Eksisterende bebyggelse og lokalplanområdet
Planområdet er beliggende på adressen Borgmesterbakken 26 i Horsens og omfatter ejendommen, hvor Tandreguleringen allerede er etableret. Området ligger centralt i byen og indgår som en del af et byområde, der er præget af en varieret anvendelse med offentlige institutioner, sundhedstilbud, boligbebyggelse og mindre erhverv.
Ejendommen er placeret højt i terrænet, hvilket giver området en markant og synlig beliggenhed med udsigt over dele af Horsens. Terrænet skråner generelt mod nord og øst, og højdeforskellen i området bidrager til et særligt landskabeligt præg og en tydelig afgrænsning i forhold til de omkringliggende bystrukturer.
Den eksisterende bebyggelse består af en moderne og funktionel bygning, som rummer klinik- og personalefaciliteter for Tandreguleringen. Bygningen er opført i to niveauer og er bygget ind i det skrånende terræn, hvilket betyder, at den indeholder en parterreetage med adgang fra den lavere del af grunden. Den overliggende etage fungerer som hovedniveau og har direkte adgang fra Borgmesterbakken. Denne terræntilpasning medvirker til, at bygningen fremstår lav og rolig i det samlede bybillede, samtidig med at den udnytter grundens niveauforskelle effektivt.
Billederne viser henholdsvis den eksisterende tandklinik set fra parkeringspladsen, samt udsigten ned over byen og hvordan bebyggelsen er tilpasset terrænet med et parterre-niveau.
Udenomsarealerne
De nære udenomsarealer består af mindre grønne opholdsarealer med enkelte større løvtræer samt et mindre parkeringsareal med direkte adgang fra Borgmesterbakken. På den anden side (mod syd) åbner tandklinikkens have sig op og strækker sig ud over et stort areal, med legeredskaber og opholdsfaciliteter i den sydlige ende.
Billederne herover viser de grønne rekreative arealer, og noget af det faste lege-inventar, der ligger syd for den eksisterende tandklinik. På de sidste to billeder ses tandklinikken i højre side af baggrunden.
Billederne viser anlagte stier af forskellig karakter inden for lokalplanområdet samt eksisterende cykelparkering.
Nærområdet
Området har god tilgængelighed for både gående, cyklister og bilister. Der findes flere stiforbindelser i nærområdet, og ejendommen er velintegreret i det eksisterende vejnet. Offentlig transport betjener området via nærliggende buslinjer, og der er kort afstand til flere skoler, sundhedsfaciliteter og andre offentlige tilbud.
Nærområdet består af en blanding af lav boligbebyggelse, offentlige institutioner og rekreative arealer, hvilket skaber en varieret og velfungerende bymæssig kontekst. Bebyggelsesstrukturen i området er generelt lav og åben med grønne mellemrum, hvilket giver gode muligheder for tilpasning og udvidelse af eksisterende funktioner.
Støjforholdene vurderes som overvejende gode. Der forekommer kun begrænset trafikstøj fra Borgmesterbakken og tilgrænsende veje, og området er ikke belastet af nærliggende støjende erhverv eller infrastruktur.
Den planlagte udvidelse af Tandreguleringen tilpasses områdets eksisterende karakter og indpasses i forhold til både landskabelige og funktionelle forhold for at sikre en harmonisk og velfungerende helhed.