Tilladelser fra andre myndigheder

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., Der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Museumsloven

Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 Skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Horsens Museum skal underrettes om fundet.

Beskyttede jord- og stendiger

Der ligger 87 m af et beskyttet dige, D.00.101.739, langs den nordøstlige kant af det lokalplanlagte område. Diget måler i alt ca. 800 m og fortsætter i nordlig retning. Diget stammer fra udskiftningen af Nim i slutningen af 1700-tallet og er derfor et vigtigt kulturhistorisk landskabselement.

Bevoksning på diget må ikke trækkes op med stød og rødder, da det ændrer digets udformning. Diget må ikke sprøjtes, da det ødelægger digets naturlige plante- og dyreliv. Evt. tilstedeværende sten må ikke fjernes. Der må ikke graves så tæt ind til diget at det skrider ud. Slutteligt må diget ikke brydes eller terrænændres.

Kirkebyggelinje

Omkring Nim Kirke er der en kirkebyggelinje på 300 meter, hvor der ikke må bygges højere end 8,5 meter. Lokalplanområdets sydlige del som er udlagt til vej/sti er omfattet af kirkebyggelinjen, men der tillades ikke bebyggelse inden for kirkebyggelinjen.

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.
Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.