Tilladelser fra andre myndigheder

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., Der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Museumsloven om jordfaste fortidsminder

Museum Horsens skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Museum Horsens skal underrettes om fundet.

Arkæologisk forundersøgelse

Museum Horsens har foretaget arkivalsk kontrol af lokalplanområdet. Området nord for Nørrestrand ligger på et højt moræneplateau med stejle skrænter, der danner en brat overgang til fjorden og tunneldalkomplekset, der strækker sig ind i landet mod vest.

Landskabet er dramatisk og rigt på relief, ikke mindst hvor de stejle skrænter ned mod den lavvandede fjor er forede af erosionskløfter og slugter. Den vestlige del af området skråner mod vest og syd mod Hansted Ådal og Nørrestrand.

I det lave fjordnære område er gjort mange fund fra særligt ældre stenalder. I landskabet umiddelbart bag fjorden - på mindre plateauer på skrænterne - er det dog typisk fund fra yngre stenalder, der præger fundbilledet.

Indenfor lokalplanområdet er registreret to overpløjede gravhøje (SB 33 og 34), hvorfor der er stor risiko for at påtræffe både kendte og skjulte fortidsminder ved jordarbejde. Museum Horsens anbefaler, at der forud for anlægsarbejder inden for området foretages arkæologiske forundersøgelser efter museumslovens paragraf 25 - 27 for at afklare omfanget af fortidsminder indenfor lokalplanområdet.

Nyere tid

Planlægningen af området skal beskytte og sikre at den kulturarv, som området nord for Nørrestrand er så rig på bringes i spil. Man skal således både have øje for enkeltelementer og de kulturhistoriske helheder.

Nørrestrand og området nord herfor er på mange måder unikt. De historiske rødder er righoldige og stærke og vil, hvis de bruges korrekt, bidrage til at skabe et attraktivt miljø for moderne bosætning. Men området er også meget sårbart overfor store nye udstykninger.

Planlægningen skal være med til at styrke og tydeliggøre menneskets brug af landskabet gennem tiderne, og derved øge kulturmiljøets oplevelse og fortælleværdi. Dette kan dels ske gennem sikring af de bevarede kulturspor og plejen af dem under hensyn til kulturmiljøets autenticitet. Desuden bør man sikre de skjulte kulturspor, de arkæologiske fortidsminder og sikre deres bevaring som en del af planlægnings grønne arealer.

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.

Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.

Der er tinglyst adkomst for naturgasledning langs Gl. Århusvej.

Der er pålagt vejbyggelinjer på Gl. Århusvej. Der kan søges om dispensation fra vejbyggelinjen, man skal dog ikke regne med en dispensation fra hele udstrækningen ind på grunden. Der vil godt kunne opsættes hegn, belægning og lignende inden for vejbyggelinjen mod at der lyses en fjernelsesdeklaration.