For at understøtte kommuneplanens (retningslinje 8.1.2) mål om klimatilpasning samt Klimaplan 2022–2026, er der udarbejdet en vandhåndteringsplan for området. Planen skal sikre, at håndtering af regnvand tænkes ind som en integreret del af områdets disponering og udformning, og at der etableres løsninger, som bidrager til forsinkelse og rensning af regnvand inden det ledes videre i det offentlige system.
Der er desuden et særligt fokus på Ren Horsens Fjord, og en effektiv vandhåndtering i lokalområdet er et vigtigt bidrag til at forbedre fjordens miljøtilstand. Ved at forsinke og tilbageholde regnvand lokalt, og dermed reducere udledningen af urenset overfladevand, medvirker vandhåndteringsplanen til en mere bæredygtig og klimamæssigt robust udvikling af området.
Overskrides den maksimale befæstelsesgrad skal der etableres intern forsinkelse af regnvandet, før tilslutning til kloak. Regnvand fra arealer udenfor kloakeret opland skal håndteres internt på grunden.
Redegørelse for registreret blue spot
Det registrerede blue spot på ejendommen vurderes ikke at repræsentere en reel lavning i terrænet, men derimod et område, hvor der tidligere har været bebyggelse.
Ejendommen har tidligere været bebygget med et hus, som efterfølgende er nedrevet i 2022. Terrænet på stedet er ikke ændret eller terrænreguleret i forbindelse med nedrivningen, og der er derfor ikke sket nogen terrænforskydning eller skabelse af en lavning. Den digitale højdemodel, som danner grundlag for blue spot-analysen, er baseret på data indsamlet efter nedrivningen, hvor det tidligere bebyggede areal fremstår som en let nedsænkning i forhold til det omkringliggende terræn.
Denne mindre niveauforskel skyldes således, at der har stået en bygning med fundament, og ikke at der er tale om en naturlig eller kunstigt dannet lavning med kapacitet til vandophobning.
På den baggrund vurderes det, at der ikke er et volumen, der skal tilbageholdes eller kompenseres for i forbindelse med fremtidig planlægning. Området kan derfor ikke betragtes som en egentlig lavning med afstrømnings- eller opstuvningspotentiale.
Der er ingen gennemgående strømningsveje.
Hverdagsregn
Der vurderes ikke at være risiko ved hverdagsregnhændelser.

