Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanens formål

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Planområdet er i dag omfattet af lokalplan 2015-24 Boliger og Erhverv, Blumersgade 3-5, Horsens, hvor etape 1 er realiseret i 2019 og huser NRGi, samt boliger. I forbindelse med en kommende realisering af Blumersgade Etape 2 ønskes en ændring i anvendelse af bygningen fra boliger og erhverv til hotel samt boliger og erhverv.

Lokalplan 347, Blandede byfunktioner, tillæg til lokalplan 2015-24 udarbejdes på baggrund af et ønske om at tilføje anvendelsesmuligheden for planområdet til hotel i sammenhæng med boliger og erhverv. Ændringen medfører desuden mulighed for at etablere en parkeringskælder under bebyggelsen.

Ændringer vil fremgå af mindre justeringer af §1.1, §3.1, §6.1, §6.3, §8.1og §9.1.

Lokalplan 2015-24 vil fortsat værende gældende for planområdet i øvrigt.