Tilladelser fra andre myndigheder

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., Der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Museumsloven

Historisk set ligger lokalplanområdet dels ude i Flasken, der udgjorde en nu opfyldt del af Horsens Fjord og dels på Grønland, der var et landstykke, der adskilte fjorden fra den nu opfyldte å under Åboulevarden. Arkæologisk set er der dårligt kendskab til området, men det er museets vurdering, at der ved anlægsarbejder i området er en risiko for at påtræffe fortidsminder, der kan knytte sig til skibsfart, fiskeri eller andre fjordnære aktiviteter.

Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. Når projekteringen af byggeriet er kendt, særligt med hensyn til konstruktion af fundamenter, terrænregulering samt andre jordarbejder, skal det sendes til Museum Horsens med henblik på vurdering af risikoen for at påtræffe fortidsminder.

Fortidsminder er beskyttet af museumsloven. Museumsloven er gældende for hele lokalplanområdet. Gøres der fund af fortidsminder skal anlægsarbejdet standses og Museum Horsens tilkaldes jf. museumslovens § 27 stk. 2. 

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.

Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.