Øvrig planlægning

Skole- og institutionsforhold

Områdets nærmeste skole er Gedved skole, som ligger umiddelbart syd for lokalplanområdet. Her findes der ligeledes daginstitutionstilbud.

Umiddelbart vest for lokalplanområdet findes pleje -og ældreboliger.

Trafikplanlægning

I helhedsplanen for Gedved er der skitseret en reetablering af Gedved sø, og en stiforbindelse hertil. I forbindelse med anlæg af stier i lokalplanen skal der etableres en offentlig sti, som i fremtiden kan fortsættes mod nord udenfor lokalplanområdet .

Der etableres en fortsættelse af den primære lokalvej (stamvej) Korntoften ind i lokalplanområdet og sekundære veje (boligveje) herfra til de enkelte parceller.

Vandområde- & Natura 2000 planer

Lov om vandplanlægning

Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.

Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres.

Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.

Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter

Jf. Bekendtgørelse nr. 1383 af 26. nov. 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter skal der forud for udarbejdelse af udkast til lokalplan foretages en vurdering af om projektet i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter i området væsentligt.

Lokalplanen kan kun vedtages, hvis det vurderes, at projektet ikke medfører:

- skade på de naturtyper, som området er udpeget for
- skade på levesteder for de arter, som området er udpeget for
- eller betydelige forstyrrelser for bilag IV-arter.

Natura 2000

Projektområdet ligger ca. 7 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er Natura 2000 område nr. 54 (Habitatområde H50, Yding Skov og Ejer Skov).

Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside:

https://mst.dk/natur-vand/natur/natura-2000/natura-2000-omraaderne/udpegningsgrundlag/

Alene på baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og projektets beskedne omfang er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

Bilag IV-arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.

Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring projektområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus og grøn mosaikguldsmed. Området har indtil nu været drevet som intensivt landbrugsareal. Det vurderes derfor, at der med lokalplanen ikke ødelægges yngle- og rasteområder for de bilag IV arter, som lever i og omkring lokalplanområdet.

Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter

Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:
- skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
- indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området

Spildevandsplan 2012 - 2015

Regn- og spildevand skal tilsluttes Horsens Vand A/S spildevandssystem. Området separatkloakeres. Spildevandet skal ledes til Horsens Centralrenseanlæg og regnvand til Tolstrup Å. Der er etableret et regnvandsbassin til rensning og forsinkelse af regn- og overfladevand i forbindelse med etablering af 1. etape af lokalplan 2015-1. Her sikres forsinkelse af regnvandet og overfladevand inden det ledes til Tolstrup å. Vandet skal forsinkes til naturlig afstrømning. Der skal ansøges om tilladelse til udledning ved Natur og Miljø, Horsens Kommune.

Der må bortledes regnvand fra den enkelte matrikel indenfor lokalplanområdet svarende til en befæstelsesgrad på 0,35 for åben-lav bebyggelse og 0,55 for tæt-lav bebyggelse. Overstiger befæstelsen skal regnvandet forsinkes eller håndteres på egen matrikel, således at befæstelsesgraden overholdes.
Regnvandsbassiner kan etableres, såfremt de udføres med en tæt membran. Ved tæt membran forstås en membran udført af plast eller ler.

Tagvand fra tage kan nedsives i faskiner, såfremt tagene ikke er lavet af zink, kobber og tagpap.

Tagvand fra tage lavet af zink, kobber og tagpap, kan nedsives gennem en vegetationsdækket jordoverflade, regnbede eller lign.

Jordforurening

Lokalplanområdet er ikke kortlagt efter jordforureningsloven. Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.
Lokalplanområdet ligger i byzone og er udtaget af områdeklassificeringen.

Nationale interesser

Produktionsvirksomheder

I lokalplanforslag skal der gøres rede for, hvordan planen tager højde for, at vilkårene for produktionsvirksomheder indenfor et erhvervsområde, ikke skærpes efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven.

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et konsekvensområde for en produktionsvirksomhed. Det vurderes derfor, at lokalplanområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.

 

TEKNISKE ANLÆG

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

Varmeforsyning

Varmeforsyningsform afgøres i forbindelse med udarbejdelse af projektforslag i henhold til varmeforsyningsloven.

Alle ejendomme inden for lokalplanområdet skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning.

Vandforsyning

Området vandforsynes fra Gedved Vandværk.

Renovation

Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring. Renovationen skal overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for husholdningsaffald”.

Hvor der vælges nedgravede affaldsbeholdere skal forholdene godkendes af Horsens Kommunes afdeling for Affald og Trafik, inden etablering påbegyndes.