Tilladelser fra andre myndigheder

Skovbyggelinje

Nærmeste skovbyggelinje findes omkring skovbæltet langs den sydlige side af Nørrestrand, ca. 602m for lokalplanområdet. 

Lokalplanen vurderes til ikke at have indvirkning på skovbæltet.

Å-beskyttelseslinje

Nærmeste å-beskyttelseslinje er omkring Store Hanstedå, ca. 1,2km nordnordvest for lokalplanområdet. 

Lokalplanen vurderes til ikke at have indvirkning på åen.

Sø-beskyttelseslinje

Nærmeste sø-beskyttelseslinje ligger omkring Bygholm Sø, ca. 2,3km vest for lokalplanområdet.

Lokalplanen vurderes til ikke at have indvirkning på søen.

Beskyttede jord- og stendiger

Nærmeste beskyttede jord- og stendige ligger ca. 2km nord for lokalplanområdet, på den nordlige side af Nørrestrand. Diget fremstår ikke som et markant karaktertræk i det åbne landskab og sløres af træklynger.

Lokalplanen vurderes til ikke at have indvirkning på diget.

Kirkebyggelinje

Nærmeste kirkebyggelinje findes omkring Hansted Kirke, der ligger ca. 3km nordnordvest for lokalplanområdet. 

Afstanden og den mellemliggende bystruktur gør, at lokalplanområdet og kommende bebyggelse vurderes til ikke at have indvirkning på kirkebyggelinjen og kirkens synlighed i landskabet.

Strandbeskyttelseslinjen

Strandbeskyttelseslinjen dækker over strandbredden samt arealet op til 300m bag ved strandbredden langs kysten. Sommerhusområder er dog undtaget dette, hvor strandbeskyttelseslinjen maks. dækker op til 100m bag strandbredden.

Lokalplanområdet ligger ca. 1km i direkte luftlinje bag den nærmest kystlinje, ved Langelinje, og har derfor ikke fysisk indvirkning på strandbeskyttelseslinjen.

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Museumsloven

Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes.

I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Horsens Museum skal underrettes om fundet.

Museet har ingen bemærkninger udover Museumsloven generelle bestemmelser. Gøres der fund af fortidsminder skal arbejdet standses og Museum Horsens tilkaldes jf. museumslovens § 27 stk. 2.

Fortidsminder

Jf. Naturbeskyttelseslovens § 18 og Museumslovens §§ 29e og 29f, hvis der er en fortidsmindebeskyttelseslinje skal der tages stilling til, om der skal dispenseres fra den eller den skal ophæves.

Der findes inden kendte fortidsminder inden for lokalplanområdet. I lokalplanens nærområde, en radius på 520m, findes der tre fredede fortidsminder på Nordre Kirkegård. Alle tre er krigergrave, dateret til nyere tid omkring krigene i 1848-1850 og 1864. 

Af de tre, er det ene et krigergravsmonument. Det cirkulære monument er 7m i diameter og består af en gravhøj nederst og en stenobelisk ovenpå. Gravhøjen er omkranset af større kampesten med inskriptioner af de falden soldater og er beplantet med stedsegrønt. Obelisken er dekoreret med to egegrene, et sværd i bronzerelief samt en laurbærkrans med en inskription.

De øvrige to, fredede krigergrave, er enkelt stående gravstene.

Landbrugspligt

Arealet ligger i eksisterende byzone, og derfor påvirkes landbrugsdriften ikke ved det ansøgte.

Tilladelser og godkendelser af husdyrbrug

Der er ikke husdyrbrug i nærheden af området, som kunne påvirke området med generende lugt og dermed forhindre kommunen i at gennemføre lokalplanen, jf. § 15b i Planloven.

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.

Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.