Beliggenhed & eksisterende forhold

Horsens Marina er beliggende ud til Horsens Fjord i et område med en blanding af boliger og erhverv. Mod nord langs kysten befinder Langelinie sig, et park- og strandområde, med alsidig rekreativ anvendelse. Den vestlige del bruges bl.a. som cirkusplads. Der er passagemulighed for gående og cyklende mellem Langelinie og Marinaen. 

Marinaens landarealer er struktureret omkring hovedankomsten via Nordøstpassagen, der danner en central akse, hvorfra trafikken fordeler sig ud til parkering, stier og maritime faciliteter.

Broanlæg mod syd og øst mødes af grønne landarealer med tilbagetrukne bebyggelser med klub- og foreningsaktiviteter, opbevaring, drift og erhverv. Fremskudt på landarealets sydøstlige hjørne ligger Horsens Sejlklubs relativt nye klubhus med klublokaler og restaurant.

Arealerne omfattet af Horsens Marina har en uformel karakter med fleksible udnyttelser og spor af en gradvis, mangeårig udvikling med potentiale til forbedring og fornyelse af sammenhæng og funktionalitet.

Der findes flere broer med adgang til vandet i dag, nogle fortrinsvis tilhørende klubber og andre offentlige. Der er masser af aktivitet på og langs vandet på Horsens Marina, og dette ønskes fastholdt med lokalplanen.

Horsens Marinas aktiviteter gør allerede i dag området til et udflugtsmål, også for andre end sejlere. At gå og kigge på bådene, spise en is eller sætte sig og
spise på restauranten tiltrækker mange. Derudover er selvsagt brugerne på Horsens Marina, sejlere og roere, med til at ”befolke” Marinaen.

Eksisterende bebyggelse

Der er en del eksisterende bebyggelse inden for lokalplanområdet i dag, primært klubfaciliteter. Dele af bebyggelsen tænkes bevaret, mens andre bygninger kan nedrives.

Nogle bygninger er i en stand med en begrænset levetid, mens andre er i fin stand, men er nødsaget nedrevet for at give plads til etablering af kanal, promenader og lignende. 

Bygninger der kan nedrives er kajak- og roklub, bygning med servicefunktioner, havnekontor, miljøstation og lignende mindre bygninger, bådehaller og erhvervslokaler. Bådhallerne Nyboder, som har en særlig maritim karakter ønskes bevaret på Horsens Marina. Bådhallerne kan forstsat have samme funktion, men kan også omdannes på sigt eller bruges til midlertidige boder og restauration i sommerhalvåret.

Bygningerne på havnen har i dag et maritimt udtryk med træbyggeri, røde bygninger med hvide detaljer og andet som gør det til maritim arkitektur. Disse træk skal bevares i området, og nyt byggeri skal have en maritim karakter. 

Fiskehusene - kulturmiljø

Der findes i dag et udpeget værdifuldt kulturmiljø inden for lokalplanområdet. 

Inden for området ligger en lille række havneskure, der bliver kaldt fiskehusene. Disse har fiskerne i hvert fald siden mellemkrigsårene brugt til opbevaring af fiskeredskaber, til ly for ondt vejr når madpakken og øllen skulle indtages, til røgning af fisk eller tjæring af garn og om sommeren evt. til overnatning, hvis man om natten skulle ud at blusse ål.

Området kaldes også fiskehusene eller skurbyen, og der findes to små miljøer et her på lystbådehavnen og et på Sydhavnen. Eftersom de to bebyggelser kun består af mindre skure opført på jord, som brugerne ikke ejer, er der tale om et meget udsat kulturmiljø, som i skalaen på Havnen nemt kan forsvinde.

Kulturmiljø karakteriseres med meget høj bevaringsværdi, som det er være særligt vigtigt at få bevaret for vore efterkommere.

Bygninger og deres materialer i området i dag.

Bygninger som ved fuld udnyttelse af lokalplanens byggemuligheder tænkes nedrevet.

Eksisterende beplantning

Der er flere større eksisterende træer på arealet som skal bevares. Træerne er markeret på kortbilag 3, Fremtidige forhold.

Derudover skal den grønne fremtræden når man ankommer fra havet, eller går på promenader langs vandet bevares. Det vil sige at Horsens Marina skal fremstå grøn når man ankommer fra fjorden, med store grønne bufferzoner inden der kommer bebyggelse, ligesom forholdene er i dag. De fælles grønne arealer betragtes som en kvalitet af marinaens brugere. 

Nærområde

Omkring lokalplanområdet ligger både eksisterende aktive og lukkede erhverv. Syd for lokalplanområdet, på den anden side af havnebassinet, ligger erhvervshavnen som fortsat er aktiv. Store dele af lokalplanområdet er derfor udsat for miljømæssige påvirkninger, som primært er støj fra havnens virksomheder og deres aktiviteter på havnearealerne i forbindelse med lastning og losning af skibe. Der er desuden trafikstøj fra Strandpromenaden og Niels Gyldings Gade.

Omkring området ligger en bred vifte af bygningstyper, spændende fra nyere, eksklusive boliger ved Langelinie til forladte produktions- og lagerbygninger. Der er enkelte bygninger, som er udpeget som bevaringsværdige.

I forlængelse af Horsens Marina ligger Langelinie som er grønt rekreativt område, med mulighed for alt fra cirkusplads, til folk der bader langs stranden eller badebroen, yoga i det fri, solbadning, volley og mange andre aktiviteter. Dette område fastholdes, og disse aktiviteter er derfor ikke aktuelle at skulle have ude på Horsens Marina.

Vest for området er der mange funktioner blandt andet vinteropbevaring af både, Havneservice med reparation og opbevaring af både, samt servicekaj til isætning af motorbåde og lignende. Slæbestedet er en vigtig funktion for mange af marinaens aktører, og marinaens er derfor afhængig af denne funktion på Nordhavnen tæt ved marinaen. Pladsen giver mulighed for at isætte både i vandet, dette benyttet blandt andet Strandjægerne, private med motorbåde, Sejlklubben der holder stævner med flere. På servicekajen er der mulighed for, at benytte en kran, vende sin bil med trailer og båd, samt at parkere bil og trailer mens båden er i vandet. Servicekajen skal fastholdes på Nordhavnen, for at marinaen kan fungere.

Generelt er omdannelsen af Nordhavnen i gang vest for området, og et stort antal nye boliger og andre funktioner er ved at blive etableret. Der er blandt andet flere muligheder for etablering af udadvendte funktioner som spisesteder langs promenaden, et havnebad, kunst og skulpturer samt mange sidde og opholdsmuligheder.

Med en ny forbindelse mellem byen mod vest og Langelinie mod øst, skabes der en attraktiv forbindelse med mange nye muligheder som Horsens Marina er en del af.

Eksisterende træer og friarealer i området i dag.

Adgang til vandet i dag, samt første del af kanalen uden for lokalplanområdet.

Servicekajen på Nordhavnen er en vigtig funktion for mange af marinaens aktører.

Oversvømmelse

Området ligger i risikoområde for oversvømmelse og der er også jævnligt oversvømmelse i området. Årsagen til oversvømmelse er det lave terræn med bygninger i ned til kote 1,0 DVR90. Der er etableret et mindre dige foran kulturmiljøet ved skurbyen, men dette sikrer kun vand mod en side, og der opleves fortsat oversvømmelse fra bagsiden og ved Nyboder.  

Der er jævnligt oversvømmelse på Horsens Marina i dag.

Skråfoto af området juni 2021.