Produktions- og risikovirksomheder

Cirkulære nr. 37 af 20/04/2006 om planlægning af arealanvendelsen inden for en afstand af 500 meter fra risikovirksomhed skal sikre, at kommunalbestyrelsen inddrager risikovurderinger i forbindelse med kommune- og lokalplanlægningen.
Mange risikoanlæg er ikke i kommuneplanen forsynet med udlæg af sikkerhedszoner, som angiver begrænsninger i naboarealernes anvendelse. Det er derfor vigtigt, at kommunerne i forbindelse med ændringer af kommuneplanen og ved udarbejdelse af lokalplaner altid inddrager spørgsmålet om risikoforholdene i planovervejelserne.

Cirkulæret giver kommunalbestyrelsen pligt til at inddrage hensynet til risikoen for større uheld i planlægningen, før der i en kommune- eller lokalplan fastlægges bestemmelser for arealer, der ligger nærmere end 500 meter fra en risikovirksomhed.
Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1666 af 14/12/2006 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, hvilke virksomheder der er tale om.

Det følger af bekendtgørelsen, at kommunerne i deres kommune- og lokalplanlægning omkring de pågældende virksomheder, herunder ved revision af planer, skal tage hensyn til behov for passende afstand mellem virksomheden og anden arealudnyttelse, herunder fx offentlige bygninger og arealer, rekreative områder, områder, som på grund af deres natur er af særlig interesse eller særligt følsomme, ligeledes boligområder, veje og andre transportanlæg, bygninger med lokaliteter, der er omfattet af Beredskabsstyrelsens driftsmæssige forskrifter, og bygninger og områder, som er svært evakuerbare. Det gælder også for fysisk planlægning omkring bestående virksomheder, der efterfølgende bliver omfattet af bekendtgørelsen, og for fysisk planlægning omkring bestående virksomheder, der er omfattet af bekendtgørelsen, og hvor ny viden eller nye oplysninger medfører,
at virksomheden må antages at udgøre en øget risiko for større uheld med farlige stoffer i forhold til, hvad der tidligere har været vurderet.

Støj fra virksomheder

I forbindelse med miljøgodkendelse af virksomheder vil der blive stillet krav til, hvor meget virksomheden må bidrage med til støjniveauet i skel.

Der er ikke nærliggende virksomheder, som kan have indvirkning på lokalplanområdet. Der ligger mindre virksomheder i oplandet til lokalplanområdet, der afkaster influensområder, der kan eksempelvis nævnes følgende:

  • Shell Tankstation
    Miljøklasse 3 = 50m til boligområde
    Afstand til lokalplanens beboelse =  min. 384m
  • BB Electronics A/S
    Miljøklasse 3 = 50m til boligområde
    Afstand til lokalplanens beboelse = min. 768m
  • Learnmark Horsens, Strandpromenaden
    Miljøklasse 3 = 50m til boligområde
    Afstand til lokalplanens beboelse =  min. 855m
  • Fjernvarme Horsens A.m.b.A.
    Miljøklasse 3 = 50m til boligområde
    Afstand til lokalplanens beboelse = min. 860m
  • Fjernvarme Horsens A.m.b.A. 
    Miljøklasse 3 = 50m til boligområde
    Afstand til lokalplanens beboelse = min. 1.048m

Lokalplanområdet berøres ikke af virksomheders influensradier.

Lugt, støv og anden luftforurening

Der forventes ikke lugt-, støv- eller anden luftforureningsgener fra virksomheder inden for lokalplanområdet. I oplandet nærmest lokalplanen ligger eksempelvis ovenstående virksomheder, der afkaster et influensområde. 

Produktionsvirksomheder

§16 stk. 10, redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 b, stk. 2, skal gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder inden for erhvervsområdet, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 25. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne.

§16 stk. 11, redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 b, stk. 4, skal gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder inden for erhvervsområdet, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 25. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne. Derudover skal redegørelsen indeholde oplysninger om lugt på det lugtbelastede areal.

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et konsekvensområde for en produktionsvirksomhed. Det vurderes derfor, at lokalplanområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.

Arealet ligger i eksisterende byzone, og derfor påvirkes landbrugsdriften ikke ved det ansøgte.

Der er ikke husdyrbrug i nærheden af området, som kunne påvirke området med generende lugt og dermed forhindre, at kommunen i at gennemføre lokalplanen, jf. § 15b i Planloven.