsplads, befæstet areal, og en række unge træer, vurderes området ikke at indeholde egnede yngle- og rasteområder for stor vandsalamander og odder, der begge er afhængig af uforstyrrede søer (odder og stor vandsalamander og vandløb (odder).

Idet der ikke er træer med hulheder eller bygninger på parkeringspladsen, har projektområdet ingen værdi som yngle- og rasteområde for arter af flagermus.

Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter

Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:

  • skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
  • indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området​