Beliggenhed & eksisterende forhold

Natur- og byudviklingsplanen for Nørrestrand

Nebel ligger centralt placeret i området, som er omfattet af natur- og byudviklingsplanen for Nørrestrand. Planen er højt prioriteret politisk som en ny bydel, der skal sikre den langsigtede vækst og boligudviklingsmuligheder i det nordlige Horsens mange år frem.

Udviklingsplanen for Nørrestrand blev politisk besluttet i 2018 og store dele af området inddrages i kommuneplanen med Tematillæg for byudvikling til Kommuneplan 2021-2033.

Bydelen Nørrestrand vil rumme et varieret og mangfoldigt udbud af boliger, offentlige formål som f.eks. naturcenter, naturbørnehave, daginstitutioner, skole og plejehjem samt dagligvarehandel og gode muligheder for rekreative aktiviteter, sport og leg.

Bydelen Nørrestrand har med sin placering højt i landskabet en visuel forbindelse til Horsens by. Området strækker sig fra Egebjergvej i vest til Stensballevej og Værvej i øst. Området afgrænses mod nord af Gl. Århusvej, samt landsbyen Serridslev. Nebel ligger centralt i den sydlige del af området, som afgrænses af naturområdet Nørrestrand mod syd.

Bydelen Nørrestrand ligger tæt ved den afgrænsede landsby Serridslev. Serridslev har ikke egentlige byfaciliteter, men der findes en kirke i landsbyen. Landsbyen ligger i landzone og er udlagt til blandet bolig og erhverv, herunder åben-lav boliger med tilhørende kollektive anlæg; institutioner og lignende offentlige formål. Den nye bydel og Serridslev skal ikke vokse sammen, da Serridslev med sine kulturhistoriske værdier skal bestå som landsby. Herudover skal der fortsat værnes om Serridslev Kirkes nær- og fjernomgivelser, så ind- og udsigt til kirken ikke sløres.

Landsbyen Nebel er kendetegnet ved en rig variation i små vejforløb, terrænforskelle og store karakteristiske beplantninger, som giver landsbyen en helt særlig menneskelig skala.

I forbindelse med byudvikling skal de eksisterende strukturer i og omkring Nebel respekteres. Ved detailplanlægning og etablering af ny bebyggelse omkring Nebel tages der stilling til en nænsom bearbejdning af overgangene mellem nye og eksisterende strukturer. Det kan være ved at forstærke eksisterende træk eller ved at tilføje moderne elementer, der underordner sig den eksisterende struktur. 

Du kan læse hele udviklingsplanen for Nørrestrand her

Nebel By, Nebel 

Ejerlavet ligger sydligst i Nebel Sogn. Det er mod syd afgrænset af Nørrestrand, mod både øst og vest af erosionskløfter. Terrænet er mod syd meget uroligt, men omkring Nebel er et større sammenhængende plateau, der altid har tiltrukket mennesker.

Nebel er en lille velbevaret vej-fortelandsby. Nebel nævnes første gang i 1407 som Nøbbelle, dvs. ny gård eller nyt jordstykke. Centralt lå en romansk frådstenskirke. I 1688-matriklen er registeret 11 gårde og et hus med jord i ejerlavet. Ved udskiftningen i 1782 blev alle gårde, på nær en, liggende på deres oprindelige placering. Samtidig udflyttes to huse med jord, Hedehus og Elkjærhus, begge (husmandssteder) anlagt på de dårligere jorder i ejerlavets nordligste kant. Udskiftningsstrukturen er for hovedparten en klassik stjerneudskiftning. I forbindelse med udskiftningen blev der ned mod fjorden i etableret en række fælles ejede matrikler, hvor landsbyen kunne grave tørv. Her er der kun sket meget få ændringer siden udskiftningen. Veje, hegn, skel og diger vidner derfor om tiden omkring udskiftningen.

Nebel er den næststørste af sognets tre landsbyer, beliggende langs Nordre Strandvej og den sydligste del af Nebelvej. Hvor de to veje mødes lå den forsvundne kirke. Ved reformationen var der 11 gårde i landsbyen, der ejedes af kongen, adlen og bispen. I 1662 var der endnu 11 gårde, hvoraf kongen sad på de 10. I forbindelse med landboreformerne er de fleste gårde siden blevet udskiftet, men langs Nordre Strandvej ligger der fem gårde i den gamle landsby. Gårdene er grundmurede, og alle har en tre- eller firlænget gårdstruktur. Flere af bygningerne har høj bevaringsværdi. I landsbyen er der tre bindingsværkshuse, og det ældste, Nebelvej 1, blev opført i 1770 og fungerede som kapellanbolig. Bygningen har høj bevaringsværdi. Som det gælder for Nordre Strandvej og Nebelvej er udviklingen gået uden om Nebel, og der findes her et meget velbevaret, værdifuldt og bevaringsværdigt kulturmiljø. Udenfor landsbyen langs Nordre Strandvej ligger flere bygninger med høj bevaringsværdi. Nr. 44 udskiftet fra Nebel og nr. 47 udskiftet fra Hansted. Den oprindelige Nebel Kirke er forbundet af den kuperede og idylliske nord-sydgående Nebelvej. Vejen er i Nebel by over en længere strækning stensat.

Nebels middelalderlige frådstenskirke, hvis hvælving styrtede sammen under en gudstjeneste i 1877 er kun bevaret i form af det gamle våbenhus. Våbenhuset fungerer som kapel for Serridslev sogn. Kirkegården markerer landsbyens centrum og anvendes som mindested, gravplads og udkigspunkt over Nørrestrand. Den er omgivet af et smukt, bevaringsværdigt dige. Det stensatte dige har en højde af 120 cm og er bevokset med vilde græsser og m.v. Kirkegården fremstår som et kulturhistorisk dokument for det oprindelige landsbymiljø.

Illustrationsplan, der viser arealet, der ønskes udlagt til byudvikling med sort markering, samt hvor stor en del af området der ligger indenfor kystnærhedszonen.

Illustration af landskabet udarbejdet i forbindelse med Udviklingsplanen Nørrestrand, Bæredygtig natur- og byudvikling. 

Ovenstående ses "Original 1-kort" over Nebel. Kortet er den ældste version af Udskiftningskortene, som var grundlag for de efterfølgende matrikelkort. 

Nordre Strandvej og Kirkegården der markerer landsbyens centrum og anvendes som mindested, kirkegård og udkigspunkt over Nørrestrand. Den er omgivet af et smukt, bevaringsværdigt dige.