Trafikplanlægning
Trafikbelastningen fra den påtænkte udvidelse med 9-10.000 kvm vil kun medføre en mindre trafikbelastning til/fra området og dermed den sydlige placerede parkeringsplads. Det skønnes således ikke nødvendigt at udføre specielle anlæg af hensyn til afvikling af trafikken.
Der skal indenfor lokalplanområdet reserveres plads til en mulig vejudvidelse jf. den tinglyste vejudvidelseslinje (se kortbilag 3), for at sikre plads til en mulig højresvingsbane i forbindelse med adgangsvejen til Industrimuseet, såfremt der opstår en øget trafikmængde på Gasvej, som kræver dette. Indretning af arealet indenfor vejudvidelseslinjen til f.eks. parkeringspladser eller andre anlæg vil kræve at der meddeles dispensation fra vejudvidelseslinjen. Ansøgning herom skal ske til Horsens Kommune som vejmyndighed. Såfremt der meddeles dispensation kan det forventes at der vil blive stillet betingelse om at der tinglyses en ikke-fordyrelsesdeklaration.
Indtil da kan arealet indenfor vejudvidelseslinjen godt anvendes til parkeringsareal.
Man kan i forbindelse med øget trafik risikere bagendekollisioner, når man kommer fra Niels Gyldings Gade og drejer ind af Gasvej, hvis bilerne bremser ned for at komme ind på området. Desuden vil trafiksikkerheden for cyklister forbedres ved højresvingsbanen, da den giver bilisterne ro til at orientere sig efter denne trafikantgruppe.
Der kan ved fremtidig trafikplanlægning indgå en kørebaneudvidelse på Niels Gyldings Gade, som vil berøre Industrimuseets grund. Der henvises til den strategiske trafikplanlægning. ”Trafik 2030 – Strategi for fremtidens infrastruktur i Horsens”.
Vandområde- & Natura 2000 planer
Lov om vandplanlægning
Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.
Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres.
I forbindelse med bygge- og anlægsarbejde inden for lokalplanens område sikres der, med tilladelse efter jordforureningslovens §8, fastsættes vilkår, som er nødvendige for at forhindre en forøgelse af risikoen for grundvand og overfladevand.
Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter
Der gælder særlige krav til redegørelsen til planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 926 af 27/06/2016 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter (habitatbekendtgørelsen) samt Vejledning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder, fra 19. dec. 2008.
Her skal der under hensyn til bevaringsmålsætningen for området indgå en vurdering af forslagets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde, herunder på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare (Se NKO_059/1995: Forslag uden redegørelse var ugyldig).
Hvis vurderingen viser, at planen vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan planen ikke gennemføres, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2.
Der er mere end 6 km til nærmeste Natura 2000-område (nr. 56, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave). Udnyttelse af planområdet til udvidelse af museum og opførelse af boliger vil ikke have en væsentlig påvirkning på de arter om naturtyper, som det internationale naturbeskyttelsesområde er udpeget for at sikre.
Alene på baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og projektets beskedne omfang er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.
Bilag IV-arter
En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.
Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring lokalplansområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus, grøn mosaikguldsmed, spidssnudet frø og Strandtudse.
Lokalplansområdet ligger i byzone i eksisterende bebygget område/ havearealer. Lokalplansområdet vurderes derfor ikke at have nogen værdi som yngle- eller rasteområde for nogen af bilag IV-arterne.
Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter
Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:
- skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
- indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området
Grundvand
Lokalplanområdet ligger udenfor et OSD-område (område med særlige drikkevandsinteresser).
Spildevandsplan 2012 - 2015
Lokalplanområdet kloakeres i henhold til gældende spildevandsplan og tilsluttes Samn Forsynings spildevandssystem.
Området er separatkloakeret. Spildevandet ledes til Horsens Centralrenseanlæg.
Regnvandet afledes til Horsens Fjord. Der skal etableres sandfang forinden udledning til Horsens Fjord.
Normalt må der bortledes regnvand fra den enkelte matrikel indenfor lokalplanområdet svarende til en maksimal befæstelsesgrad, der er dikteret af arealanvendelsen. Overstiger befæstelsesgraden denne værdi, skal regnvandet forsinkes eller håndteres på egen matrikel forholdsmæssigt. Befæstelsesgraden for lokalplanområder er 0,55.
Klimasikring
Grundvand
Der er forventning om helt terrænnært grundvand i området, og det må forventes, at det vil stige på lang sigt og i takt med at havvandet stiger.
Stormflod
Oversvømmelse af lokalplanområdet fra fjorden sker ved 1,8 m. Direktørboligen oversvømmes først ved 2,4 m over daglig vandstand. Klimatilpasningen udføres på havneområdet i fremtiden, men indtil da er området i risiko for oversvømmelse ved de nævnte koter. Højeste kendte oversvømmelseshændelse er omkring kote ca. 1,80 m.
Skybrud
En markant strømline med nord mod sydligt forløb ses i den centrale del af området. Der kan være risiko for at vand samler sig i parkdelen i den sydligste del af området ved skybryd. Oplandet er ca. 2 ha og omfanget vurderes at være begrænset. Se kortbilag 7, Vandhåndteringsplan.
TEKNISKE ANLÆG
Elforsyning
Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.
Varmeforsyning
Lokalplanområdet er i dag forsynet med fjernvarme.
Vandforsyning
Området vandforsynes med kollektiv vandforsyning.
Renovation
Ved erhverv:
Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring. Renovationen skal overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for erhvervsaffald”.
Nationale interesser
Produktionsvirksomheder
I planforslag skal der gøres rede for, hvordan planen tager højde for, at vilkårene for produktionsvirksomheder indenfor et erhvervsområde, ikke skærpes efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven.
Der ligger eksisterende produktionsvirksomheder på inderhavnen i Horsens Havn. Afstanden fra planområdet til produktionsvirksomhederne er ca. 210 meter. Der findes i dag boliger, der ligger tættere på produktionsvirksomhederne end planområdet og det vurderes, at planområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.
Jordbalance
Inden for lokalområdet skal der så vidt muligt etableres jordbalance. Det vil sige, at overskydende jord, skal søges nyttiggjort i projektet i det omfang det er muligt. Nyttiggørelse af jord kan kræve særskilt tilladelse.
Jordforurening
Der findes en kraftig jord- og grundvandsforurening, indenfor planområdet. Forureningen er opstået i forbindelse med drift af gasværk i perioden 1860-1969. Forureningen er undersøgt af flere omgange og største delen af lokalplanområdet er kortlagt efter jordforureningsloven på vidensniveau 2. Dette betyder, at der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.
Med det eksisterende kendskab til forureningen vurderes det, at de sundhedsmæssige og miljømæssig risici ved gennemførsels af planen skal belyses. Problemstillingen vil forventelig blive håndteret med vilkår i en tilladelse jf. jordforureningsloven §8.
Jf. tidligere miljøscreeningen af lokalplan 2016-28 ”Udvidelse af Industrimusset samt boliger, Ny Havnegade, Horsens”:
”Det vurderes imidlertid, at planerne kan realisere ved en målrettet afværgeindsat i forhold til belægninger på arealerne, bygninger samt overfladevand. Vilkår til sikring af afværgeindsatsen vil blive stillet i en tilladelse til bygge- og anlægsarbejde på forurenede arealer jf. jordforureningslovens §8”.
I forbindelse ovennævnte vurdering, rådgav Horsens Kommune sig ved en miljørådgiver med indgående kendskab til arealets forureningsforhold. Miljørådgiveren udtalte bl.a.:
” Man vil relativt nemt kunne sikre de nye bygningerne mod evt. risiko for forureningsafdampning med simple ventilationsløsninger, membraner m.v. om nødvendigt. ”
” Da området er forureningskortlagt skal der inden byggeriet igangsættes, udføres en miljøteknisk undersøgelse i byggefelterne, hvor der analyseres et antal poreluft, jord- og vandprøver i området efter nærmere aftale med Regionen og Kommunens Miljøafdeling. Undersøgelserne skal danne et overblik over evt. afdampningsrisici i forhold til indeklimaet, sådan at der er grundlag for at Kommunen og Regionen kan udstede en § 8 tilladelse til byggeri ud fra nogle evt. vilkår fx omkring indeklimasikring o. lign”
Hele lokalplanområdet ligger i et områdeklassificeret område.
Kortlægningen efter jordforureningsloven og områdeklassificeringen medfører følgende begrænsninger og pligter:
• der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave eller sommerhusgrund.
• der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune før der bygges, graves eller foretages andet anlægsarbejde, herunder belægningsarbejder, hvor der alt efter karakteren af belægningen eventuelt skal etableres en underliggende membran eller lignende, som kan forhindre nedsivende regn- / overfladevand. I særlige situationer gælder der andre regler, som der kan fås oplysninger om hos Horsens Kommune.
• I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra kortlagte arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordregulativ.
Da området er forureningskortlagt, skal der inden byggeriet igangsættes, udføres en miljøteknisk undersøgelse i byggefelterne.