Hvad er en lokalplan?
Lokalplanens formål
Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.
To private bygherrer fra henholdsvis Møllegade 16 og 18a, har indsendt en byggeansøgning med kort mellemrum. Grundene støder op til hinanden og vil tilsammen medføre en større ændring af området, og Horsens Kommune har derfor vurderet at planlægningen er lokalplanpligtig.
Der udarbejdes derfor et samlet lokalplanforslag for arealet, som rummer 22 boliger i form af 11 dobbelthuse i 1 etage med sadeltage. Lokalplanen giver mulighed for, at bebyggelse kan opføres som tæt-lav/åben-lav byggeri i form af dobbelthuse, på grunde af minimum 250 m2 og maksimum 499 m2. Typologien og bestemmelser omkring materialer, farver og taghældning gør at projektet indpasser sig i det eksisterende område, og vil sikre flere mindre boliger i Nim og kan komme alt fra familier til ældre til gode.
Møllegade 18's grund, der ligger midt i området, udlades af planlægningen, så det kan fastholdes som et enfamilieshus som eksisterende lovlig anvendelse i dag.
Kort over lokalplanområdet.