Beliggenhed & eksisterende forhold

Lokalplan 367 omfatter et ca. 78.5 ha. område og er i dag omfattet af lokalplan 6-2008 som samlet dækker over 311 ha. Lokalplanområdet rammes ind af Mossvej, Vrøndingvej og det eksisterende erhvervsområde mod øst. Lokalplanområdet er i dag udlagt til logistik og erhverv i miljøklasse 1-6, herunder tung industri.

Med vedtagelsen af lokalplan 367 på 78.5 ha, vil lokalplan 6-2008 blive reduceret til 232,5 ha.

Lokalplanområdet ligger i et etableret erhvervsområde i Lund, syd for Ny Silkeborgvej. Et område som i dag er præget af stor lastbiltrafik og virksomheder med et stort behov for plads.  

Lokalplan 367 indeholder et beskyttet ejerlavsdige som med lokalplanen vil blive bevaret til eftertiden. 

Lokalplan 367 grænser mod vest op til rekreative arealer og det åbne land, og op mod Tamdrup kirke, som ligger ca. 1 km i fugleflugt fra lokalplanområdet. Derudover ligger Kørup sydvest for området, og mod syd er der en naturlig afgrænsning langs Vrøndingvej. Mod øst ligger det allerede udbyggede erhvervsområde. Nord for selve erhvervsområdet ligger Lund by, hvor de nærmeste boliger ligger ca. 600 meter i fugleflugt fra afgræsningen af lokalplan 367.   

Imellem den nordlige lokalplangrænse ved Mossvej og Ny Silkeborgvej, ligger et uudnyttet erhvervsområde som venter på at blive solgt og bebygget. Dette erhvervsområde reguleres af lokalplan 6-2008, og vil i fremtiden ligge imellem boligerne i Lund og lokalplan 367.