Kystnærhedszone

Kystnære dele af byzone

Planlovens § 16, stk. 5, stiller krav til redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne. Hvis anlægget påvirker kysten visuelt, skal der gøres rede for påvirkningen. Såfremt bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal der gives en begrundelse herfor.

En mindre del af lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen. Bebyggelsen vurderes ikke at påvirke de kystnære dele af byzonen.

I forbindelse med Tematillæg for Byudvikling til Kommuneplan 2021 er der redegjort for, at der i byudviklingen ved Nørrestrand inddrages arealer til byvækst med en kystnær lokalisering, herunder også indenfor nærværende lokalplanområde. 

Begrundelsen består i en redegørelse for, at:

  • Inddragelse af arealudlægget har været forudsat i den hidtidige planlægning og derfor har resulteret i investeringer i infrastruktur og/eller offentlige servicefunktioner, og såfremt en opgivelse heraf vil medføre væsentlige samfundsøkonomiske tab.
  • Inddragelse af arealudlægget i byzone er begrundet i et realistisk behov i planperioden.
  • Inddragelse af arealudlægget til byudvikling af en eksisterende by, ikke er geografisk mulig uden for kystnærhedszonen eller i modstrid med andre væsentlige planlægningsmæssige hensyn.
  • Området ligger gemt bag eksisterende bebyggelse, så det der bygges, ikke får væsentlig indvirkning på ud- og indsigt til kysten.
  • Arealudlægget medvirker til at sikre og udbygge befolkningens adgang til kysterne.

Det er Horsens Kommunes vurdering, at arealudlægget for udviklingsplanen Nørrestrand opfylder kriterierne for inddragelse af areal med kystnær lokalisering til byvækst.

Ovenstående vurdering er lavet ud fra en kommuneplanramme, der tillader et maksimalt antal etager på 4 etager og en maksimal højde på 14 meter indenfor området. Med Lokalplan 464 reduceres det maksimale antal etager til 2 etager og den maksimale højde til 8,5 meter indenfor området. 

Kort over afstand til kystnærhedszonen.