Trafikregulering
Der kan ikke uden samtykke fra Politiet jf. Færdselsloven gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m. ligesom der ikke uden Politiets samtykke jf. Færdselsloven kan gives tilladelse til udførelse af parkerings- og vejanlæg indenfor lokalplanområdet. Før vejprojektet er approberet kan der ikke udstedes byggetilladelse. Der skal ligeledes indhentes tilladelse fra Horsens Kommune, Teknik og Miljø til tilslutning af lokalplanområdets vejanlæg til eksisterende vejanlæg.
Servitutter
Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder, herunder vejbyggelinje, se kortbilag 3. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.
Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.
Kirkebyggelinje
En del af lokalplanområdet, ca. halvdelen, er omfattet af kirkebyggelinjen for Tyrsted Kirke. I henhold til naturbeskyttelseslovens § 19 må der indenfor en afstand af 300 meter fra kirken ikke bygges højere end 8,5 meter, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse.
Projektet, der ligger til grund for lokalplanen, har bebyggelsen placeret længst mod vest og syd, men den østligste del af den ene bygning ligger indenfor eller tangerer kirkebyggelinjen. Bygningshøjden bliver dog ikke over 8,5 meter. Lokalplanområdet ligger lidt lavere end kirken, der ligger på en lille høj. Kirken vil således bevare sin "dominans" i landskabet, ved kørsel fra vest mod øst ad den nye Højagergårdsvej.
Kirkebyggelinje
Kirkebyggelinje
Museumsloven
Arealet er beliggende i den sydvestlige del af Tyrsted By Ejerlav på vestlige del at et stort jævnt plateau, der helt oplagt har været velegnet til bebyggelse gennem stort set hele forhistorien.
Mod syd er landskabet karakteriseret ved et mere uroligt relief og et kuperet landskab domineret af våde områder.
Lokalplanområdet ligger indenfor den røde cirkel/sb 89.
Lokalplanområdet ligger indenfor den røde cirkel/sb 89.
På arealet er ikke i forvejen registrerede fortidsminder, men som nedenfor beskrevet er der i nærområdet afdækket fortidsminder i nylige arkæologiske forundersøgelser og undersøgelser:
SB 88/HOM 3485: Ingen væsentlige fortidsminder
SB 86/HOM 3456: Ingen væsentlige fortidsminder.
SB 80/HOM 3370:
I forundersøgelsen blev udpeget i alt 12 lokaliteter omfattende bebyggelsesspor fra yngre bronzealder/tidlig førromersk jernalder, kulturlag dateret til tidlig yngre stenalder, velafgrænsede moser med tørvelag samt et større dødishul/mosehul, hvori der er gravet tørv i forhistorisk tid (yngre bronzealder/tidlig førromersk jernalder).
Ved udgravning af lokalitet 10 vinteren 2016 blev endvidere afdækket et dødishul med senpalæolitiske fund i form af bearbejde rentakker, bevarede organiske materialer (bævergnavede stammer og fisk) samt et omfattende flintinventar.
SB 87/HOM 2978:
Forundersøgelser og undersøgelser i forbindelse med anlæggelse af omfartsvej. Fund af keramikholdige gruber, grubekomplekser og flere koncentrationer af kogestensgruber. I moseområdet i lokalitetens vestdel (lok. 8) er der blevet konstateret udsmidslag med velbevarede dyreknogler og keramik, som er samtidig med boplads-/aktivitetsområdet på bakken oven for.
Der er i hele nærområdet gjort omfattende fund af fortidsminder fra stort set hele den forhistoriske periode. Det er museets vurdering, at der på det aktuelle areal vil være stor risiko for at påtræffe jord-faste fortidsminder. Horsens Museum må derfor anbefale, at der forud for anlægsarbejder inden for området foretages arkæologi-ske forundersøgelser efter museumslovens paragraf 25-27 for at afklare, om der skulle befinde sig skjulte fortidsminder på arealet.
Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 Skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Horsens Museum skal underrettes om fundet.