Hvad er en lokalplan?
Lokalplanens formål
Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for et multihus, der bl.a. kan huse genbrugsbutikker, et genbrugsbyggemarked, formidlingslokaler og andre funktioner, hvor affald og cirkulær økonomi er det gennemgående tema.
Stablen skal dermed stå som et eksempel indenfor byggeri af genbrugsmaterialer og cirkulær økonomi med fokus på genbrug af byggematerialer. Bygningen tænkes bygget af genbrugsmaterialer fra egen genbrugsplads, evt. suppleret med byggeaffald fra lokale nedrivninger.
Stablen er forankret i Horsens Kommunes Ressourceplan 2019-2030. I Ressourceplanen vedtog byrådet at bygge Stablen, en bygning som skal danne rammerne for mange aktiviteter inden for affald og cirkulær økonomi med fokus på genbrug af byggematerialer.
Lokalplanen sikrer mulighed for en fremtidige udvidelse, så Stablen kan udvides og få mere areal. Bestemmelserne i lokalplanen sikrer projektet som det skal opføres nu, men også den fulde udbygning.
Planen giver mulighed for byggeri i to etager og 10 m højde. Teknik, ovenlys, shedtage og lignende må være op til 2 m udover de 10 m. Anvendelsen fastlægges til erhverv, som butik, formidling og lignende.
Områdets anvendelse fastlægges til erhverv. Inden for området kan der etableres let industri, håndværks- og værkstedsvirksomhed med mere. Derudover kan der etableres formidlingslokaler, der relaterer sig til genbrug, cirkulær økonomi og lignende, samt butikker som sekundær funktion til Horsens Genbrugsplads.
Indenfor området kan der etableres butikker som sekundær funktion til den primære funktion, Horsens Genbrugsplads. Den enkelte butik må have et bruttoetageareal på højst 1.000 m2. Det samlede bruttoetageareal må højst være 2.000 m2 for butikker. Bebyggelsesprocenten er generelt 25% inden for området.
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplan 2021-2033.
Kort over lokalplanområdet.