Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område.

Ifølge Lov om planlægning kan Kommunalbestyrelsen altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen.

For at give alle mulighed for at fremsætte indsigelser, bemærkninger og ændringsforslag skal Kommunalbestyrelsen offentliggøre et forslag til lokalplan, inden planen kan vedtages endeligt. Således skal lokalplanforslaget annonceres og fremlægges offentligt i mindst 8 uger. Bemærkningerne skal indgå i Kommunalbestyrelsen videre overvejelser, men det er alene Kommunalbestyrelsen der afgør, om og hvornår lokalplanen kan vedtages endeligt.

En lokalplan omfatter to hoveddele - dels en ”Redegørelse” og dels ”Lokalplanbestemmelser”. I redegørelsen er der gjort rede for lokalplanens indhold samt planens forhold til anden planlægning. Lokalplanbestemmelserne omfatter de egentlige bebyggelsesregulerende bestemmelser, samt lokalplanens retsvirkninger. Lokalplanbestemmelserne understøttes af en række kortbilag mv., som findes bagest i planen.

Baggrund for lokalplanen

Der er fra ejere og investorer fremsat et ønske om at revitalisere det eksisterende butiksområde ved Vejlevej 70/Lokesalle 30. Efter den oprindelige lokalplan 6 kunne der placeres udvalgsvarebutikker og service- og kontorerhverv i området, men ikke dagligvarebutikker. Området er dog siden blevet omfattet af kommuneplanens bydelscenter Vejlevej Syd. Lokalplanen er således tilvejebragt for at kunne muliggøre placering af dagligvarehandel i området. Konkret gives der mulighed for at den tidligere møbelbutik Vejlevej 70 ombygges til en dagligvarebutik med et areal på 1.600 m2, og i ejendommen Lokesalle 30 er der mulighed for bl. a. at indrette drive-in-bageri med tilhørende butik og café.

Lokalplanens formål

Det er lokalplanens formål at sikre at ejendomme i lokalplanområdet kan anvendes til detailhandelsformål, udvalgs- og dagligvarebutikker samt til service- og kontorerhverv. Herudover skal lokalplanen sikre, at vejadgang fastholdes fra Vejlevej og at vejadgangsforholdene fra Lokesalle justeres. Den oprindelige lokalplan 6 for området Lokesalle, Thorsvej, Ringvejen og Friggasvej er aflyst.

Vejlevej 70 ønskes ombygget til dagligvarebutik