Lokalplanens indhold

Bebyggelse

Lokalplanen giver mulighed for, at der i den nordvestlige udkant af Gedved kan opføres et boligfællesskab på ca. 30 boliger og et fælleshus. Boligerne opføres som gennemlyste tæt-lave boliger i en rækkehustypologi. I bebyggelsen skal der som minimum ske en forskydning i facaden efter to sammenhængende boligenheder. Forskydningerne og udendørs opholdsarealer samt levende hegn skal sikre, at den enkelte bolig fremstår tydeligt. 

Bebyggelsen disponeres efter samme princip som den historiske stjerneudstykning i mindre skala. Her udgør et fælleshus det sociale centrum og hjertet af bebyggelsen, som gadekæret eller forten gjorde det tidligere. I gamle dage lå de enkelte gårdes marker ud fra dette centrum i et stjernelignende mønster, deraf navnet stjerneudstykning. I denne fortolkning af udstykningen disponeres boliger og grønne kiler skiftevis i dette stjernemønster ud fra fælleshuset. Dette giver plads til, at det omkringliggende landskab og naturen kan mødes og flettes sammen med boligerne. 

Boligerne tilpasses lokalplanområdets terræn, da det både kan være med til at hjælpe med vandhåndteringen inden for lokalplanområdet og bringer naturen helt tæt på bebyggelsen. Derudover kan der også i materialevalget arbejdes med at skabe harmoni mellem ny og eksisterende bebyggelse samt at føre naturen yderligere ind i området f.eks. kan der arbejdes med træ, der patinere med vind og vejr, eller grønne tage.

Ved at opføre to forskellige størrelse boliger bliver området attraktivt for flere forskellige befolkningsgrupper og derved skabes der diversitet i blandt beboerne. Derudover kan f.eks. fælleshuset og de fælles faciliteter være med til at danne grobund for et stærkt fællesskab blandt beboerne.  

Vej og Sti

Lokalplanområdet kobles på Vestervej ved etablering af indkørsel til området herfra. Det skal sikres at der er gode oversigtsmuligheder i området, samt at større køretøjer som f.eks. renovationskøretøjer og flyttebiler kan betjene området uden at skulle bakke.

Der etableres fælles parkering til personbiler. Fra denne parkeringsplads udlægges et vejforløb ind i boligområdet, så det danner et forløb rundt om fælleshuset. Foruden dette vejanlæg, er det intentionen at lokalplanområdet betjenes af og sikres gode forhold for blød mobilitet, som cykler, elcykler, el-løbehjul og lignende samt gående.

Foruden veje, skal der også etableres både interne boligstier samt stier. Stier skal kobles på eksisterende stier i det tilgrænsende område, samt på en trampesti, der planlægges etableret over en gasledning vest for lokalplanområdet. Dette er med til at sikre gode forbindelser til det omkringliggende landskab og naturen. Boligstierne skal give beboerne gode forhold til at færdes og bevæge sig rundt i bebyggelsen.

Klima

Med et greb om, at landskabet, naturen og boligerne skal flettes sammen i et frodigt og rekreativt boligområde er det oplagt at lokalplanen sikrer, at regnvand må ledes på terræn før det tilsluttes kloak, så regnvandet kan bidrage med merværdi til de rekreative kiler i mellem boligerne.

De grønne kiler imellem boligerne kan beriges med mindre regnvandsbassiner el. trug. Disse kan eventuelt etableres uden et permanent vandspejl. Terrænets strømningsveje kan fremhæves og tydeliggøres med udlægning af marksten. Dette er både med til at give nye habitatmuligheder for mindre padder og lignende, mens de større sten også kan blive en del af børnenes leg og oplevelse af naturen. Derudover kan de grønne kiler beriges ved at så dem til med frøblandinger der fremmer biodiversitet, f.eks. en vild engblanding, hvor der er hjemmehørende og blomstrende urter og græsser. Foruden at være med til at understøtte biodiversitet i området, vil det også bidrage med blomster i de grønne kiler.

Af hensyn til arealer udpeget til både potentiel skovrejsning og naturbeskyttelse friholdes den sydlige ende af lokalplanområdet for bebyggelse - I stedet kan der i området etableres regnvandsbassiner samt mere vildtvoksende beplantning. 

Bonusvirkning

Lokalplanområdet er inddelt i 3 delområder, der har forskellige zonestatus. Derfor er der med lokalplanen vedtaget bestemmelser om zoneoverførsler. Delområde 1 er og forbliver med lokalplanen i byzone, mens delområde 2 der dækker over et areal, der er planlagt som byzone, overføres endeligt til byzone med Byrådets vedtagelse af lokalplanen. 

Delområde 3 ligger i landzone og skal fortsat blive i landzone. Derfor får lokalplanen bonusvirkning for dette delområde. Det betyder, at anvendelse af området i overensstemmelse med lokalplanen kan finde sted uden forudgående landzonetilladelse. Lokalplanen giver mulighed for, at der inden for delområdet kan etableres tekniske anlæg i form af regnvandsbassiner til forsinkelse af regnvand. Derudover kan der i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser etableres legeplads med dertilhørende opholdsarealer, bålplads og bålhytte eller shelters.

Inspirationsbillederne herunder er med for at give et visuelt indtryk af de tanker og ambitioner der er for området. Altså er der ikke en direkte afbildning af den kommende bebyggelse.

Inspirationsbilleder til lokalplanens bebyggelsen. Bebyggelsen vil have fokus på at skabe harmoni med det omkringliggende og arbejde med bæredygtige, robuste materialer.

Inspirationsbilleder til lokalplanprojektets greb i forhold til klima og biodiversitet inden for lokalplanområdet.