Beliggenhed & eksisterende forhold

Lokalplanområdet omfatter den karré der afgrænses af Søndergade, Rådhusgade, Løvenørnsgade og Hospitalsgade. 

Søndergade er Horsens gågade med hovedstrøget Søndergade og et netværk af mindre gader med butikker, cafeer og restauranter. Gågadenettet gennemgår en omfattende renovering med ny belægning, belysning, byinventar og beplantning. Projekterne er en del af områdefornyelsen i Horsens midtby og de forventes færdige i 2020. 

Bytorv Horsens´s eksisterende bygninger mod Søndergade er opført henholdsvis omkring 1970 og i midten af 1990’erne. Efter en ombygning i 2006 fremstår de i dag med hvidskurede facader og mørke vinduer som kontrast.

Bygningerne på sydsiden af Søndergade mellem Rådhusgade og Hospitalsgade er opført i en række forskellige arkitektoniske stilarter. Heraf udgør det fredede Helms Apotek, opført i 1736 i barokstil, den ældste.

De fleste af bygningerne er imidlertid efter nedrivninger opført i begyndelsen af det 20. århundrede, og flere er dekorerede med historicistiske elementer. Hertil kommer yngre bygninger, der fremstår i senere stilarter. Facaderækken fremstår med forskellige stiludtryk, forskudte facadeforløb, varierende bygningshøjde og bygningskroppe.

Se yderligere beskrivelse af området i lokalplan nr. 218 samt temalokalplan nr. 150.