Efter § 16, stk. 6, skal der i redegørelsen til lokalplanforslag, som muliggør etablering af butikker, gøres rede for bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.
Lokalplanområdet er en del af kommuneplanens detailhandelsstruktur bestemt til lokalcenter. Detailhandelsstrukturen er udformet, så den understøtter bymønsteret i Horsens Kommune og dermed også det lokale opland.
Planlægningen muliggør en udbygning af lokalcenteret med butikker og både liberale- og serviceerhverv med op til 2500 m2. I dag er der registeret et butiksareal på 1143 m2 på matr. nr. 7di Torsted By, Torsted. Arealet er i dag anvendt til dagligvarebutik. Et detailhandelsareal på 994 m2 er registreret på matr. nr. 7a Torsted By, Torsted. Arealet er ikke aktuelt anvendt i sit fulde omfang til butik, men anvendes til fitnesscenter, solarie og en mindre butik.
For at få så bred en udnyttelse i planområdet som muligt fordeler lokalplanens to delområder detailhandelsarealet med 1700 m2 til matr. nr. 7di Torsted By, Torsted og 800 m2 til matr.nr. 7a Torsted By, Torsted. De maksimale butiksstørrelser er bestemt i Kommuneplanens rammer til 1200 m2 for dagligvarebutikker og 500 m2 til udvalgsvarebutikker.
Den ny bebyggelse mod Torstedallé tager udgangspunkt i en nytolkning områdets formsprog gennem f.eks. forbandter og arkitektur. Dermed passer den ind i stedets dna og bymiljøet på dette sted. En central plads bliver et uformelt mødested for lokalområdet.
En eksisterende bebyggelse fastholdes og transformeres. Ved ikke blot at nedrive og bygge nyt sikrer man, at de mange fortællinger, som borgerne har om dette sted fortsat kan eksistere som sammenbindende kulturværdier.
Horsens Kommune vurderer derudover, at de trafikale forhold i områder ikke bliver påvirket af planlægningen. Borgerne søger områdets blandede funktioner på forskellige tidspunkter, hvorfor trafikken til og fra området ikke ændres væsentligt.
Lokalplanens anvendelser og driften heraf påvirker ikke friarealer i naboområderne, da planlægningen sikrer, at naboområder skærmes mod støj fra varelevering. Lokalplan stiller krav om en støjskærm mod nord. Støjskærmen etableres i et levende hegn. Skærmen sikrer, at boligmatrikler nord for planområdet ikke bliver generet af støj fra områdets drift.