Miljøvurdering

Screening for Miljøvurdering

Planforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har foretaget en screening af området efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslaget ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage en miljøvurdering af lokalplanen. Vurderingen af, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet.

Lokalplanområdet, og dermed det screenede område, er omfattet af kommuneplanrammen, 10BE01. Herunder ses en kort beskrivelse af, hvad rammen giver mulighed for samt en kort beskrivelse af, hvad der planlægges for. Derudover grænser området på den østlige side op til en rekreativ kommuneplanramme, 10RE03.

  • Blandet bolig og erhverv, 10BE01.
    Rammen fastsætter områdets anvendelse til erhvervs- og boligformål, etagebyggeri, åben- og tæt-lav samt med tilhørende kollektive anlæg, herunder institutioner og lignende offentlige formål. 
    Bebyggelsesprocenten er fastsat til 90%, med maksimalt 4 etager med en maksimal højde på 16m.
    Ved byggeri skal bebyggelsen tilpasses den omgivende bebyggelse med hensyn til højde, dybde, etageantal, tagform, materialevalg, farver m.v.

    Der planlægges for offentlige formål i form af en døgninstitution/botilbud med tilhørende fælles faciliteter. Bebyggelsen opføres i henholdsvis én og to etager således, at det tilpasses den omkringliggende bebyggelse i skala, udtryk og materialer. Derudover vil der inden for området blive etableret parkeringsmuligheder for beboere og personale, samt regnvandshåndtering som en integreret del af gårdrummet.

    Planlægningen er i overensstemmelse med kommuneplanramme 10BE01

Afgørelse og begrundelse

Horsens Kommune har foretaget en screening af området efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslaget ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage en miljøvurdering af lokalplanen. 

Planen er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektoniske og arkæologisk arv. 

Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra følgende, overordnede temaer:

  • Landskab og Kyst
  • Trafikstøj

Konklusion

Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i Miljøvurderingslovens §10.

Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn

Landskab og Kyst

  • Landskab

Lokalplanområdet ligger i landskabsområdet "Horsens Bylandskab", der er udpeget i Kommuneplanens retningslinje, 'Landskab'.

Landskabsplanen er udarbejdet som en fladedækkende landskabsanalyse af hele kommunen i 2016-2018. Landskabsplanen giver omfattende viden om landskabets særlige karaktertræk, kvaliteter, samt udpeger landskabets sårbarhed overfor eller kapacitet for ændringer og giver anbefalinger til, hvordan landskabsinteressen varetages bedst muligt i planlægningen. Landskabsplanen inddeler kommunens landskab i 17 landskabsområder, hvoraf Horsens Bylandskab blandt andet kan nævnes som en af disse.

Lokalplanområdet ligger hverken inden for større sammenhængende el. bevaringsværdige landskaber, hvorfor planlægningen primært forholder sig til Landskabsplanens anbefalinger til bebyggelse inden for Kystnærhedszonen og Horsens Bylandskab. Lokalplanen sikrer, at ny bebyggelse ikke medfører en visuel ændring eller påvirkning af kystlandskabet set fra vandet, og at bebyggelse tilpasses til det omkringliggende i skala, farver og materialevalg.

Det vurderes, at planlægningen og den nye bebyggelse ikke er en væsentlig påvirkning af miljøet. 

  • Kystnærhedszonen

Lokalplanområdet ligger inden for den bynære del af kystnærhedszonen med en placering højt i landskabet på den nordlige fjordside. Området ligger bag eksisterende og mere synlig kystnær bebyggelse og er omgivet af høj beplantning.

Kystnærhedszonen er en planlægningszone, ikke en forbudszone. Kysterne og de kystnære landskaber er meget værdifulde, derfor kræver planlægning i disse områder dels en særlig begrundelse og dels planlægning på et kvalitetsmæssigt højt niveau.

Der er ca. 0,8-1,1km fra lokalplanområdet til fjordens kyst i direkte luftlinje.

Lokalplanområdet ligger inden for byzonen, hvor anvendelsen er fastsæt til boliger af kommuneplanramme 10BE01. Lokalplanen fastsætter bestemmelser der sikre, at bebyggelsen tilpasses omkringliggende bebyggelse i skala, materialevalg og farver, som det er anbefalingen for byggeri i kystnærhedszonen inden for Horsens Bylandskab jf. Landskabsplanen

Det vurderes, at planlægningen og den nye bebyggelse ikke er en væsentligt påvirkning af miljøet.

Trafikstøj

Lokalplanområdets nordlige kant berøres af kommuneplanens udpegning for 'Støjbelastede arealer'. De støjbelastede arealer er beregnet som den samlede støjpåvirkning fra en række støjkilder som trafik, erhverv og støjende fritidsaktiviteter.

Lokalplanen skal dokumentere, at der kan planlægges for boliger, hvor Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for trafikstøj på facader og udendørs opholdsarealer kan overholdes.

Lokalplanen fastlægger en byggelinje, der også omfattet udendørs opholdsarealer, 2,75m fra det nordlige skel. Dermed sikres det, at der ikke planlægges for eller opføres bebyggelse til støjfølsom anvendelse, hvor dette kan være generet af støj fra trafik over vejledende grænseværdier for facader og udendørs opholdsarealer.

Der fastsættes bestemmelser for, at støjniveauet skal dokumenteres, og overholde de vejledende grænseværdier, inden der kan gives en ibrugtagningstilladelse til bebyggelsen.

Det vurderes, at planlægningen og den kommende bebyggelse ikke er en væsentlig påvirkning af miljøet.