Spildevandsplan 2012-2015
Lokalplanområdet ligger udenfor spildevandsplanens oplande, og der skal derfor laves et tillæg til spildevandsplanen.
Befæstelsesgraden afhænger af anvendelsen af området. I det nedenstående er befæstelsesgraden angivet for de forskellige anvendelsestyper. Indenfor den enkelte matrikel i lokalplanområdet må der afledes regnvand, svarende til den befæstelsesgrad som er angivet forneden. Overstiges denne befæstelsesgrad skal regnvandet forsinkes på egen matrikel.
- Åben-lav boligområde (parcelhuse): 0,35
- Tæt-lav boligområde (rækkehuse og dobbelthuse) og etageboliger: 0,55
Vandhåndteringsplan
Det overordnede princip for regnvandshåndteringen i Nørrestrand etape III er, at regnvandet i videst muligt omfang skal håndteres synligt og på terræn som en integreret del af områdets landskab og rekreative struktur. Regnvandet ledes fra de befæstede arealer via et sammenhængende system af åbne grøfter, der følger terrænet og fører vandet mod et samlet rense- og forsinkelsesanlæg i den nedstrøms del af området.
Hvor terrænforholdene gør det nødvendigt, kan dele af grøftesystemet rørlægges for at undgå uforholdsmæssigt store terrænreguleringer og mængder af overskudsjord. Det er dog et bærende princip, at regnvandshåndteringen fortsat skal opleves som en synlig del af bydelen.
Bassinet og grøfternes endelige udformning er ikke projekteret som en del af lokalplanen, men der er udarbejdet et skitsegrundlag, der sandsynliggør, at der er afsat tilstrækkeligt areal til etablering af bassinet.
Grøfterne fungerer både som transportveje for regnvandet og som landskabelige elementer. De skal udformes med et naturligt udtryk og med variation i tværprofilerne, så de kan indgå i områdets grønne struktur. Grøfterne dimensioneres til at kunne transportere regnvand op til en fremskrevet 30-års regnhændelse.
Grundet terrænforholdene i området kan der stuve regnvand op i grøfterne fra det kombinerede rense- og forsinkelsesanlæg. Det bør også i forbindelse med projekteringen af grøfterne afklares, hvilke dele af grøfterne der ligger under vintergrundvandsstanden. Det må derefter besluttes, om disse grøfter skal etableres med membran, eller om det kan tillades, at det indtrængende grundvand afledes.
Da området er kuperet, skal der nogle steder graves store mængder jord af for at føre grøften igennem. Derfor giver lokalplanen mulighed for delvis rørføring, hvis det af terrænmæssige årsager vurderes hensigtsmæssigt.
Der er ligeledes lavninger i terrænet, som gør, at grøften får et stort fald. Disse områder kan hæves, såfremt at vandoplandet stadig ligger højere end grøften.
Hverdagsregn
I det kombinerede våde regnvandsbassin og forsinkelsesbassin renses og forsinkes regnvand inden udledning til Nørrestrand. Den almindelige hverdagsregn og den dimensionsgivende 5-års regnhændelse håndteres i det våde regnvandsbassin, som dimensioneres med vådt volumen og opstuvningsvolumen
efter de gældende forudsætninger og kravspecifikationen fra Forsyningsselskabet. Det våde bassin skal rense og forsinke til en dimensionsgivende T5.
Ekstremregn
T30 vandet ledes videre til det tørre bassin for opstuvning og udledning – ved større hændelser afledes til Fiskebæk af naturlige strømningsveje.
Det våde regnvandsbassin skal udformes med membran, så der tages højde for, at det terrænnære grundvand kan trænge ind og optage volumen. Membranen skal anlægges, således den er sikret mod opdrift.
Ved hændelser over 30-årshændelse må regnvand fortsat afledes til Fiskbæk via terræn ad de eksisterende vandveje. Det vurderes at den nuværende tilstand opretholdes, ved at der ikke kommer mere vand, end der naturligt ville have gjort i hændelsen, og derudover at det ikke kommer hurtigere end før.
Læs mere om emnet Vandhåndtering i Miljørapporten.

