Øvrig planlægning

Trafikplanlægning

Der skal i forbindelse med lokalplanen ændres i tilkørselsforholdene ved Bjerrevej. Der skal foreligge en betinget udbygningsaftale samtidig med godkendelsen af lokalplanforslaget.

Vand- & natura2000-planer

Området ligger midt i sydbyen, tæt omgivet af parcelhusgrunde. En stor del af lokalplanområdet er i dag bebygget med industribygninger, mens resten er ubebygget haveanlæg, befæstede arealer og ubrugte baggrundsarealer.

Der findes ikke beskyttet natur indenfor lokalplanområdet. Det vurderes på baggrund af beliggenheden, historikken og den eksisterende benyttelse, at en udlægning af området til etablering af ny bebyggelse ikke er i strid med naturbeskyttelseslovens §3. Der forventes heller ikke en påvirkning af nærmeste Natura 2000-område eller levesteder for bilag IV-arter.

Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV arter
I hht. § 8, stk. 4 og § 11 i habitatbekendtgørelsen, skal der foretages en vurdering af, om planlagte aktiviteter kan påvirke et internationalt beskyttet område (Natura 2000område) væsentligt, og om aktiviteterne kan beskadige eller ødelægge yngle eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter eller ødelægge de plantearter, der er optaget på habitatdirektivets bilag IV (strengt beskyttede arter i EU). Nærmeste Natura 2000-område er nr. 236, Bygholm Ådal. Der er fundet flere bilag IV arter inden for et 10 km område, jf. registreringer fra Aarhus Universitet, DCE herunder flere flagermusearter, odder, stor vandsalamander, spidssnudet frø og markfirben.

Vurdering
Lokalplanområdet ligger i eksisterende byområde, og indeholder ikke elementer i dag, der egner sig til at huse bilag IV-arter. Horsens Kommune vurderer, at de planlagte ændringer ikke har en væsentlig negativ indvirkning på de naturtyper eller levesteder for de arter, Natura 2000-området er udpeget for. Forholdene vil heller ikke have en skadelig virkning på yngleeller rasteområder for bilag IV arter i området.

Vandløb

Der løber et rørlagt vand langs den sydlige grænse af lokalplanområdet. I forbindelse med anlægsarbejde og plantning af træer må det rørlagte vandløb ikke beskadiges. De må ikke etableres beplantning tættere på ledningen end i en afstand på mindst 2 m. Det rørlagte vandløb ses på kortbalg 3.

Spildevandsplan 2012 - 2015

Lokalplanområdet kloakeres i henhold tilgældende spildevandsplan og tilsluttes Horsens Vand A/S spildevandssystem. Området er seperatkloakeret. Spildevandet ledes til Horsens Centralrenseanlæg. Regnvandet afledes til Horsens fjord. Der skal etableres regnvandsbassiner til forsinkelse af regnvand forinden afløb til eksisterende regnvandsledning.

Der må bortledes regnvand fra lokalplanområdet svarende til den nuværende befæstigelsesgrad for området (ca. 0,6). Bevirker nybyggeri at befæstigelsesgraden øges, skal regnvandet forsinkes indenfor lokalplanområdet, således at der er max afledes regnvand svarende til den nuværende befæstigelsesgrad.

Grundvand

Lokalplanområdet ligger udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser og udenfor indvindingsopland til vandværker.

Renovation

Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring. Renovationen skal overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for husholdningsaffald”.

Miljøpåvirkning

Vejtrafikstøj

Der er udarbejdet en støjrapport forbindelse med lokalplanen. Formålet med denne rapport er at dokumentere vejtrafikstøjniveauerne på udendørs opholdsområder samt på bygningsfacader og holde disse op mod gældende grænseværdier.

Rapporten viser, at grænseværdien for udendørs ophold overskrides tæt på Bjerrevej og Dagnæsalle. Grænseværdien overholdes når afstanden til Bjerrevej overstiger ca. 50 m og afstanden til Dagnæsalle er større end ca. 20 m.

Alle facader på byggeri ud mod Dagnæsalle overholder støjkravene. På byggeri ud mod Bjerrevej er der overskridelser på tre ud af fire facader. Facader vendende mod vest, nord og syd overskrider grænseværdien, mens den østvendte facade overholder kravene. På baggrund heraf stiller lokalplanen krav om at der etableres udendørs opholdsarealer på terræn, som overholder miljøstyrelsens grænseværdier for støj. Opholdsarealerne kan etableres som nicher i et bearbejdet terræn eller mindre skærmede arealer. Altaner skal udformes så miljøstyrelsens grænseværdier for støj overholdes.

Jordbalance
Inden for lokalområdet kan etableres jordbalance. Det vil sige at overskydende jord, fra terrænreguleringer indenforlokalplanområdet, kan anvendes inden for området. Det kan være i forbindelse med en bearbejdning af de udendørs opholdsarealer, at der sker en bearbejdning af terrænet.

Jordforurening

Lokalplanområdet er beliggende i et område, som Horsens Kommune har klassificeret som lettere forurenet. Baggrunden for klassificeringen er kommunens eksisterende kendskab til de enkelte byzoneområders bebyggelsestidspunkt, intensitet af arealanvendelse, trafikbelastning, industriel belastning, opvarmningsformer, bebyggelsestæthed, historik om byudvikling, kendskab til områder med fyldjord samt kendte forureningsdata.

Aktiviteter i forbindelse med ovennævnte har med stor sandsynlighed givet anledning til diffus forurening i området eller der er tidligere påvist let forurenet jord inden for området. De stoffer og koncentrationsniveauer, som kendetegner lettere forurenet jord, er typisk et resultat af såkaldt diffus forurening. Den diffuse jordforurening er opstået gennem længere tids spredning, opblanding eller fortynding af forureningsbidrag, som typisk stammer fra flere forureningskilder. Lettere forurening kan også være et resultat af forurening fra punktkilder, hvor spild eller lækage har ført til forurening i lave koncentrationer.

Endelig ses lettere forurenet jord i fyldjord, som er samlet fra forskellige områder, hvor der har været mindre forurenende aktiviteter. I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra områdeklassificerede arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordflytningsregulativ.

V1-kortlagt

En mindre del af lokalplanområdet er kortlagt på vidensniveau 1 efter jordforureningsloven. Dette betyder, at der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet. Indenfor matr. nr. 1ak Dagnæs By, Tyrsted er det konstateret, at grunden måske er forurenet.

Ejendommen er v1 kortlagt 7. april 2003. Begrundelsen for kortlægningen er, at der i 1960'erne blev nedgravet 3 olietanke på grundens sydlige del. Tankene var på henholdsvis 10.000 l og to på 16.000 l. Tankene er sandsynligvis udskiftet med andre tanke i tidens løb. Kortlægningen efter jordforureningsloven medfører følgende begrænsninger og pligter:

  • der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave eller sommerhusgrund.
  • der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune før der bygges, graves eller foretages andet anlægsarbejde. I særlige situationer gælder der andre regler, som der kan fås oplysninger om hos Horsens Kommune.
  • I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra kortlagte arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordflytningsregulativ.
  • Vilkårene stillet i medfør af ovenstående tilladelser skal uanset de øvrige lokalplanbestemmelser følges. Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.

TEKNISKE ANLÆG

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

Varmeforsyning

Alle ejendomme inden for lokalplanområdet skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning.

Vandforsyning

Området vandforsynes fra Horsens Vand.