Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanens formål

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en konkret ansøgning fra ejeren af ejendommen om opførelse af en padelhal. Projektet understøtter Horsens Kommunes fokus på at udvikle idræts- og foreningsfaciliteterne i Horsens By. En padelhal harmonerer med områdets eksisterende idrætsfaciliteter og kan potentielt være med til at skabe synergi med de eksisterende idrætstilbud. 

Formålet med lokalplanen er derfor at give mulighed for etablering af en hal til idrætsformål med tilhørende parkeringsarealer på Sognegårdsvej.

Da hallen opføres mellem et boligområde og et område med andre idrætsfaciliteter, er formålet derudover at sikre, at det samlede projekt i skala og udtryk tilpasses omgivelserne. Lokalplanen skal således sikre bestemmelser om hallens placering, materialevalg og størrelse, så bygningen bidrager positivt i nærmiljøet. Lokalplanen skal også sikre, at kantzonerne indrettes med fokus på at skabe liv, tryghed og gode færdselsbetingelser for områdets brugere og nærområdets beboere samt de bløde trafikanter.

Kort over lokalplanområdet.