Kommuneplanen

Kommuneplanen er en samlet plan for den fysiske udvikling i Horsens Kommune - både i byerne og i det åbne land. Kommuneplanen gælder som udgangspunkt i 12 år, men skal revideres hvert fjerde år.

Kommuneplanen indeholder rammer for udarbejdelsen af lokalplaner. En lokalplan skal være i overensstemmelse med kommuneplanen. Hvis der er uoverensstemmelse, kan lokalplanen kun gennemføres efter byrådets vedtagelse af et tillæg til kommuneplanen.

Kommuneplanrammer

Området er omfattet af kommuneplanens rammeområde 15OF01.

Kommuneplanrammens anvendelsesbestemmelser fastlægger området til offentlige formål. Inden for området kan der etableres offentlige institutioner, sports- og fritidsanlæg og foreningsaktivitet. I området må bebyggelsesprocenten max. være 50, bygningshøjden må max. være 8,5 meter og i max. 2 etager. Der må etableres anlæg i miljøklasse 1-2.

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanrammerne.

Kommuneplanens Hovedstruktur

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens hovedstruktur. 

Kommuneplan 2021-2033, Retningslinjer

1.7. Byudvikling og kystnærhedszone

I forbindelse med byudvikling inden for kystnærhedszonen skal det sikres, at der ikke opstår en ny signifikant synlig bebyggelsesfront set fra kysten, fjorden eller fjordlandskabet.

Lokalplanområdet ligger inden for den kystnære del af byzonen. Da området ligger i eksisterende bymæssig bebyggelse, og der er tale om omdannelse af et areal, hvor der er bebygget i den nære kontekst og byggeriet ikke kan ses fra kysten, vurderes det, at planlægningen ikke vil påvirke kystlandskabet. 

8.2 Risikoområder og kendte oversvømmelser

Området ligger inden for udpeget risikoområde for den lave del af Horsens By. Der skal udarbejdes en plan for, hvordan eventuelle oversvømmelser kan undgås. Horsens Kommune sikrer, at der udføres en kortlægning og planlægning for området. Ved planlægning for byggeri, vejanlæg eller tekniske anlæg indenfor et risikoområde, skal der i planlægningen indgå, hvordan oversvømmelsesrisikoen håndteres lokalt.

Lokalt er området dog så højt beliggende, at det konkret og på baggrund af screeningskort, vurderes til at ligge uden for oversvømmelsesrisiko.

8.5 Grundvand

Arealet ligger i indsatsområde for Rugballegård.

I indsatsplanerne findes et sæt retningslinjer, som skal lægges til grund for kommunens myndighedsarbejde udover de regler, der gælder i medfør af den gældende lovgivning. Der er formuleret retningslinjer i forhold til mange emner, bl.a. byudvikling, slam og andre restprodukter, råstofgravning, forurenet jord, landbrug og andre virksomheder, afledning af overfladevand og spildevand, olietanke, jordvarme og vandindvinding.

Det er en national interesse, at sikre rent og rigeligt drikkevand, og at den danske drikkevandsforsyning i dag og fremover er baseret på rent grundvand, der som udgangspunkt alene kræver en simpel vandbehandling. Lokalplanområdets anvendelse vurderes ikke som grundvandstruende, og dermed vurderes det ikke at medføre en væsentlig risiko for negativ påvirkning af drikkevandsinteresser.

Lokalplanen er ikke i strid med retningslinjerne. 

Kommuneplan 2021-2033, Rammer

Området er udlagt til offentlige formål, som sports- og idrætsanlæg og foreningsaktivitet, i rammeområde 15OF01. 

Dette stemmer overens med planlægningen. 

Gældende kommuneplanrammer.