Eksisterende bebyggelse og lokalplanområdet
Lokalplanområdet omfatter et areal på ca. 1,2 ha, og ligger i byzone. Planområdet ligger på adressen Sportsvænget 2, 8700 Horsens, og omfatter matrikel 4iv, Dagnæs By, Tyrsted og 7000az, Dagnæs By, Tyrsted og en del af matrikel nr. 4lt og 7000m Dagnæs By, Tyrsted samt en del af matrikel nr. 7000r og 1l Tyrsted By, Tyrsted.
På ejendommen ligger Dagnæshallen, og der er derved, ved lokalplanens udarbejdelse, eksisterende bebyggelse indenfor lokalplanområdet. Foruden den eksisterende bebyggelse er der eksisterende vejanlæg herunder en del af Sportsvænget og Skolebakken. Der er enkelte grønne ubebyggede områder. Planområdet ligger på begge sider af Sportsvænget. I den sydlige del af planområdet er et eksisterende parkeringsanlæg.
Planområdet ligger i bydelen Dagnæs, som ligger i den sydlige del af Horsens by. Planområdet indgår, som en del af et byområde, der er præget af primært boligbebyggelse. Lokalplanområdet afgrænses mod nord af et eksisterende regnvandsbassin, en løbebane og mod vest boldbaner, som tilhører Dagnæshallen. Mod øst og syd afgrænses det af boligbebyggelse. Indenfor lokalplanområdet er en eksisterende klimamur og grøft, som er etableret til klimasikring.
Terrænet indenfor lokalplanområdet fremstår udpræget fladt. Ved Dagnæshallen stiger det ca. 1 højdemeter henover området og ved parkeringsarealet stiger det ca. 3,5 højdemeter.
Nærområdet
Sportsvænget munder ud i Bjerrevej og Ternevej. Ternevej er en fordelingsvej til boligområdet, hvor Bjerrevej er en primær gennemfartsvej. Bjerrevej er nord-syd gående, og giver adgang til at køre syd ud af Horsens.
Næromgivelserne karakteriseres fortrinsvis af boligområder med enfamiliehuse. Der er dog et enkelt område med tæt-lav bebyggelse syd for planområdet ved Spættevej. Udover boligområderne er der et mindre erhvervsområde og en badmintonhal ved Sognegårdsvej. Enfamiliehusene består af 1½ plans huse og 1 plans huse. Boligbebyggelsen fremstår primært med mursten enten med blank mur eller pudset i hvid.




