Planforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Horsens Kommune har foretaget en screening af områderne efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslaget ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage en miljøvurdering af lokalplanen. Vurderingen af, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet.
Afgørelse og begrundelse
Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:
- Detailhandel, kommuneplanens retningslinje
- Støjbelastning, Trafikstøj (Søndergade)
- Værdifuldt kulturmiljø
- Jordforurening
- Nedbør
- Vandstigninger
Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn
Detailhandel
Lokalcenterbyerne (herunder Brædstrup) skal sikres fortsat at have en mulighed for en aktiv detailhandel. Der er udlagt en bymidte, fordi byen, før kommuneplansammenlægningen, har fungeret som centerby, og fordi Brædstrup har en størrelse, der gør det naturligt at udlægge en bymidte. Det vurderes ikke at tillægget til lokalplanen forhindrer en fortsat udvidelse af detailhandlen i Brædstrup, idet der blot gives mulighed for at der i stueetager kan etableres boliger.
Støjbelastning
En del af ejendommen er i kommuneplanen udpeget som støjbelastet areal (trafikstøj Søndergade). Ifølge ”støjkortet” går støjudbredelsen ikke længere end til facaden på nr. 36. Det vurderes derfor, at der kan etableres boliger i bygningen således Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for trafikstøj vil kunne overholdes.
Værdifuldt kulturmiljø
Eventuel etablering af boliger indenfor lokalplanområdets eksisterende bebyggelse vurderes ikke at påvirke byggeriet så markant at det vil påvirke udpegningen som værdifuldt kulturmiljø.
Jordforurening
Størstedelen af arealet er kortlagt på V1 efter jordforureningsloven. Ændring af status fra erhverv til bolig vil kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8. I tilladelsen kan der stilles vilkår, som sikrer mennesker og miljø mod jordforurening.
Nedbør
Det vurderes, trods oversvømmelsesrisikoen, at indgange til eventuelle fremtidige boliger vil kunne sikres mod oversvømmelse.
Vandstigninger
Det vurderes at eventuel etablering af boliger vil kunne sikres mod opstigende grundfugt.
Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i miljøvurderingslovens § 10.