Lokalplanens indhold

Lokalplan 351 er et tillæg til lokalplan nr. 218. Tillægget er udarbejdet udelukkende for at give mulighed for at ændre facadeudtryk på Bytorv Horsens eksisterende facader mod henholdsvis Søndergade og Løvenørnsgade.

Facaderne skal fremstå som en samlet helhed samt spille sammen med byens øvrige teglstens facader. I bestemmelsen §9 Bebyggelsens udseende sikres, at Bytorvets facader vil fremstå i en arkitektonisk kvalitet, der spiller sammen med de omkringliggende facader i midtbyen. Facaderne skal beklædes med rødelige aflange skærmtegl, som det kan ses på illustrationerne i dette tillæg. Der er illustreret før- og efterbilleder, hvor det ses hvordan facaderne ændres/opdateres med nye facader. 

Aflange skærmtegl monteres med afstand til en rødbrun bagfacade og med indbyrdes afstand for derved at give facaderne dybde og åbenhed. Teglbaguettes skal opsættes i et facademønster med skift mellem lodret og vandret, som skaber variation og nedskalerer facaderne. Facadernes indgange markeres med en rammevirkning og dermed kan de besøgende nemt orientere sig. Facaderne skal fremstå imødekommende med med større vinduespartier og dermed skabes mulighed for interaktion mellem ude og ude.  

Aflange skærmtegl er brændt ler som mursten og patinerer på samme vis som traditionelle murstensfacader. De er, som muresten, robuste og bliver ikke skadet i det skiftende danske vejr. Aflange skærmtegl kræver ikke vedligeholdelse. På de dele af facaderne, hvor der er risiko for grafitti, kan aflange skærmtegl imprægneres. 

Tillægget ændre ikke på andre forhold udover §5.1 og 5.2, som er bestemt i lokalplan nr. 218. 

Lokalplan 351 er i overensstemmelse med lokalplan 150, som dermed fastholdes.