Miljøvurdering

Ingen miljørapport

Planforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har foretaget en screening af området efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslaget ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage en miljøvurdering af lokalplanen. Vurderingen af, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet.

Afgørelse og begrundelse

Hvilke hovedhensyn har Horsens Kommune lagt til grund for afgørelsen

Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:

  • Hverdagsregn
  • Ekstremregn
  • Nedrivning/bevaring
  • Natura 2000-områder og Bilag IV-arter

Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn:

Hverdagsregn           

Området er separatkloakeret og kan aflede regn og spildevand til kloak. Den maksimale afløbskoefficient på 0,6 skal overholdes, overskrides den maksimale afløbskoefficient skal der etableres intern forsinkelse af regnvandet før det tilsluttes kloak.

Der er udarbejdet et vandhåndteringsplan. Det forventes at befæstelsesgraden overskrides, men det er muligt at finde egnede områder på terræn til forsinkelse af hverdagsregn.

Ekstremregn

Ved ekstremregn skal oversvømmelsesrisikoen håndteres lokalt og oversvømmelsesrisikoen må ikke forøges eller medfører oversvømmelse andre steder, jf. retningslinje 8.1.5 i kommuneplan 2021-2033. Der er er udarbejdet en vandhåndteringsplan, der viser, at ekstremregn kan håndteres lokalt og at oversvømmelsesrisikoen ikke forøges eller medfører oversvømmelse andre steder. 

Der er udarbejdet et vandhåndteringsplan. Planen peger på, at det er muligt at finde egnede områder inden for lokalplanen til at opmagasinere og tilbageholde ekstremregn.

Nedrivning/bevaring

Det tidligere rådhus er i forbindelse med lokalplanprocessen blevet SAVE-vurderet. Den samlede SAVE-vurdering for byggeriet er 4, middel. Blandt andet på baggrund af dens originalitet. Rådhusbygningen står i store træk som det blev opført. Vedligeholdelse og udskiftninger er sket i samme materialer som oprindelige. 

En del af det tidligere rådhus tillades nedrevet inden for området. Dette gøres i overensstemmelse med Udviklingsplanen for Åkvarteret, der viser et nyt åbent å-forløb med nye forbindelser på tværs i Horsens By. Der er alene tale om en delvis nedrivning, således at størstedelen af det tidligere rådhus består.

Lokalplanen fastsætter bestemmelser, der sikrer de eksisterende bygninger, samtidig med der gives mulighed for transformation af den eksisterende bygningsmasse, med mindre indgreb og overdækning af et atrium.

Udover en værdisætning af bygningens ydre, er der udarbejdet en rapport for de indre værdisætninger i det tidligere rådhus. Det er bygherres ønske, at sikre bevaring af de vigtige træk og kulturarv i 80'er-byggeriet med Aase og Poul Gernes markante bygningsintegrerede kunst og farveholdning indvendigt. Rapporten konkluderer, at det mest markante og væsentlig bygningsintegrerede kunst ikke befinder sig i den del af byggeriet der muliggøres nedrevet. En lokalplan kan ikke fastsætte bestemmelser for bevaring af de indre værdier, og den kan derfor kun fastsætte bestemmelser om bevaring af det ydre.

Natura 2000-områder og Bilag IV-arter

Natura 2000

Lokalplanområdet ligger ca. 6,3 km nedstrøms Natura 2000 område, som er Natura 2000 område nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal) og 6,4 km opstrøms Natura 2000 område nr. 56; Horsens Fjord, havet øst for og Endelave.

Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside:

https://mst.dk/natur-vand/natur/natura-2000/natura-2000-omraaderne/udpegningsgrundlag/

Idet at en ændret planlægning for anvendelse af Åkvarteret beliggende centralt i Horsens er et lokalt projekt, der alene medfører ændringer indenfor et eksisterende bebygget område, kan det udelukkes, at projektet påvirker de naturtyper og de arter, der er på opstrøms liggende Natura 2000 område, Bygholm Ådals, udpegningsområde.

Den ændrede anvendelse af Åkvarteret medfører ingen ændringer af afvandingen fra Horsens By ud i gennem Horsens Fjord. Idet at projektet, som beskrevet ovenfor, er lokalt og idet at der ikke sker ændringer af den samlede afvanding fra Horsens By til Horsens Fjord, så vil der ikke ske nogen påvirkning af nedstrøms liggende Natura 2000 område Horsens Fjord, havet øst for og Endelaves udpegningsgrundlag.

Samlet kan det derfor udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

Bilag IV-arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller uden for beskyttede naturområder.

Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring planområdet (byområdet Horsens) lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus, grøn mosaikguldsmed.

Odder

Odderen forekommer regelmæssigt i Bygholm Å længere opstrøms i systemet. Der er ikke registreret hverken odder eller spor af odder i Bygholm Å på strækningen nedstrøms Bygholm Sø, ud gennem havnebassinet og i Horsens Inderfjord op mod havnebassinet. Idet at det planlagte ikke berører hverken Bygholm Å eller havnebassin, vil Odderens yngle- og rasteområde ikke blive berørt af det ansøgte projekt.  

Stor vandsalamander og grøn mosaikguldsmed:

Stor vandsalamander lever omkring Horsens midtby i randområderne af byen, hvor der forekommer egnede ynglevandhuller. Grøn mosaikguldsmed yngler ligeledes i vandhuller omkring Horsens, hvor plantearten krebseklo (evt. arter af vandaks) er tilstede.  Projektområdet indeholder ikke vandhuller og der er dermed ikke potentielle yngle- og rasteområder for hverken stor vandsalamander eller grøn mosaikguldsmed inden for projektområdet. Det planlagte vurderes derfor at få en neutral betydning for stor vandsalamander og grøn mosaikguldsmed.

Arter af Flagermus

Det ansøgte kan medføre en påvirkning på arter af flagermus, der kan yngle i loftsrum, hulheder under tage i bygninger inden for planområdet. Typisk vil man træffe skimmelflagermus, sydflagermus, dværgflagermus og pippistrelflagermus i byen. Disse flagermus er almindelige flagermus og arterne har i Horsens By mange yngle- og rasteområder.

Bygning (det gamle rådhus) er konkret gennemgået for bygningens kvalitet som yngle- og rasteområde for arter af flagermus. Det er konstateret, at det gamle rådhus har en tæt tagkonstruktion, hvor der hverken er adgang for arter af flagermus, eller hvor der er synlige spor efter, at arter af flagermus har ynglet- eller rastet. Det kan derfor konstateres, at ændring af gammelt rådhus ikke vil påvirke potentielle yngle- og rasteområder for arter af flagermus.

Inden for lokalplanområdet er der plantet forskellige arter af træer. Kendetegnende for alle træerne er, at de er plantet inden for en nyere årrække og deraf kun er op til 10 m høje og uden synlige sprækker, hulheder og uden grenafbræk. 

Samlet konstateres, at ingen af de træer, der vokser inden for det byggeretsgivende område i lokalplanen egner sig som egnede yngle og rasteområder for arter flagermus. 

Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter

Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:

  • skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
  • indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området.
  • der gennemføres en nærmere vurdering af Odderne i Bygholm Å

Afgørelse

Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i miljøvurderingslovens § 10.