Lokalplanens indhold

Lokalplanen muliggør opførelse af en idrætshal i max. 8,5 meters højde med tilhørende parkeringsfaciliteter og grønt areal.

Lokalplanen fastlægger et byggefelt for hallens placering i det syd-vestlige hjørne af grunden mod Sognegårdsvej. En placering hér samler idrætsfaciliteterne i området og sikrer den mest hensigtsmæssige trafikafvikling og færrest skyggegener for boligerne omkring området.

Hallen skal i udtryk og skala tilpasses omgivelserne. Da Hallen kræver en total højde på 8,5 meter, indeholder lokalplanen bestemmelser om, at bygningen arkitektonisk skal opdeles i delelementer, så den fremstår knapt så visuelt dominerende i området. Det er hensigten, at den nederste del af bygningen skal nedbrydes til en facadehøjde, som skalamæssigt er genkendelig og indbyder til tryg færden i området frem for store ensartede bygningsfacader, der kan syne mere industrielle og ikke indbydende.

Hallen må opføres i stålplader, træ og begrønnede facader. Der arbejdes således med en vandret inddeling af bygningsfacaderne med en grad af åbenhed i stueplanets (basens) facade med store vinduespartier, mens hallens øverste del (toppen) etableres med lukkede facader.

Der anvendes forskellige farvenuancer, materialer og der etableres tagudhæng på dele af bygningen. Basens facader består af både træ i træets naturlige farve og grå/mørkegrå stålplader og begrønnede facader. Toppen etableres i lyse stålplader, der gradueres i farven med den lyseste farve øverst. Hensigten er at give toppen et lettere og mere svævende udtryk. For at understrege inddelingen etableres der et tagudhæng mellem basen og toppen på den sydlige facade og vestlig facade samt delvist østlig facade. Under tagudhænget etableres der downlights, der i de mørke timer dels sikrer tryghed og dels sikrer en visuel effekt, som nedtoner den øverste del af bygningen.

Kantzonerne mellem bygningen og Sognegårdsvej skal indrettes, så der skabes basis for liv og tryghed for områdets brugere og beboere. I kantzonen etableres hovedindgangen langs den vestlige facade og i tilknytning hertil cykelstativ og eventuelt bænke samt belægning i tilknytning hertil. Der kan tillige etableres en sti langs med bygningen. Resten af kantzonen skal fremstå med grønt præg, med anlæg i græs og spredt busk-beplantning og træer.

Lokalplanen sikrer, at der anlægges parkeringspladser på ejendommen til hallens brug. Parkeringspladsen etableres i den østlige del af området og anlægges i asfalt og græsarmering med græs eller grus. Der anlægges 18 P-pladser og 1 handicapparkeringsplads, foretaget ud fra en konkret vurdering.