Lokalplanens indhold

Eksisterende bebyggelse

Den største del af den eksisterende bebyggelse i Nebel er opført i begyndelsen af det 19. århundrede. 

Byen har flere tre- og firelængede gårde, hvor strukturen fortsat kan aflæses selvom der på disse ejendomme i tidens løb er sket renoveringer, om - og tilbygninger samt nyopførelser af bygninger. 

Den ældste bygning, som er registreret i byen er fra 1770 og var oprindeligt kapellanbolig. De fleste hovedhuse og den største bygningsmasse er fra 1910´erne, -20´erne og -30´erne, men flere huse er også om-, til- og nybygget helt frem til 2017.

Ud over den bevarede kapelbygning karakteriseres Nebel af gårdanlæggene langs med Nordre Strandvej og Nebelvej. Gårdanlæggenes struktur er flere steder bevarede og fortsat aflæselige. Mange hovedhuse med tilhørende driftsbygninger er relativt velbevarede og viser en høj arkitektonisk, materiale- og håndværksmæssig kvalitet. Det meste byggeri er udført i tegl, enkelte facader er pudsede (gælder for de nyere eller renoverede bygninger) og enkelte facader i bindingsværk. Selvom der er bygget nyere driftsbygninger til flere af de fire- og trelængede gårde, så er strukturen og historien bevaret. Flere af disse bygninger er i metalplader, og mange tage har ligeledes fået nye tage i tegl, bølgeplader eller metalplader. 

Nogle bygninger er på trods af, at de ikke har en SAVE-værdi på 1-3, vigtige for bevaringen af Nebels struktur. Byggeri i de med rødt skraverede byggefelter på kortbilag 3, skal bevares, eller erstattes med byggeri efter samme struktur. Det er tilladt at bygge nyt efter samme struktur, men bygninger med en SAVE-værdi mellem 1-3, skal bevares på grund af deres arkitektur, håndværksmæssige udførelses- og kulturhistorie. 

Ny bebyggelse

Lokalplanen giver således mulighed for at bygge nyt, men i respekt for det eksisterende. 

Ved at fastlægge byggefelter, styres byudviklingen og den eksisterende struktur kan fastholdes. Det vil sige at hvis noget rives ned, så giver lokalplanen mulighed for at bygge nye længer, dog med mulighed for andre anvendelser. Lokalplanen giver mulighed for at omdanne landbrugsejendomme til tæt-lav boliger, erhverv eller lignende anvendelse, som der er større efterspørgsel på i dag.

Der udlægges ikke store arealer til nybyggeri. Men der er fortsat udviklingsmuligheder i Nebel ved at omdanne eksisterende bebyggelse til tæt-lav boliger, eller bygge nye længer med tæt-lav byggeri ala Toftegård tegnet af Krilov Arkitekter. Bestemmelser i lokalplanen om byggeriets omfang, placering og udseende  sikrer at tæt lav-byggeri holder sig til eksisterende bygningsstruktur, og at arkitekturen indpasser sig i Nebel.

Nyt byggeri tilpasses den eksisterende bygningsmasse ved, at være enkel i sit udtryk, og bestå af kvalitets- og bæredygtige materialer, der patinerer flot. Lokalplanen sikrer, at bebyggelsen passer til Nebel, ved at have bestemmelser om farver, materialer og at bygninger skal være længehuse med sadeltage. Der fastsættes bestemmelser om et maksimalt antal etager på 2 etager og en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter.

Der fastsætte blandt andet bestemmelser om, at byggeri skal have sadeltage med en vinkel på minimum 40 grader. Der gives dog mulighed for mindre bygninger under 50 m2 kan placeres uden for byggefelter, og at de kan have fladt tag, så der fortsat gives mulighed for drivhuse, skure og lignende. 

Referencer

Der findes flere gode referencer på at bygge nyt sammen med noget gammelt, samt at bygge nyt efter en gammel struktur. 

Studielandsbyen i Viby Jylland er et arkitekturprisvindende projekt, der kombinerer et nyt projekt i træ, med en eksisterende bindingsværksgård. Det der gør projektet stærkt er de samme proportioner og en nyfortolkning af længehuset, men et helt enkelt udtryk i kvalitetsbevidste materialer.

Toftekærgård er et projekt som består af tre nye længer til et eksisterende hovedhus. De tre længer har skiftet anvendelse til tæt-lav boliger, samtidig med at gårdens gamle struktur er fastholdt med de fire længer. 

Derudover har Baks Arkitekture tegnet flere realiserede og ikke-realiserede på nyfortolkninger af gårde og længehuse placeret rundt om i landet. Det er muligt med gode materialer at skabe enkel arkitektur, der kan passe ind og samtidig have et nutidigt udtryk. 

Landskab / beplantning / anlæg

Beplantningen i Nebel, herunder flere markante træer, er med til at Nebel fremstår som en grøn by tilpasset landskabet. Lokalplanen sikrer, at den eksisterende beplantning som udgangspunkt skal bevares og / eller fastholdes, så beplantningen fortsat underbygger det eksisterende landsbymiljø. Der er foretaget en registrering af markant beplantning - som i lokalplanen udpeges som bevaringsværdig og som sikres med bestemmelser i lokalplanen.  Der kan etableres ny beplantning i form af nye vejtræer, bede og omkring de enkelte ejendomme. Hegn i skel skal være levende.

Lokalplanen ændrer ikke på påvirkningen af det omgivende landskab og vil ikke påvirke de særlige udsigter, der er karakteristiske for landsbyen. Lokalplanen giver mulighed for en lille udvidelse af byen med ny bebyggelse, som huludfyldning, der dog betinges af at landsbyen fastholder sit nuværende præg. Lokalplanbestemmelser sikrer at ny bebyggelse i typologi og skala med videre skal tilpasses det eksisterende landsbymiljø.

Overordnet skal bebyggelsens struktur fastholdes, med bestemmelser omkring byggefelter og bevaring af eksisterende bygningsmasse. Hvis der bygges nyt, placeres det i tilknytning til eksisterende byggeri og lavt i terrænet, så terrænets afskærmende effekt udnyttes, og påvirkningen af landskabet forbliver som i dag. 

Nyt byggeri vil ikke påvirke de særlige udsigter, der er karakteristiske for landskabet omkring Nebel. Med lokalplanens bestemmelser, vil nyt byggeri ikke optræde markant i landskabsbilledet. Byggeriet skal fortsat afskærmes med bevoksning, men udsigterne mod de omgivende landskaber skal bevares. Bevoksning har afskærmende effekt, både når det placeres tæt på byggeriet og i de nære omgivelser.

Der opnås tilpasning til de landskabelige kvaliteter ved at begrænse nybyggeri, ved at sikre beplantning, bevare eksisterende anlæg og veje samt ved at fastholde landsbyens struktur og at udvide byen med respekt.

Flere anlæg i form af stensætninger og -diger karakteriserer Nebel. Adgangsvejen fra sydvest er stensat og omkring kirkegården samt kapellet centralt i landsbyen er vejen også markant ved en stensætning mens selve "kirkeanlægget" er omkranset af et stendige. De nævnte anlæg udpeges i lokalplanen som bevaringsværdige.

Status og fremtidige forhold

Nebel fastholdes i landzone og lokalplanen sikrer bonusvirkning – en administrativ lettelse, der betyder, at der på nogle felter ikke forudgående skal søges om landzonetilladelse. Lokalplanen sikrer det eksisterende husdyrbrugs fortsatte drift og har ikke indflydelse på den i øvrigt eksisterende lovlige anvendelse af arealer og bygninger.

Lokalplanen tilvejebringer nye byggemuligheder samt bevarelse af byggeretter ved nedrivning af en, i lokalplanen, udpeget del af nebels bebyggelse. Samtidig gives mulighed for nedrivning af tiloversbleven bebyggelse, der kan erstattes af ny bebyggelse. Dette er muligheder de almindelige landzonebestemmelser, som udgangspunkt, ville forhindre. Også anvendelsesmulighederne udvides i forhold til de gældende landzonebestemmelser, dog forudsat at det eksisterende husdyrbrugs drift ikke begrænses. Såfremt det eksisterende husdyrbrug nedlægges kan lokalplanen revideres så de ovenfor nævnte muligheder bliver gældende for hele lokalplanområdet.

Hvad er en SAVE- værdi?

SAVE kan anvendes til at kortlægge og vurdere byers og bygningers arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabelige værdier. Alle bygninger registreres i et nationalt arkiv som Slots- og kulturstyrelsen administrerer. 

De forskellige værdier inddeler bygninger, i bygninger med høj, middel og lav bevaringsværdig. Jo lavere et tal jo mere bevaringsværdig er bygningen som beskrevet herunder:

1, vil som oftest være fredede bygninger eller
folkekirker. Særligt værdifulde bygninger kan dog
godt have bevaringsværdi 1 uden at være fredede.

2-4, er de bygninger, som i kraft af deres arkitektur,
kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er
fremtrædende eksempler inden for deres slags.

5-6, er jævne, pæne bygninger, hvor utilpassede
udskiftninger og ombygninger trækker ned i
karakteren.

7-9, er ofte bygninger uden arkitektonisk udtryk
eller uden historisk betydning. Det kan også være
bygninger, som er så ombyggede, eller som har
så mange udskiftninger, at de har mistet deres
oprindelighed.

Alle bygninger er i forbindelse med lokalplanprocessen blevet SAVE-vurderet. Vurderingen kan ses på kortbilag 5, SAVE-vurderinger, og efterfølgende også på Slots- og Kulturstyrelsen hjemmeside. 

Link til Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside med SAVE-registreringer.

Delområde 1:

Lokalplanen regulerer alene den bevaringsværdige bebyggelses placering og udseende. Anvendelse, nyt byggeri, udstykning med videre er bestemt af Planlovens  §§ 35, 36, 37 og 38.

Delområde 2:

Som for delområde 1 regulerer lokalplanen den bevaringsværdige bebyggelses placering og udseende. Men udover dette giver lokalplanen udvidede muligheder for udstykning, byggeri og anvendelse.

De begrænsede anvendelsesmuligheder i delområde 1 skyldes hensynet til et eksisterende husdyrbrug inden for området hvis fortsatte drift og udvidelsesmuligheder skal sikres. Baggrunden for dette er beskrevet under afsnittet 'Tilladelser fra andre myndigheder'. Grænsen mellem delområde 1 og 2 fremgår af Kortbilag 3, Fremtidige forhold.

Eksisterende bebyggelse i Nebel.

Studielandsbyen i Viby Jylland af Lenschow & Pihlmann Arkitekter

Toftekærgård af Krilov Arkitekter.

Nyfortolkninger af gård/længehus af Baks Arkitekter.

Markant stendige i ankomsten til Nebel fra Vest.

Stensætning og stendige omkring kirkegården.