Vandområde- & Natura 2000 planer
Lov om vandplanlægning
Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.
Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som hindrer for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.
Internationale naturbeskyttelsesområder, Natura 2000, samt beskyttelse af bilag IV-arter
Der gælder særlige krav til redegørelsen til planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3.
Her skal der, under hensyn til bevaringsmålsætningen for området, indgå en vurdering af forslagets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde.
Hvis vurderingen viser, at planen vil skade det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, kan planen ikke gennemføres, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3, stk. 2.
Det skal også fremgå af lokalplanforslaget, om det kan indebære påvirkning af visse dyrearter, såvel i som uden for de internationale naturbeskyttelsesområder.
Planer kan ikke vedtages, hvis de kan beskadige eller ødelægge yngle-, levesteder eller rasteområder for arter der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, jf. ovenstående bekendtgørelses § 7, stk. 2.
Afgørelse
Vandplaner
Horsens Kommune er omfattet af vandområdeplan 2021 - 2027 for vandområdedistrikt Jylland og Fyn, og lokalplanområdet er beliggende indenfor hovedvandoplands nr. DK1.9 Horsens Fjord.
Ifølge vandområdeplaner 2021-2027 ligger lokalplanområdet ikke indenfor område med særlige drikkevandsinteresser. De regionale grundvandsforekomster i området har en god kemiske tilstand og en god kvantitativ tilstand jf. miljømål. Med lokalplanen gives der mulighed for offentlige formål herunder offentlige institutioner, idrætshaller, klubhuse og faciliteter, der knytter sig til disse, samt parkerings- og vejanlæg. Derved giver planen ikke mulighed for grundvandstruende aktiviteter i området.
Overfladevandet skal forsinkes, så det svarer til naturlig afstrømning. Det vurderes derfor at planen har en neutral påvirkning på nedstrømsliggende, målsatte vandforekomster og på de miljømål, som gennem lov om vandplanlægning er fastlagt for forekomster af overfladevand (vandløb og søer)
Det vurderes på baggrund af overstående, at realiseringen af lokalplanen ikke vil hindre en opfyldelse af fastlagte miljømål.
Natura 2000
Kort der viser lokalplanområdets beliggenhed i forhold til Natura 2000-områderne.
Planområdet ligger ca. 6,3 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er Natura 2000 område nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal).
Udpegningsgrundlaget for området fremgår af SGAVs hjemmeside:
https://sgavmst.dk/natur-og-jagt/naturindsatser/natura-2000/udpegningsgrundlag
Planområdet er ikke et levested for arter og naturtyper, som fremgår af udpegningsgrundlaget. På baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og planområdets begrænses omfang vurderes det, at planen ikke vil påvirke Natura 2000-området væsentligt, og at det er foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.
Bilag IV arter
En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.
Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring lokalplansområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus og grøn mosaikguldsmed.
Lokalplansområdet er allerede befæstet i dag.
Der er ikke vådområder eller vandløb indenfor planområdet. Der er ca. 330 meter til nærmeste moseareal. Nærmeste vandløb ligger i en afstand af ca. 750 meter fra planområdet og nærmeste vådområde (et vandhul) ligger i en afstand af ca. 850 meter. Der er ikke gjort fund af bilag IV-arter i umiddelbar nærhed af planområdet.
Flagermus
I forbindelse med planlægningen af området er der foretaget undersøgelse af potentielle yngle- og rastesteder for flagermus.
Der skal ske en delvis nedrivning af en eksisterende bygning samt opførelse af en ny tilbygning. Den pågældende bygning, som skal nedrives er en tilbygning til den eksisterende hal. Derudover er der også undersøgt en række træer.
Der er ikke fundet adgangsmuligheder for flagermus i den undersøgte bygning, og bygningen vurderes ikke at udgøre et potentielt yngle- og rastested for flagermus. Træerne, der er undersøgt, vurderes ikke at rumme egnede yngle- eller rastesteder for flagermus.
Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter
Horsens Kommune vurderer således samlet, at planen kan realiseres uden at:
- Skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder.
- Indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter (herunder flagermus) i området.

