Miljørapport

Screening om miljøvurdering

Planforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har foretaget en screening af et lokalplanområde ved Vestervej, 8751 Gedved,  efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslaget ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor der ikke vil blive gennemført en miljøvurdering af lokalplanen.

Lokalplanområdet berører tre rammer i Kommuneplan 2021-2033. Lokalplanområdet er inddelt i delområder, som svarer til de tre berørte kommuneplanrammer.

  • Delområde 1 ligger i ramme 33BO01.
    Rammen fastsætter områdets anvendelse til boligområde med mulighed for både åben- og tæt-lav bebyggelse, samt nærrekreative arealer og kollektive anlæg til områdets forsyning. Der planlægges for et fælles parkeringsanlæg inden for delområde 1, hvorfor planlægningen er i overensstemmelse med kommuneplanrammen.
  • Delområde 2 ligger i ramme 33BO08.
    Rammen fastsætter områdets anvendelse til boligområde med tæt-lav bebyggelse, samt nærrekreative arealer og kollektive anlæg til områdets forsyning. Der planlægges for tæt-lav boligbebyggelse, samt et fælleshus til området beboer og rekreative grønne kiler inden for delområde 2, hvorfor planlægningen er i overensstemmelse med kommuneplanrammen.
  • Delområde 3 ligger i rammen 33RE01
    Rammen fastsætter områdets anvendelse til rekreative formål og skovrejsning, samt mindre faciliteter til områdets forsyning. Der planlægges for en rekreativ anvendelse af delområdet med aktivitets-, lege- og opholdsmuligheder der udføres så disse er forenelige med en evt. senere skovrejsning. Planlægningen er i overensstemmelse med kommuneplanrammen.

Vurderingen af, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet.

Afgørelse og begrundelse

Horsens Kommune har i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for, om planens påvirkning af miljøet har en karakter og et omfang, der kræver en miljøvurdering.

Planen er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektonisk og arkæologisk arv.

Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra følgende, overordnede temaer:

  • Kulturarv
  • Natur og Landskab
  • Støj
  • Vand/Overfladevand

Konklusion

Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i miljøvurderingslovens § 10.

Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn

Kulturarv

  • Værdifuldt kulturmiljø

Lokalplanområdet ligger delvist inden for kulturmiljøet ”Gedved Landsby” der er udpeget med retningslinjen ”Værdifuldt kulturmiljø” i Kommuneplan 2021.

Udpegning er baseret på den gamle landsbykerne med gadeforløb og firlængede gårde ud til vejskel, og er vurderet som værende sårbar over for nedrivninger. Kulturmiljøet fremstår sløret i bybilledet grundet tidligere nedrivninger, manglende vedligehold og tidligere nybyggeri.

Planlægningen for området afslutter byen mod landskabet og arbejder med en nyfortolkning af kulturmiljøet og den gamle stjerneudstykning, og danner en ny ankomst til Gedved. Det vurderes ikke at planlægningen og den nye bebyggelse, er en væsentlig påvirkning af kulturmiljøet.  

Natur og Landskab

  • Naturbeskyttelse

Lokalplanområdet ligger delvist inden for et areal udpeget som potentiel naturbeskyttelsesinteresse i retningslinjen ”Naturbeskyttelse” i Kommuneplan 2021. 
Potentielle naturbeskyttelsesområder skal forbedre sammenhæng mellem eksisterende naturarealer, og dermed spredningskorridorer for vilde dyre- og plantearter. Inden for lokalplanafgrænsningen er arealerne i dag byggetomt og grønt område. Naboarealerne til lokalplanområdet er delvis ny tilplantet skov fra 2018 eller landsbrugsjord i omdrift.

Lokalplanområdet ændre ikke på retningslinjens udpegning, og reducerer ikke udpegningens værdi som spredningskorridor. Den sydlige del af lokalplanområdet friholdes for bebyggelse, og den primære anvendelse af arealet inden for udpegningen forbliver et fælles grønt rekreativt areal i landzone, med uændret værdi som spredningskorridor.

Planlægningen er i overensstemmelse med retningslinjen og fastholder området som naturareal i landzone. Realiseringen af lokalplanen vurderes ikke at være en væsentlig påvirkning af de potentielle naturbeskyttelsesinteresser.

  • Skovrejsning

Lokalplanområdet ligger delvist inden for et areal udpeget i retningslinjen ”Skovrejsning” i Kommuneplan 2021. Udpegningen skal understøtte det statslige mål om øget skovrejsning, samt beskytte strategiske og sårbare grundvandsressourcer.

Udpegningen er beliggende i den sydlige del af lokalplanområdet, og friholdes for bebyggelse og forbliver i landzone. Derudover fastsætter lokalplanen med bonusvirkning bestemmelser om, at området fremadrettet anvendes til fælles grønt rekreativt område.

Det vurderes at lokalplanområdets fremtidige anvendelse er foreneligt med en fremtidig skovrejsning på arealet, og ikke er en væsentligt påvirkning af muligheden for skovrejsning.  

  • Skovbyggelinje

Lokalplanområdet ligger inden for skovbyggelinjen fra den nye ’Bryggerskoven’ som blev tilplantet i 2018 på nypløjet landbrugsjord.

Lokalplanen forudsætter en reduktion af skovbyggelinjen. Linjen bør som udgangspunkt ikke reduceres mere end 30m fra skovbrynet af hensyn til skoven interesser. Ifbm. den politiske behandling af lokalplanen gøres der opmærksom på, at lokalplanens realisering forudsætter, at administrationen giver en dispensation fra skovbyggelinjen på 20m. Derudover fastlægges i lokalplanens bestemmelser, en byggelinje 20 meter fra brynet, så arealet friholdes for fremtidig byggeri.

Skoven er nyplantet i 2018 og er stadigt ikke etableret og tilgroet som reel skov. Lokalplanområdet og den nye skov har en samtidighed i etableringen, som på sigt giver merværdi til området i form af ny skov og øget biodiversitet. Derudover er grønne arealer udlagt i landzone, i tæt tilknytning til bebyggelsen i lokalplanområdet.

Planlægningen fastholder en del af lokalplanområdet i landzone og med byggelinjen friholdes arealerne for byggeri i fremtiden. Det vurderes ikke at være en væsentlig påvirkning af ”Bryggerskoven”, at der lokalplanlægges for boliger i tæt tilknytning til en ny tilplantet skov fra 2018.     

Trafikstøj

Der er i forbindelse med planlægning for området kendskab til trafikstøj ved lokalplanområdet.

Parkeringsarealet i delområde 1 ligger inden for udpegningen som støjbelastet areal i kommuneplanen. Anvendelsen vurderes ikke at være støjfølsom, hvorfor forholdet vurderes ikke at være væsentligt.

Der er på baggrund af ovenstående udarbejdet en støjrapport af certificeret rådgiver, som supplement til planlægningen.

Støjrapporten konkluderer i et beregnet scenarie, at der vil være støjbelastninger på over 58 dB Lden i den nordligste del af lokalplanområdet ud mod Vestervej. Støjbelastningen kommer fra trafikken på Vestervej, og stammer ikke fra E45 som ligger mere end 1140 meter fra lokalplanafgræsningen, også efter E45 udvidelse til tre spor i 2026.     

Støjrapporten konkluderer i et beregnet scenarie med 1,8 meter høje støjskærme ved to terrasser mod Vestervej, at grænseværdierne for udendørs opholdsarealer i projektområdet kan overholdes. Det vil være muligt at reducere støjen yderligere ved at opsætte lokale afskærmninger f.eks. omkring eller mellem private terrasser.

Horsens Kommune vurderer på baggrund af støjrapporten, at det beregnede støjgrænseniveau på alle udendørs opholdsarealer, efter etablering af støjskærme ved to terrasser vil være overholdt.

Samlet vurderes det, at vejstøj ikke vil være en væsentlig påvirkning af miljøet, og at der ved bestemmelser i lokalplanen kan sikres etablering af terrassestøjskærme ved 2 ud af samlet 30 boliger. Disse er en mindre og ubetydelig teknisk løsning i det samlede byggeri i hele lokalplanområdet.        

Vand

Lokalplanområdet ligger inden for et område, hvor der er drikke- og grundvandsinteresser:

  • Område med drikkevandsinteresser (OD)
  • Område, hvor grundvandsressourcen er vurderet nitratfølsom
  • Indvindingsopland til Gedved Vandværk.
  • Stedvist kan der forventes højtstående grundvand (særligt den sydlige del af matriklen)

Horsens Kommune gennemførte en grundvandsredegørelse af området i forbindelse med udlægget i Kommuneplan 2021. Den konkluderede, at der skal indarbejdes tekniske tiltag i lokalplanen, via bestemmelser om materialevalg i klimaskærmen, samt krav om at nedsivning kun kan ske igennem vegetationsdækket jordoverflade, regnbede el. lign.

Lokalplanen vurderes derfor ikke at give en væsentlig påvirkning af grundvandet.     

Overfladevand

Lokalplanområdet ligger inden for 2 forskellige kloakoplande, hvorfor der gælder forskellige befæstelsesgrader inden for området, derudover skal regnvand afledes forskelligt, alt efter eksisterende kloakopland.

Der udarbejdes i forbindelse med planlægningen et tillæg til Spildevandsplanen, således at den kommende bebyggelse i lokalplanens delområde 1-2 samles i det eksisterende kloakopland G14. Lokalplanens delområde 3 forbliver som grønt areal i landzone, og udtages helt af Spildevandsplanen. Spildevand og regnvand op til serviceniveauet, som er en 5 års hændelse, afledes i separate, kollektive ledninger. Regnvand over serviceniveauet, renses og forsinkes internt i lokalplanområdet, til efterfølgende naturlig afstrømning er muligt.

Lokalplanområdet ligger nedstrøms i et skybrudsopland og afvander med hovedstrømlinjer særligt igennem den sydlige del af delområde 3 som fastholdes i landzone. Der kan være risiko for periodevise oversvømmelser i forbindelse med kraftig nedbør.  

De bebyggede områder afvandes via det kollektive ledningsnet, og lokalplandelområde 3 fastholdes som grønt spredningsområde med lavninger, som i de våde perioder kan opsamle og forsinke overfladevandet fra oplandet.

Det vurderes, at den naturlige hovedstrømningslinje ikke forstyrres ved gennemførsel af planlægningen, og at overfladevandet ikke vil være en væsentlig negativ påvirkning af miljøet, men derimod vil være til gavn for den kommende biodiversitet i lokalområdet, hvor adgang til vand er en forudsætning for en varieret natur herunder særligt det kommende dyre- og insektliv i området.