Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanens formål

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Hovedformålet med lokalplan 367 er at ændre eksisterende lokalplan 6-2008, så den kan rumme den nye virksomhed som har købet arealet som lokalplanen afgrænser. Den væsentligste ændring er, at bygningshøjde kan øges fra 40 til 45 meter i et afgrænset byggefelt. Byggefeltet drejes om sig selv, og i stedet for at ligge øst - vest drejes det til at ligge nord syd. Se afsnittet om kort og skitser for detaljer. Derudover ændres den maksimale bygningshøjde fra 18 til 20 meter, og bebyggelsesprocenten ændres fra 50% af det samlede lokalplanareal til maksimalt 500.000 m² etageareal.

Lokalplan 367 fastholder de overordnede rammer for området og sikre ejerlavsdiget i lokalplandelområde 1 til bevarelse for fremtiden.  

Lokalplan 367 skal sikre at der kan anlægges logistikcenter, med tilhørende faciliteter, at logistikcenteret kan fungere i døgndrift, og at anlæggelsen og driften af logistikcenteret, kan ske så skånsomt som muligt for naboområderne.