Miljøscreening

Planforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har foretaget en screening af områderne efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslaget/planforslagene ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage en miljøvurdering af lokalplanen. Vurderingen af, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet.

Afgørelse og begrundelse

Horsens Kommune har i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for, om planernes påvirkning af miljøet har en karakter og et omfang, der kræver en miljøvurdering.

Planerne er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektonisk og arkæologisk arv.

1. Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:

  • Jordforurening
  • Visuel påvirkning og kystnærhed
  • Nedbør, i forhold til klima samt oversvømmelsesrisiko
  • Vandstigninger
  • § 3 områder
  • Trafik
  • Spildevand

2. Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn

Jordforurening

Planområdet er opfyldt søterritorie og gamle losseplads. Arealet er derfor kortlagt som forurenet efter jordforureningsloven.

Bygge- og anlægsarbejde i forurenet jord kan påvirke overfladevandet (Bygholm Å)

Uønskede påvirkninger af overfladevandet bliver håndteret med vilkår i en tilladelse efter jordforureningslovens §8.

Visuel påvirkning og kystnærhed

Generelt

Det vurderes at udviklingen af området, som lokalplanen muliggør, generelt vil forskønne dette område af byen ved tilførsel af både nyt byggeri og pladsdannelser, der i sin arkitektur tilpasser sig et samtidigt udtryk og som afløser eksisterende erhvervsbyggeri, der fortrinsvis har bidraget til byen ved sin funktion.

Kystnærhed

Lokalplanområdet ligger i kystnært byzoneareal. Planlægningen, kommuneplantillæg 2021-5 og nærværende lokalplan, giver mulighed for en fortætning både i form af en højere bebyggelsesprocent og en forøgelse af etageantallet og bygningshøjden. De omkringliggende områder er i dag bebygget relativt tæt - og især vest for Høegh Guldbergs Gade er byen karakteriseret i både højde og tæthed.

Konkret forøger planlægningen bebyggelsesprocenten fra 100 til 150 mens bygningshøjden forøges fra 12 meter til 20 meter.

Horsens bys typologi og tæthed vest for området, som nævnt ovenfor vil, set fra kysten, visuelt danne baggrunden for de kommende byggerier i lokalplanområdet. Relativt tæt på kysten og i havneindløbende vil fortætningen bemærkes - og ændringen i den visuelle oplevelse vil komme til udtryk ved, at afstanden fra "byen" til kyst og havneindløb er reduceret.

Med henvisning til ovennævnte forhold vurderes det, at fortætningen i den aktuelle planlægning kan retfærdiggøres uden væsentlige negative konsekvenser for oplevelsen af kystlandskabet.

Nedbør, i forhold til klima samt oversvømmelsesrisiko

Lokalplanen ligger inden for udpeget risikoområde i Kommuneplan 2021 mht. oversvømmelse for nedbør. I forbindelse med ekstreme regnhændelser/skybrud vil Alrøvej og Høgh Guldbergsgade være i risiko for oversvømmelse. Terrænet indenfor  lokalplanen ligger lidt højere og jf. screeningskort bliver lokalplanen ikke ramt af betydelig oversvømmelse (>10 cm vandstand på terræn) ved ekstrem regn. Bygherre skal sikre og redegøre for, at der også i plansituationen er et blue spot bruttovolumen i terræn på 40 m3.

Vandstigninger

Lokalplanen ligger inden for højest prioriterede risikoområde udpeget i Kommuneplan 2021 mht. oversvømmelse for åer og hav. Området er i risiko for oversvømmelse fra Horsens Fjord fra kote ca. 1,7 m og indtil Ringvej Syd vejdæmningen er etableret. Med etablering af Ringvej syd vejdæmningen, højvandsporte og pumper bliver området beskyttet i mod oversvømmelse op til en vandstand på kote 2,6 m fra Horsens Fjord og Bygholm Å. Vandstanden svarer til en omtrentlig 100 års hændelse i år 2110. Efter etablering af vejdæmningen planlægges der efter at den fremtidige vandstand inden for vejdæmningen ikke overstiger kote 1,20 meter.

Screeningskort viser at man skal forvente højtstående grundvand i området. Tættest på terrænet i den sydlige og vestlige del.

§ 3 områder

Lokalplanområdet ligger umiddelbart syd for udløbet, af det beskyttede vandløb Bygholm Å, til Horsens Fjord. Der må ikke ske tilstandsændringer i det beskyttede vandløb inkl. brink. Naturteamet anbefaler derfor at holde en afstand på 2 m til vandløbets kronekant.

Der gøres opmærksom på, at der skal søges dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, hvis projektet medfører tilstandsændringer i vandløbet; såsom anlæggelse af broer, platforme, stier i brinken mv.

Dette vil ligeledes kræve behandling efter vandløbsloven.

Lokalplanen omfatter ikke anlæg, der har indflydelse på Bygholm Å og/eller brinkanlægget langs åen.

Trafik

Arealreservationer (vej, ledninger o.lign.)

Både langs Høegh Guldbergs gade samt syd for Bygholm å er der ledningstraceer som planlægningen skal respektere / tage højde for.

En ud- og ombygning af Høegh Guldbergs gade samt broen over Bygholm å skal endvidere indtænkes i lokalplanlægningen.

Kapacitet

Lokalplanområdet forventes at generere en større trafikmængde end i dag. Der planlægges for anvendelse, der forventer generering af mere trafik – også i spidstimerne.

Høegh Guldbergs Gade/Alrøvej er et signalreguleret kryds, hvor trafikken på Høegh Guldbergs Gade prioriteres både i dag og i fremtiden. Det betyder, der vil kunne forventes forsinkelser fra sidevejene.

Der skal sikres de fornødne pladskrav inden i området, så der er tilstrækkelig areal til renovationsbiler samt varelevering.

Støj

Mindre dele af lokalplanområdet er i Kommuneplan 2021 kortlagt som støjbelastet areal - både trafik- og virksomhedsstøj.

Der gøres opmærksom på, at støjbelastede områder ikke må udlægges til støjfølsom anvendelse før det er dokumenteret, at det samlede støjniveau er acceptabelt.

Det forventes at det indendørs støjniveau dokumenteres overholdt ved byggesagsbehandlingen. Støjniveauet på de udendørs opholdsarealer skal dokumenteres overholdt før ibrugtagning.

Sikkerhed

Adgangen til området skal revideres idet adgangen nærmest Høegh Guldbergs Gade ikke vil kunne godkendes – den skal rykkes mindst 30 meter mod øst så der ikke er 2 overkørsler lige over for hinanden.

Adgang til området for fodgængere fra/mod syd skal sikres bedre. De viste krydsninger vil ikke kunne godkendes.

Det er vigtigt, at der etableres gode stiforbindelser i området og med en god kobling til eksisterende stier, således der kommer et sammenhængende stinet.

Stier bør separeres fra parkeringspladsens manøvre areal. Det kan forventes, at politiet vil sætte krav hertil.

Kryds skal udformes, så de er trafiksikre for alle trafikantgrupper og oversigtsforholdene skal sikres.

Spildevand

Lokalplanområdet er omfattet af Horsens Kommunes gældende spildevandsplan som en del af de 3 separatkloakerede oplande A03, A04 og A05.

Spildevandsplanen skal tilrettes ved udarbejdelse af et tillæg sådan at der oprettes et nyt kloakopland tilsvarende lokalplanområdet.

Det nye kloakopland skal spildevandskloakeres, så alt håndtering af regnvand indenfor lokalplanområdet er privat. Regnvand må tilsluttes til Samn Forsynings udløbsledning i et punkt der angives af Samn Forsyning. Kloakeringsprincippet bliver Spildevandskloakeret - privat regnvandstilslutning til Forsyning.

Det maksimale afløbstal er beregnet på baggrund af mail fra samn d. 27-02-2024, hvor Samn foreslår at udløbsledningen fra området dimensioneres som var området erhvervsområde med maksimal befæstelsesgrad på 0,80 jf. tillæg 22.

Ansøger har oplyst at det samlede lokalplanområde er 15.435 m2 stort.

Det tilladelige afløbstal for lokalplanområdet beregnes herefter:

((15.435 m2 x 0,8)/10.000) x 120 l/s/bef.ha = 148 l/s.

Der skal udarbejdes en tilladelse til tilslutning af regnvand fra lokalplanområdet til Samn Forsynings system, hvor det tilladelige afløbstal fastsættes.

For at sikre, at Samn Forsyning kan etablere renseløsning for regnvandet fra lokalplanområdet, skal der reserveres/friholdes et areal på 100 m2 med en minimumsbredde på 7 meter indenfor lokalplanområdet. Området må ikke bebygges eller befæstes.

Forvaltningsmæssig afgørelse

Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen og kommuneplantillægget ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet planlægningen ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i miljøvurderingslovens § 10.