Bebyggelse
Lokalplanen vil muliggøre, at der kan opføres ca. 22 boliger i form af 11 dobbelthuse.
Den fremtidige bebyggelse kan opføres i én etage i op til 7 meters højde med bestemmelser om bebyggelsens omfang og materialevalg. Lokalplanen giver mulighed for bygninger i tegl, sadeltag og murede gavle. Sekundær bebyggelse kan være andre materialer. Der sikres en tilpasning til landskabet, med bestemmelser om beplantning og bebyggelsens udlægning i landskabet.
Ubebyggede arealer
Det er intentionen, at området får attraktive begrønnede opholdsarealer med plads til regnvandshåndtering og fællesskab. Der skal som minimum etableres beplantning og fælles friarealer som vist på kortbilag 3, Fremtidige forhold.
Mellem bebyggelsen og fortovene langs Møllegade, etableres en ”bræmme”, hvor der plantes træer.
Hegn skal være levende hegn, undtaget er fast hegn i skel mellem boligenheder i hvert dobbelthus, samt omkring terrasser.
På de fælles friarealer skal biodiversitet fremmes, men der skal også være mulighed for ophold og leg.
Langs lokalplanens nordøstlige afgrænsning er et dige i skellet til naboområdet mod nordøst. Diget ønskes fastholdt og det sikres derfor med lokalplanens bestemmelser.
Adgangs-, parkerings- og affaldsforhold
Adgang til lokalplanområdet for kørende trafik sker fra Møllegade. Det sikres at der er gennemkørsel og at det er indrettet, så større køretøjer som renovations- og flyttelastbiler kan navigere uden at skulle bakke.
Der er fortov og cykelsti langs Møllegade. I lokalplanområdets sydlige og nordlige hjørne etableres stiadgang for gående.
Parkering foregår i en kombination af parkering i carport og på terræn og der skal minimum etableres 1,5 parkeringsplads pr. bolig i overensstemmelse med Horsens Kommunes parkeringsnorm.
Den eksisterende vejforbindelse ind til området fra Eslundvej, fastholdes til at være vejadgang til eksisterende boliger og ændres til at være en stiforbindelse ind til de nye boliger i lokalplanområdet.
Eksempel på tæt-lav byggeri som dobbelthuse.
3D-model af de to mulige sammenbygninger af bebyggelse, så de fremstår som dobbelthuse.