Øvrig planlægning

Spildevandsplan 2012 - 2015

Området er separatkloakeret. Spildevandet ledes til Horsens Centralrenseanlæg.

Regnvandet afledes til havnebassinet via sandfang eller anden rensemetode.

Eventuel grundvandssænkning kræver tilladelse fra Horsens Kommune.

TEKNISKE ANLÆG

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

Vandforsyning

Området vandforsynes fra Samn Forsyning.

Jordforurening

Lokalplanområdet er kortlagt på vidensniveau 1 efter jordforureningsloven. Dette betyder, at der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet. Kortlægningen efter jordforureningsloven medfører følgende begrænsninger og pligter:

  • der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave eller sommerhusgrund.
  • der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune før der bygges, graves eller foretages andet anlægsarbejde. I særlige situationer gælder der andre regler, som der kan fås oplysninger om hos Horsens Kommune.
  • I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra kortlagte arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordflytningsregulativ.

Vilkårene stillet i medfør af ovenstående tilladelser skal uanset de øvrige lokalplanbestemmelser følges. Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.

Miljøforhold

Nedrivningsarbejderne omfatter arbejde med maskiner, der kan skabe støj- og vibrationsgener i nærområdet. Anlægsarbejdet skal anmeldes til kommunen senest 14 dage inden opstart (jf. Miljøaktivitetsbekendtgørelsen BEK nr. 467 af 23/05/2016) og i udføres overensstemmelse kommunens ”Regulativ for visse miljøforhold ved bygge og anlægsarbejder i Horsens Kommune”.

Det må forventes, at der i forbindelse med nedrivningsarbejdet (inkl.nedknusning og og bortkørsel) dannes støv. Opstår der støvgener, skal disse afhjælpes ved afskærmning/tildækning eller ved anvendelse af vandtåge under nedrivningsarbejde. Desuden kan arealerne sprinkles med vand i tørre perioder.

Natura 2000-områder og bilag IV-arter

I medfør af Habitatbekendtgørelsen kan planer og projekter ikke umiddelbart vedtages eller tillades, hvis de kan skade eller påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Endvidere må planer og projekter ikke beskadige eller ødelægge yngle eller rasteområder for de strengt beskyttede dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV , jf. Habitatbekendtgørelsens § 8 stk. 4 og § 11.

Nærmeste Natura 2000-område nr. 56 'Horsens Fjord, havet øst for og Endelave' ligger ca. 6 km øst for lokalplanområdet, og er både et habitatområde H52 og fuglebeskyttelsesområde F36. Derudover ligger Natura 2000-område H236 'Bygholm Ådal', der er habitatområde, ca. 8 km vest for lokalplanområdet.

Lokalplanen giver mulighed for nedrivning af eksisterende bebyggelse.

På grund af afstanden til Natura 2000-områderne og på grund af karakteren af havbund og vandkvalitet i havnen vurderes det, at lokalplanen ikke væsentligt vil påvirke Natura 2000-området eller arterne på udpegningsgrundlaget.

Lokalplanområdet er i dag bebygget og befæstet og har været anvendt til erhvervsformål, og det anses på den baggrund som usandsynligt at lokalplanen vil påvirke bilag IV-arter.

Nationale interesser

Produktionsvirksomheder

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et konsekvensområde for en produktionsvirksomhed. Det vurderes derfor, at lokalplanområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.