Lokalplanens indhold

Lokalplanområdet er udlagt til boligformål i form af etageboliger og tæt-lav boligbebyggelse. 

Med lokalplanen sikres de bærende bevaringsværdier i kulturmiljøet. De bærende værdier kan opsummeres til de bevaringsværdige bygninger med deres bygningsdetaljer samt for- og baghaver på langstrakte, smalle matrikler.

Netop dette sikres med lokalplanbestemmelser:

  • for bevaring af bebyggelse,
  • med udlæg af forhaver mod Ny Havnegade
  • med udlæg af baghaver for hele bebyggelsen samt
  • med forbud mod udstykning.

De bevaringsmæssige interesser for bygningerne sikres, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 18, ved et forbud mod nedrivning og med bestemmelser om, at alle ændringer, om- og tilbygninger, der berører bygningens ydre fremtræden, kun må udføres med tilladelse fra Byrådet. Tilladelsen vil blive givet ud fra en vurdering af, om bygningens bevaringsmæssige stand opretholdes eller forbedres.

Hvis Horsens Kommune afslår at give tilladelse til nedrivning af en bygning, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning.

I lokalplanområdet er der registreret bygninger i et spænd af bevaringsværdier. I den overordnede planlægning - kommuneplanen - er der fastlagt mål og retningslinjer for bygninger med bevaringsværdi 1-4. I lokalplanområdet er størstedelen af bygningerne registreret med bevaringsværdi 1-4. Mange bygninger er desuden registreret med bevaringsværdi 5-6, som tillige bidrager til områdets bevaringsværdige sammenhæng. Området omkring Ny Havnegade er i kommuneplanen udpeget kulturmiljø. Derfor er disse bygninger med lokalplanen omfattet af samme bestemmelser som bygninger med bevaringsværdi fra 1-4.

I lokalplanområdet er der bygninger, der ikke er registreret som bevaringsværdige. På ejendomme, hvor der ikke er registreret bevaringsværdige bygninger, og på ejendomme, hvor der er registreret bygninger med bevaringsværdi 7, sikrer lokalplanen mulighed for opførelse af nye byhuse. Disse bygninger skal i omfang og placering opføres i sammenhæng med de bygninger, som de omgives af, og bl.a. placeres i facadeflugt mod vej med de tilstødende byhuse. Desuden skal de tilpasses de ældre bygningers etageantal og bygningshøjder.

For tilbygninger gælder særligt, at de skal placeres mod baghaven i sammenhæng med og vinkelret på det enkelte byhus. Lokalplanen udlægger samtidig byggefelter i baghaverne og sikrer, at tilbygninger skal placeres inden for disse byggefelter, ligesom lokalplanen sikrer maksimalt etageantal og maksimal bygningshøjde. Samtidig sikrer lokalplanen husbredden af den enkelte tilbygning, for at byhusenes facadeforløb mod baghave ikke sløres.

For øvrige bygninger - det vil sige for mindre bygninger som udhuse, drivhuse, orangerier, garager og carporte - indeholder lokalplanen ligeledes bebyggelsesregulerende bestemmelser. Dertil skal tilføjes, at lokalplanen alene sikrer mulighed for garager og carporte langs Bredgade og langs Niels Gyldings Gade, hvor garager og carporte skal indgå i forløbet med hegn i skel mod disse gader.

Med dette sikrer lokalplanen, at placeringen og omfanget af ny bebyggelse indgår i en helhed med de bevaringsværdige bygninger, forhaverne og de smalle, langstrakte baghaver. Desuden sikres, at mindre bygninger alene må placeres i baghaverne, og at der alene må opføres 2 stk. udhuse/drivhuse/orangerier pr. byhus. Begrænsningen af disse sekundære bygninger sker ud fra, at baghaverne skal fremstå grønne.

Bebyggelsens udseende

Kulturmiljøet 'Ny Havnegade' og den øvrige bebyggelse langs Villavej og Emil Bojsens Gade er karakteriseret ved en enkel og klar bebyggelsesstruktur med velproportionerede bygninger med rig detaljering.

For at bevare bebyggelsens oprindelige byggeskik fastlægger lokalplanen, at de bevaringsværdige bygninger kan ombygges eller på anden måde ændres efter tilladelse fra Byrådet. Tilladelsen vil blive givet ud fra en vurdering af, om bygningernes bevaringsmæssige stand opretholdes eller forbedres.

Desuden indeholder lokalplanen detaljerede bestemmelser for de bevaringsværdige bygningers udseende for netop at understøtte bebyggelsens særlige karakteristika. Det være sig både facade- og tagmaterialer samt bygningsdetaljer i øvrigt. F.eks. skal facader i blank mur fortsat fremstå som murstensfacader. Desuden skal facadefarverne på pudsede og malede facader fremstå i afdæmpede, støvede eller gråtonede helmatte facadefarver og i hvide nuancer. Farveskalaen for de afdæmpede, støvede eller gråtonede facadefarver er vist på kortbilag 6. Farveskalaen angiver farvekoder i NCS-systemet. NCS står for ‘Natural Color System’ og er det mest anvendte system til farvekoder. Systemet defineres ud fra de 6 elementære farver rød (R = red), blå (B = blue), grøn (G = green), gul (Y = yellow), sort (S = black) og hvid (W = white). Med bestemmelserne sikres, at der ikke anvendes signalfarver på facaderne. 

Nye byhuse på ejendomme, hvor der ikke er registreret bevaringsværdige bygninger, og på ejendomme, hvor der er registreret bygninger med bevaringsværdi 7, skal opføres med sadeltag og med et materialevalg, der harmonerer med den bevaringsværdige bebyggelse, der er opført i bebyggelsen i dag. Dette kan ske med en nutidig arkitektur. Lokalplanen sikrer alene, at nye byhuse tilpasses den eksisterende bebyggelses arkitektur og bygningsudtryk. Dette skal ske med facader i blank mur i røde tegl eller med pudsede facader, der er malede. Med hensyn til farvevalg sikres samme farvepalette som for de bevaringsværdige bygninger. Facaderne skal desuden opføres med murede bånd og stik. Tage skal beklædes med røde vingetegl eller naturskifer. Vinduer og døre skal fremstå som dannebrogsvinduer uden sprosser og med malede rammer i et udvalg af farver.

For den øvrige bebyggelse sikrer lokalplanen bestemmelser om udseende af tilbygninger og mindre bygninger i form af udhuse, drivhuse, orangerier, garager og carporte.

Mindre bygninger i form af udhuse, drivhuse og orangerier skal fremstå som lette konstruktioner. Facader skal fremstå i træ malet med halvblank maling i hvide, sorte eller afdæmpede, støvede eller gråtonede farver. Tage på udhuse skal fremstå med enten fladt tag eller med sadeltage.

Garager og carporte skal fremstå som lette konstruktioner eller som murede småbygninger. Tage skal fremstå som fladt tag. Facader skal fremstå i blank mur, pudset mur eller træ. Pudsede mure skal males i afdæmpede, støvede eller gråtonede halvmatte facadefarver eller i hvide nuancer. Samme farvevalg gælder for facader i træ, som dog skal males i halvblank maling, ligesom facader i træ kan males med sort farve.

Samtidig fastlægger lokalplanen bestemmelser om belysning og bestemmelser om, at skiltning og reklamering - udover almindelig nummer- og navneskiltning - på en ejendom kun må ske med tilladelse fra Byrådet i hvert enkelt tilfælde.

Ubebyggede arealer

Med lokalplanen udlægges forhaverne langs Ny Havnegade og baghaver for hele bebyggelsen som private opholdsarealer.

Forhaverne i Ny Havnegade udgør i dag et sammenhængende, landskabeligt træk langs gaden. Lokalplanen sikrer, at forhaverne skal fremstå med rekreativ og grøn karakter. Dette sker ud fra en helhedsbetragtning om et grønt udtryk mod Ny Havnegade. Det grønne udtryk understøttes med lokalplanbestemmelser om grøn fremtoning svarende til, at mindst 30 % af arealet af den enkelte forhave skal begrønnes. Dette skal ske med lav beplantning, f.eks. stauder, græsser, bunddække, klatrevækster, buske og lignende samt træer. Træerne må ikke være høje træer, da dette vil sløre for bebyggelsens fine træk. Hegn mod gade og nabo skal være lave stakitter i træ eller hæk. De lave stakitter var kendetegnende for bebyggelsen, da den tog form omkring 1900-tallet, og indgår som et karakteristisk og værdifuldt træk i bebyggelsen mod Ny Havnegade. Dette træk ønskes fortsat at kendetegne forhavernes afgrænsning mod gaden. 

Desuden udgør strukturen med baghaver som smalle, langstrakte haver et karakteristisk og værdifuldt træk i bebyggelsen. Dette bevares med lokalplanens bestemmelser for grønne haveanlæg, særligt i forhold til lokalplanbestemmelser om maksimal befæstelsesgrad.

Lokalplanen ændrer ikke på eksisterende forhold, herunder vejadgang. Med lokalplanen bibeholdes den eksisterende vejstruktur. Med hensyn til parkering sikrer lokalplanen alene, at der ikke må etableres parkering i forhaver. Lokalplanen stiller ikke krav om etablering af parkering for den enkelte bolig, da der generelt ikke er tale om opførelse af nye boliger inden for lokalplanområdet. Ved opførelse af nye byhuse på de ejendomme, hvor der ikke er registreret bevaringsværdige bygninger, og på ejendomme, hvor der er registreret bygninger med bevaringsværdi 7, stilles der ikke krav om etablering af parkering.

Foto af eksisterende forhold i Ny Havnegade - gavlkviste udgør en bevaringsværdig del af husfacaderne. Lokalplanens bestemmelser sikrer, at gavlkvistene skal bibeholdes.

 

Foto af eksisterende forhold på Villavej - dannebrogsvinduer uden sprosser udgør et bevaringsværdigt træk. Disse sikres med lokalplanens bestemmelser.

 


Fotos af eksisterende forhold i Ny Havnegade og Emil Bojsens Gade - dekorative murede bånd og stik samt farvede glaspartier med glasmosaikker over indgangsdør udgør bevaringsværdige træk på husfacaderne. 

 

Foto af eksisterende forhold i Ny Havnegade - forhaverne udgør en vigtig del af kulturmiljøet 'Ny Havnegade'. Disse bevares med lokalplanens bestemmelser.

 

Foto af eksisterende forhold i Ny Havnegade - hegn i form af lave stakitter mod Ny Havnegade udgør et værdifuldt træk i bebyggelsen. Lokalplanens bestemmelser understøtter lave stakitter mod gaden.