Tilladelser fra andre myndigheder

Strandbeskyttelseslinje

Bebyggelsen ligger indenfor strandbeskyttelseslinjen, der er fastlagt i lov om naturbeskyttelse §15, beskyttelse af kystområder.

Lovliggørelse af Elbæk Strandhuse forudsætter, at Kystdirektoratet dispenserer fra strandbeskyttelseslinjen.

Der findes ikke en fortegnelse over hvornår hvilke huse er bygget. Formentlig er de fleste af husene er bygget før planloven af 1970, og mange før strandbeskyttelsesloven af 1937, og derfor lovligt opført. Mange til- og ombygninger er senere og dermed ikke lovlige. Passivitet fra Horsens Kommune, Vejle Amt og Naturstyrelsen, som gennem mange år har haft kendskab til området og nyt byggeri, har lovliggjort i hvert fald en del af arbejderne i forhold til strandbeskyttelseslinjen.

Lokalplanen lægger op til, at der trækkes en streg i sandet i forbindelse med udarbejdelse af denne lokalplan, så eksisterende byggeri som angivet på kortbilagene under "De enkelte huse" gøres lovlige i forhold til strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet skal dog foretage en individuel sagsbehandling og meddele dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Det er derfor ikke givet, at al byggeri vil blive lovliggjort.

Fremover vil det ud over tilladelse efter lokalplanen til feks. ombygninger af eksisterende bebyggelse også kræve, at Naturstyrelsen i givet fald meddeler en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Der må ikke uden dispensation:

  • opføres nye bygninger
  • ske ændringer eller udvidelser af eksisterende bygninge
  • opstilles camping- eller skurvogne
  • opsættes hegn, master, stativer, skilte mv.
  • ændres på terrænet ved at flytte, fjerne eller tilføre feks. jord eller sten
  • plantes træer eller buske
  • bygges trapper eller terrasser
  • henlægge haveaffald mv.

Uden at søge om dispensation må man gerne:

  • fjerne beplantning* og bygninger
  • udføre almindelig mindre vedligeholdelse på bygninger
  • udskifte vinduer med nye i samme størrelse og udformning
  • udskifte tage med et nyt tilsvarende, hvis bygningshøjden ikke øges

Opremsningen er ikke udtømmende. I tvivlstilfælde kan Naturstyrelsen kontaktes, ligesom det Naturstyrelsen, der ansøges om dispensation.

*I lokalplanen er der bestemmelser om beplantning. Det er ikke tilladt at fjerne beplantning udenfor den enkelte ”grund” uden tilladelse fra Horsens kommune.

Skovbyggelinje

Omkring Elbæk skov er der en 300 meter skovbyggelinje, som en del af bebyggelsen ligger indenfor. Lovliggørelse af Elbæk Strandhuse forudsætter, at Horsens Kommune dispenserer fra skovbyggelinjen eller at Naturstyrelsen reducerer eller ophæver skovbyggelinjen.

Kystbeskyttelse

Udførelse af kystbeskyttelse reguleres efter kystbeskyttelsesloven, som administreres af Kystdirektoratet. Dette betyder, at etablering eller renovering af kystbeskyttelse kun må udføres med tilladelse fra Kystdirektoratet. Eksisterende kystbeskyttelse uden fornøden tilladelse skal lovliggøres enten retligt eller fysisk.

Bade- og bådebroer

Horsens Kommune har ikke kendskab til, at der er er givet tilladelse til nogen bro ved kyststrækningen ved Elbæk-huse. Der vurderes heller ikke at være broer, som har været opført kontinuerligt siden før 1975 og dermed er lovlige uden en formel tilladelse.

Der skal ske en lovliggørelse af allerede etablerede bade- og bådebroer, samt gives tilladelse til nye. Det er kommunen der er myndighed jf. bekendtgørelse om bade- og bådebroer nr. 232 af 12. marts 2007.

Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter

Hvis en lokalplan i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal redegørelsen til planforslaget indeholde en vurdering af planforslagets virkninger jf. habitatbekendtgørelsens § 6 stk. 1 (bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007). Lokalplanen kan kun vedtages, hvis det vurderes, at planen ikke skader Natura 2000-områder.

Det nærmeste Natura 2000-område er nr. 56, som er Horsens Fjord, havet øst for og Endelave (Habitatområde H52 og Fuglebeskyttelsesområde F36). Afstanden mellem lokalplanområdet og det internationale naturbeskyttelsesområde er mere end 2 km. På baggrund af den forholdsvis store afstand, samt det faktum, at der ikke udledes spildevand fra området vurderes det, at lokalplanen kan vedtages uden risiko for at:

  • skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
  • indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området

Museumsloven

Horsens Museums bemærkninger til lokalplan for bebyggelse ved Elbæk Skovvej jf. Museumslovens §23.

Museet har foretaget arkivalsk kontrol af planområdet og har følgende bemærkninger.

Lokalplanområdet er beliggende umiddelbart nord for kysten ved Elbæk Strandvej. På denne kyststrækning mellem Husodde og Brakør er gjort mange og væsentlige fund fra især stenalderen og jernalderen. Langs kysten er registeret seks lokaliteter med skaldynger samt en del enkeltfund, herunder den unikke Brakør-sten, et offerfund fra den ældste del af bondestenalderen, flere øksefund samt en guldbrakteat fra jernalderen.

Horsens Museum anbefaler, at der forud for anlægsarbejder i området, tages kontakt til museet med henblik på en udtalelse jf. Musuemslovens §25. I udtalelsen vurderes, hvorvidt anlægsarbejdet indebærer en risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder.

Museumsloven er i øvrigt gældende for hele lokalplanområdet. Gøres der under jordarbejde fund af historisk karakter, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og Horsens Museum underrettes, jf. Museumsloven § 27, stk. 2.