Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.

Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.

En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.

Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Baggrund

Området er omfattet af Natur- og byudviklingsplanen for Nørrestrand, som beskriver at Bydelen Nørrestrand skal rumme et varieret og mangfoldigt udbud af boliger, offentlige formål som f.eks. naturcenter, daginstitution med naturprofil, skole og plejehjem samt dagligvarehandel og gode muligheder for rekreative aktiviteter, sport og leg.

Principper for arealdisponering i Udviklingsplanen for Nørrestrand med markering af placering af lokalplanområdet (blå cirkel). Planen viser de grundlæggende principper om integrering af, samt adgang til, natur og landskab i området.

Nørrestrand er et af Danmarks pt. største natur- og byudviklingsområder med et samlet areal på 6,8 km², hvoraf 2,5 km² udgør fredningen omkring Nørrestrand. Natur - og Byudviklingsplanen for Nørrestrand skaber rammerne for planlægningen af en ny bydel for op til 9000 indbyggere på Nørrestrand. 

Hensigten med udviklingsplanen er at skitsere, hvor de forskellige værdier findes inden for området, og hvordan disse værdier og samspillet mellem dem kan styrkes gennem en samlet udviklingsplan for området som helhed.

Læs mere om udviklingsplanen her: Udviklingsplanen for Nørrestrand.

Den nordlige del af Udviklingsplanen for Nørrestrand er konkretiseret i Lokalplan 2016-14 Boliger og dagligvarebutik, Egebjergvej, Nørrestrand, Horsens samt Lokalplan 375 Offentlige formål, Højbovej, Nørrestrand. Lokalplanerne er første etape i realiseringen af udviklingsplanen og rummer varierende boligtyper, en mangfoldig beboersammensætning samt mulighed for etablering af en daginstitution til understøttelse af behovet for opfyldelse af pasningsgarantien i daginstitutionsdistrikt Egebjerg.

Byudviklingen i de to lokalplaner sker i tæt sammenhæng med de naturgivne forudsætninger, hvor bebyggelsen udlægges i særskilte enklaver, som naturen trækkes op imellem og hvor vandhåndtering prioriteres højt som et landskabsdefinerende element ved opsamling og transport af regnvand på overfladen.

Se lokalplanerne her: Lokalplan 2016-14 og Lokalplan 375.

Derudover er anden etape af realiseringen af udviklingsplanen konkretiseret i lokalplan 368, som udover at give mulighed for opførelsen af et spejderhus, også giver offentligheden bedre muligheder for at udnytte og opleve landskabet, naturen og kulturhistorien i området omkring Nørrestrand. Lokalplan 368 er i tråd med det politiske ønske om at sikre og øge tilgængeligheden til naturen omkring Nørrestrand og rummer gode muligheder for etablering af rekreative aktiviteter.

Se lokalplanen her: Lokalplan 368

Flere aktører har ønsket at opføre bebyggelse til specialiserede tilbud, herunder et døgn- og dagtilbud, et botilbud samt et plejecenter i området nord for Nørrestrands Alle. De specialiserede tilbud er offentlige formål, som ikke kan realiseres inden for den gældende lokalplan 2016-14. Der skal fortsat være mulighed for opførelse af boliger.

Ønsket om udviklingen af området til boliger og offentlige formål er i overensstemmelse med Horsens Kommunes vision om at skabe en varieret og mangfoldig bydel på Nørrestrand, jf. Udviklingsplanen for Nørrestrand.

Planlægningen for området vil således omfatte både en ændring af kommuneplanrammer og en lokalplan, som samlet ændrer lokalplanområdets anvendelsesmuligheder og giver mulighed for at realisere bebyggelse til både boliger og offentlige formål. Planlægningen sker samtidig under hensyntagen til udviklingsplanens grundlæggende princip om at integrere naturen og landskabet i området. 

Lokalplanens formål

Formålet med planlægningen er at udlægge området til offentlige formål i form af dag-, døgn- og sundhedsinstitutioner samt boliger. Lokalplanen erstatter den gældende planlægning for området, der indtil nu har været reguleret af Lokalplan 2016-14.

Planlægningen skal muliggøre opførelsen af cirka 30 ældreboliger, et plejecenter med cirka 150 boliger, et botilbud for voksne udviklingshæmmede indeholdende cirka 40 boliger med dertilhørende servicefunktioner og fælleshuse samt en døgninstitution med cirka 48 boliger med tilhørende ambulatorie og dagcenter for personer med epilepsi og hjerneskade. 

Med den nye bebyggelse målrettet ældre borgere og voksne med handicaps ved Nørrestrand, ønsker man ikke blot at opfylde de praktiske behov, men også at understøtte de værdier, der er vigtige for livskvaliteten: hjemlighed, omsorg og selvbestemmelse i trygge rammer.

Med planlægningen sikres områdets grønne udtryk med udlæg og beplantning af både grønne rekreative arealer, anlæg til håndtering af regnvand på overfladen, og en landskabelig bearbejdet støjvold. Dette for at sikre, at planlægningens grønne og blå elementer bearbejdes og prioriteres i området som rekreative og landskabelige værdier, i sammenhæng med de eksisterende strukturer i de udbyggede naboområder mod syd og øst. 

Planområdet viderefører således visionen i udviklingsplanen for Nørrestrand om bæredygtig natur og byudvikling, og herunder flere konkrete principper fra lokalplan 2016-14, blandt andet

  • principper for vejbetjening,
  • opdeling af området i mindre enklaver med forskellig typer bebyggelse,
  • varierende bebyggelse, der understøtter en mangfoldig beboersammensætning, 
  • grønne træk integreres i området
  • fastlæggelse af rekreative forbindelser
  • håndtering af regnvand på overfladen ved både hverdagsregn og skybrud
  • tilpasning til det eksisterende landskab og terræn

Et princip, der ikke kan videreføres fra lokalplan 2016-14, er princippet om stedvist at sikre indsigtslinjer fra Gl. Århusvej til FÆNGLSET. Med det ønskede projekt er det nødvendigt at etablere en støjvold til dæmpning af vejstøj fra Gl. Århusvej og Egebjergvej, men det er ikke muligt at overholde støjgrænserne, hvis der etableres åbninger i støjvolden til indsigtslinjer. Der sikres dog indsigtslinjer til FÆNGLSET inde fra området.