Kommuneplanen er en samlet plan for den fysiske udvikling i Horsens Kommune - både i byerne og i det åbne land. Kommuneplanen gælder som udgangspunkt i 12 år, men skal revideres hvert fjerde år.
Kommuneplanen indeholder rammer for udarbejdelsen af lokalplaner. Lokalplanområdet er omfattet af kommuneplanramme 10ER08, i Kommuneplan 2021-2033. Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplan 2021-2033.
Retningslinjer i forhold til kommuneplanen
Området er omfattet af følgende retningslinjer, som ikke vurderes at udløse miljøvurdering:
1.8. DETAILHANDEL
Projektet indeholder et genbrugsbyggemarked samt genbrugsbutikker, der betegnes som detailhandel.
Der åbnes med en ny retningslinje i Kommuneplan 2021-2033 mulighed for etablering af detailhandel efter planlovens §5 o, dvs. en sekundær funktion til den primære funktion (genbrugsplads).
Bruttoetagearealet for butikker i tilknytning til den primære funktion Horsens Genbrugsplads må højst være 1.000 m2. Det samlede bruttoetageareal for butikker i tilknytning til den primære funktion Horsens Genbrugsplads må højst være 2.000 m2.
6.2. AFFALDSBEHANDLING
Arealet ligger på Horsens Genbrugsplads, der er udpeget som sådan i retningslinjen. Det vurderes, at området stadig vil være at betegne som en genbrugsplads efter lokalplanlægningen.
8.1. KLIMATILPASNING
Lokalplanen ligger indenfor udpeget Risikoområde 3 mht. oversvømmelse fra stormflod og ekstremregn. Screeningskort indikerer at der er risiko for højtstående grundvand i området.
Mål
Skader som følge af oversvømmelse skal forebygges og mindskes, ved klimatilpasning i byområder og i det åbne land. Klimatilpasning skal tænkes sammen med andre anlægsprojekter og have flere funktioner.
Retningslinjer
8.1.2 I forbindelse med lokalplanlægning af eksisterende og nye byområder skal bygherre redegøre for grundvandsforhold samt håndtering af hverdagsregn og ekstrem regn ved udarbejdelse af en vandhåndteringsplan. Regnvand skal håndteres uden at gøre skade på bygninger og infrastrukturanlæg i lokalplanen og i op- og nedstrøms liggende områder.
8.1.5 Ved ændret arealanvendelse, bygge- og anlægsarbejder herunder terrænregulering i oversvømmelsestruede områder skal bygherre redegøre for hvordan oversvømmelsesrisikoen håndteres lokalt og at oversvømmelsesrisikoen ikke forøges eller medfører oversvømmelse andre steder. Oversvømmelsestruede områder og hovedstrømningslinjer er udpeget på kort.
8.1.7 Ved planlægning i områder med risiko for oversvømmelse fra havet, skal der laves en konkret vurdering af byggeriets og anlæggets levetid, sårbarhed og funktion. Bebyggelse og anlæg skal klimatilpasses til forventninger om fremtidige havvandsstigninger.
8.1.9 Ny bebyggelse i områder med risiko for oversvømmelse fra havet skal opføres med gulv i stueetagen i minimum kote 2,6 meter DVR90. Undtaget er bygninger, der er placeret, indrettet eller anvendes på en sådan måde, at der ikke sker skade i tilfælde af oversvømmelse, eller som er beskyttet på anden vis, eksempelvis i form af dige, mur, hævning af terræn eller lignende.
8.2 RISIKOOMRÅDER OG KENDTE OVERSVØMMELSER
Mål:
Gennem fysisk planlægning skal Horsens Midtby på sigt beskyttes mod oversvømmelse fra Horsens Fjord op til kote 2,6 meter DVR 90 svarende til en 100 års stormflodshændelse i 2110.
Retningslinjer:
8.2.1 Ved planlægning for byggeri, vejanlæg eller tekniske anlæg indenfor et risikoområde, skal der i planlægningen indgå, hvordan oversvømmelsesrisikoen håndteres lokalt.
8.2.2 Bygninger og anlæg der etableres inden for et risikoområde skal placeres under hensyntagen til sandsynligheden for oversvømmelse.
8.2.3 Ved etablering af nyt byggeri i et risikoområde skal det nye byggeri, herunder især kælderen, sikres mod oversvømmelse.
Se kortbilag 8, Vandhåndteringsplan mht. håndtering af ekstremregn, stormflod og højtstående grundvand.
8.3. STØJBELASTEDE AREALER
Hele arealet ligger i støjbelastet område ift. havnen. Indenfor de støjbelastede arealer kan der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse (som f.eks. boliger), før det er dokumenteret, at det samlede støjniveau er acceptabelt.
Kort over kommuneplanrammer i kommuneplan 2021-2033.