Hvad er en lokalplan?
Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plandata.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.
Baggrund
Området er omfattet af Natur- og Byudviklingsplanen for Nørrestrand, som beskriver at Bydelen Nørrestrand skal rumme et varieret og mangfoldigt udbud af boliger, offentlige formål som f.eks. naturcenter, daginstitution med naturprofil, skole og plejehjem samt dagligvarehandel og gode muligheder for rekreative aktiviteter, sport og leg.
Principper for arealdisponering i Udviklingsplanen for Nørrestrand med markering af placering af lokalplanområdet (blå cirkel). Planen viser de grundlæggende principper om integrering af, samt adgang til, natur og landskab i området.
Nørrestrand er et af Danmarks pt. største natur- og byudviklingsområder med et samlet areal på 6,8 km², hvoraf 2,5 km² udgør fredningen omkring Nørrestrand. Natur - og byudviklingsplanen for Nørrestrand skaber rammerne for planlægningen af en ny bydel for op til 9000 indbyggere ved Nørrestrand.
Hensigten med udviklingsplanen er at skitsere, hvor de forskellige værdier findes inden for området, og hvordan disse værdier og samspillet mellem dem kan styrkes gennem en samlet udviklingsplan for området som helhed.
Læs mere om udviklingsplanen her: Udviklingsplanen for Nørrestrand.
Den vestligste del af Udviklingsplanen for Nørrestrand er konkretiseret i Lokalplan 2016-14, Boliger og dagligvarebutik, Egebjergvej, Nørrestrand, Horsens, Lokalplan 375 Offentlige formål, Højbovej, Nørrestrand samt Lokalplan 421, Offentlige formål og boliger, Nørrestrandsallé, Horsens. Lokalplanerne er første etape i realiseringen af udviklingsplanen og rummer varierende boligtyper, dag-, døgn- og sundhedsinstitutioner, en mangfoldig beboersammensætning samt mulighed for etablering af en daginstitution til understøttelse af behovet for opfyldelse af pasningsgarantien i daginstitutionsdistrikt Egebjerg.
Byudviklingen i de tre lokalplaner sker i tæt sammenhæng med de naturgivne forudsætninger, hvor bebyggelsen udlægges i særskilte enklaver, som naturen trækkes op imellem og hvor vandhåndtering prioriteres højt som et landskabsdefinerende element ved opsamling og transport af regnvand på overfladen.
Se lokalplanerne her: Lokalplan 2016-14, Lokalplan 375 og Lokalplan 421.
Derudover er anden etape af realiseringen af udviklingsplanen konkretiseret i lokalplan 368, som udover at give mulighed for opførelsen af et spejderhus, også giver offentligheden bedre muligheder for at udnytte og opleve landskabet, naturen og kulturhistorien i området omkring Nørrestrand. Lokalplan 368 er i tråd med det politiske ønske om at sikre og øge tilgængeligheden til naturen omkring Nørrestrand og rummer gode muligheder for etablering af rekreative aktiviteter.
Se lokalplanen her: Lokalplan 368.
Lokalplanens formål
Lokalplanen udgør tredje etape i realiseringen af Udviklingsplanen for Nørrestrand. Formålet med lokalplanen er at muliggøre etableringen af et nyt boligområde med både parcelhuse og rækkehuse. Planlægningen tager afsæt i områdets eksisterende kvaliteter og landskabstræk, hvor bebyggelsen indpasses terrænet, sigtelinjer og udsigter mod Nørrestrand. Planlægningen understøtter Horsens Kommunes mål, om at sikre attraktive boliger for alle indkomstgrupper, familieformer og livsfaser og at skabe sammenhæng og harmoni mellem det eksisterende bymiljø og nye byudviklingsområder.
Lokalplanen skal medvirke til at fastholde områdets grønne udtryk med udlæg og beplantning af både rekreative arealer og løsninger til håndtering af regnvand på overfladen. Formålet er at sikre, at de grønne og blå elementer tænkes ind som rekreative og landskabelige kvaliteter, i sammenhæng med de allerede udbyggede naboområder mod øst. Lokalplanen skal understøtte udviklingsplanens mål om at åbne området op og gøre det tilgængeligt for borgerne på landskabets og naturens præmisser.
Planområdet viderefører visionen i udviklingsplanen for Nørrestrand om bæredygtig natur og byudvikling, og herunder flere konkrete principper fra Lokalplan 2016-14 og Lokalplan 421, blandt andet
- principper for vejbetjening,
- opdeling af området i mindre enklaver med forskellige typer bebyggelse,
- varierende boligtyper, der understøtter en mangfoldig beboersammensætning,
- grønne træk integreres i området,
- fastlæggelse af rekreative forbindelser,
- håndtering af regnvand på overfladen ved både hverdagsregn og skybrud,
- tilpasning til det eksisterende landskab og terræn,
- indsigtslinjer til Horsens by.
En del af området er omfattet af en konsekvenszone for lugtgener fra et nærliggende husdyrbrug, og lokalplanen vil derfor ikke være byggeretsgivende inden for denne zone.
Da den gældende kommuneplanramme primært udlægger området til etageboliger og en mindre andel rækkehuse, kræver planlægningen et kommuneplantillæg. Tillægget reducerer antallet af mulige boliger, da muligheden for etageboliger udgår. Derudover nedsættes den mulige højde på ejendommene fra 4 etager til 2 etagers højde. Dette understøtter intentionen om en lav, landskabsnær bebyggelsesstruktur, der tilpasses områdets natur- og landskabsforhold.
Kort over lokalplanområdet.


