Afgørelse og begrundelse
Planforslaget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 973 af 25. juni 2020. Loven medfører, at der skal foretages en miljøvurdering, hvis gennemførelsen af planerne kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Lokalplan 375, tillæg nr. 1 til Kommuneplan 2021 og ændring af lokalplan 2016-14 Boliger og dagligvarebutik Egebjergvej, Nørrestrand, Horsens er screenet for at vurdere planens indvirkning på miljøet. Planen er vurderet i forhold til påvirkning af internationale naturbeskyttelsesområder samt lovens bilag 1 og 2.
Hovedhensyn for afgørelsen
Som hoved hensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:
- Kommuneplan 2021, Retningslinjer
- Afgrænsning mellem byen og det åbne land
- Arealreservationer
- Spildevand, Udledning til vandmiljøet
- Trafik, Støj og vibrationer fra trafik
- Klimatilpasning
- Trafiksikkerhed
- Visuel påvirkning
Kommuneplan 2017 og 2021, Retningslinjer
3.5 Landskab
Større sammenhængende landskaber (udsigt): Omfatter kun den sydlige del af rammeområde 17BO05. Det vurderes ikke at komme til at omfatte lokalplanområdet.
3.7 Geologiske bevaringsværdier
Større geologisk rammeområde: Begge rammeområder er omfattet af udpegningen. Retningslinjen fastsætter, at landskabshensynet skal tillægges stor vægt. Byggeri og anlæg er derfor placeres og udformes under hensyntagen til landskabets geologiske kvaliteter, og der stilles særlige krav til byggeriets udformning og placering i landskabet.
4.5 Fortidsminder og kulturarvsarealer:
Den vestlige del af rammeområde 17BO05 er omfattet af et kulturarvsareal. Da denne del af rammeområdet er under bebyggelse, er udlægget ikke relevant for den aktuelle lokalplanlægning.
8.1 Klimatilpasning:
Der er mindre områder i begge rammeområder, der er udpeget til arealer, der kan blive udsat for oversvømmelse. Bebyggelse placeres udenfor udpegningen. Retningslinjer for klimatilpasning vil indgå som grundlag for lokalplanens bestemmelser. Regnvandsbede etableres på områdets lave arealer, og wadier og lavninger udformes, så de får en rekreativ karakter. Et parkeringsareal etableres med kant, så det kan tilbageholde regnvand.
8.3 Støjbelastede arealer:
Den nordlige del af rammeområde 17BO04 og 17OF03 er omfattet af udpegning til støjbelastet areal (Gl. Århusvej). En støjberegning viser, at det er muligt at opnå et acceptabelt støjniveau i lokalplanområdet ved etablering af støjreducerende tiltag. Lokalplanen sikrer dette.
Afgrænsning mellem byen og det åbne land
Bygningshøjden bliver reduceret, således at bebyggelsen opleves som en del af et grønt område, hvor landskabet møder bydelen – Den nordlige del af Nørrestrand, og hvor rekreative stier sikrer sammenhæng mellem de lokalplanlagte områder og de fremtidige byudviklingsområder omkring Nørrestrand.
Arealreservationer
Der er pålagt vejbyggelinjer på Gl. Århusvej. Der bliver reserveret et areal til en landskabelig støjvold uden for vejbyggelinjen.
Spildevand, udledning til vandmiljøet
Området er omfattet af kloakopland A258 i Horsens Kommunes gældende Spildevandsplan, hvilket betyder, at området er planlagt separatkloakeret. Regnvand bliver derfor håndteret på terræn med en naturlig og rekreativ udformning, før det tilsluttes det offentlige centrale regnvandssystem. Planen fastlægger en maksimal befæstelsesgrad på 0.55.
Trafik, Støj og vibrationer fra trafik
Den nordlige del af rammeområde 17BO04 og 17OF03 er omfattet af udpegning til støjbelastet areal (Gl. Århusvej). En støjberegning viser, at det er muligt at opnå et acceptabelt støjniveau i lokalplanområdet.
Lokalplanen muliggør, at lokalplanens udearealer kan indrettes, således at støj fra daginstitutionens drift ikke påvirker nærliggende boliger.
Klimatilpasning
Risikoområdet St. Hansted Å og Nørrestrand ligger nedstrøms. Regnvand bliver forsinket og ledt kontrolleret ud af området til recipient (Nørrestrand) op til en 100-årshændelse. Tillær 42 til spildevandsplanen 2021 – 2015 fastlægger det overordnede regnvandssystem for området til håndtering af hverdagsregn (Samn Forsyning) og ekstremregn (overordnet regnvandslaug). Planområder bliver omfattet af en vandhåndteringsplan, som viser, hvordan området indrettes robust, og hvordan en regnvandsløsning sikrer afvanding af bygninger og veje på overfladen frem til det centrale regnvandssystem.
Bebyggelse opføres, således, at der ikke er risiko for oversvømmelse, mens regnvandsbede etableres på lavere arealer.
Vandstigninger fra hav, åer og søer er ikke relevant, da grundvandsstanden findes 1 – 3 meter under terræn og planområdet ikke har naboskab til hav, åer og søer.
Trafiksikkerhed
Planlægningen muliggør ikke adgang fra Gl. Århusvej. Vejadgang sker fra Nørrestrands Allé. De fornødne oversigtsforhold sikres ved udkørslerne. Nørrestrands Allé er en ny vej, som etableres på stedet, og det forvendtes ikke at byggeriet af en daginstitution øger trafikbelastningen voldsomt, da det overvejende vil være beboere i området, som skal til og fra institutionen, og som i forvejen benytter vejen.
Visuel påvirkning og landskabsanalyse
Rammeområderne ligger i landskabskarakterområde Gedved bakkelandskab. Målsætningen for denne del af landskabskarakteren er vedligehold. Et øget fokus på at give mere plads til landskabet betyder, at bebyggelsen får en pavillon karakter og landskabet omkring giver plads til at opleve fysiske og visuelle sammenhænge. Bygningshøjden reduceres til maks. en etage, og bebyggelse formes, så den ”bevæger sig med landskabet.
Bebyggelsens visuelle udtryk nedtones ved i overvejende grad af anvende træ vekslende mellem lyst og mørkt træ og sedum tage.
Støjreducerende tiltag formes i landskabet og får både et grønt udtryk og en maksimumhøjde. På samme måde som bebyggelsen arbejder støjvolden sammen med landskabet, og de støjreducerende tiltag påvirker ikke omgivelserne i væsentlig grad.
Med ovennævnte tiltag er det vurderet, at en visualisering ikke er nødvendig.
Afgørelse
Med baggrund i ovenstående hovedhensyn vurderer Horsens Kommune, at planforslag og ændringer heri ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM) §8 stk. 2, da planen ikke er omfattet af lovens bilag 1 eller 2. Det er desuden vurderet, at planerne og ændringer heri ikke vil medføre en væsentlige indvirkning på miljøet.
Det er samtidig vurderet, at planen ikke vil påvirke udpegningsgrundlaget for Habitatområder, og at der ikke er behov for en konsekvensvurdering efter Habitatdirektivets artikel 6.3.