Lov om Naturbeskyttelse/Bekendtgørelse om opsætning af skilte og andre indretninger i reklame- og propagandaøjemed i det åbne land
Lokalplanområdets ubebyggede arealer mod det åbne land betragtes som åbent land, også selvom de ligger i byzone. Reglerne i de omtalte love og bekendtgørelse gælder for arealerne i det åbne land.
Som udgangspunkt må der ikke opsættes plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og andre indretninger i reklame- og propagandaøjemed. Lovgivningen indeholder også en række undtagelser for blandt andet skal af salg af erhvervsgrunde, sæsonbetinget salg, trafiksikkerhedskampagner og valgplakater og lignende.
Indenfor planområdet findes et område med særlige naturbeskyttelsesinteresser. Her skal naturens kvalitet forbedres. Både indenfor dette område og spredte udpegede områder beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3 må der ikke skiltes. For udpegede områder gælder, at skiltning ikke må etableres inden for en afstand af 25 meter fra det beskyttede område.
Beskyttede naturtyper – de såkaldte § 3-områder er:
Ferske enge, overdrev, strandenge og strandsumpe, heder, søer og vandhuller, vandløb, samt moser, kær og lignende. Beskyttelsen betyder, at du ikke må foretage ændringer i områdets tilstand uden dispensation fra kommunen. En ændring kan f.eks. være at dræne, opdyrke, udgrave, opfylde, gødske,
sprøjte eller tilplante arealer.
Museumsloven
Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejde påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af, om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Horsens Museum skal underrettes om fundet.
Pyloner og flagstænger betegnes som anlægsarbejder.
Servitutter
Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.
Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.
Skovbyggelinje
Omkring Bryggerskoven, nordøst for afgrænsningen af Lokalplan 378 er der en 300 meter skovbyggelinje. Realisering af lokalplanen forudsætter, at Horsens Kommune dispenserer fra skovbyggelinjen.
Omkring Hansted Skov, sydøst for afgrænsningen af Lokalplan 378 er der en 300 meter skovbyggelinje. Realisering af lokalplanen forudsætter, at Horsens Kommune dispenserer fra skovbyggelinjen.
Vejbyggelinje
Statsvej 60 Fredericia - Aarhus (Østjyske Motorvej) er omfattet af en vejbyggelinje på 50 meter fra motorvejens midte. En deklaration fastlægger, at der ikke må opføres bygninger eller udføres andre anlæg inden for vejbyggelinjen.
Formålet med vejbyggelinjen er
•dels at holde ny bebyggelse og andre nye anlæg i en passende afstand fra vejen, således at en eventuel senere udvidelse af vejanlægget ikke unødigt fordyres og vanskeliggøres,
•dels at varetage trafikanternes interesse og færdslens tarv ved at holde aktiviteter i en passende afstand fra vejen.
Der er lagt vejbyggelinjer på næsten alle vore overordnede veje for at sikre disse.
Når der efter vejloven er fastsat en byggelinje langs en statsvej, må der kun med Vejdirektoratets samtykke bygges eller etableres sportspladser, kirkegårde, tankanlæg, grusgrave, jordvolde og andre anlæg af blivende art mellem vejbyggelinjen og vejen.
Ved byggeri og anlæg af blivende art forstås også tilbygninger, tagudhæng, genopførelse af nedrevne eller udbrændte bygninger, væsentlige ombygninger af bygværker, etablering af ledningsanlæg, anlæg af befæstede parkeringspladser samt opstilling af større reklameindretninger, skiltepyloner og lignende anlæg af blivende art langs statsvejene.
Uden Vejdirektoratets samtykke kan der dyrkes, plantes buske og træer, etableres sædvanlige haveanlæg samt udføres almindelig vedligeholdelse og rimelige moderniseringer af bygninger i vejbyggelinjearealet.
Hvis du vil bygge nyt – bygninger, faste anlæg og andre indretninger af blivende art, fx jordvolde, pyloner mv.., vil det kræve en konkret ansøgning, som Vejdirektoratet skal kunne give dig en tilladelse til på vilkår. Dette fremgår af vejlovens § 40 og § 41.
Hvis du overvejer at bygge tæt op til byggelinjen, skal du sikre dig at byggelinjen respekteres. Hvis der er terrænforskelle mellem dit byggeri og vejen, skal du være opmærksom på at du normalt også skal respektere et højde- og passagetillæg.
Lokalplan 378 strider ikke mod deklaration om vejbyggelinje.