Skole- og institutionsforhold
Lokalplanområdet hører til skole- og institutionsdistriktet, Nim. Lokalplanområdet ligger få hundrede meter fra både skole og daginstitution.
Vandområde- & Natura 2000 planer
Natura 2000
Lokalplanområdet ligger ca. 7 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er Natura 2000 område nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal).
Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside.
Alene på baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og projektets beskedne omfang er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.
Bilag IV-arter
En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.
Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring lokalplanområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus, grøn mosaikguldsmed, spidssnudet frø.
Lokalplansområdet består af jord. Spidssnudet frø, odder, stor vandsalamander og grøn mosaikguldsmed yngler eller raster i tilknytning til vandhuller, søer eller åbne vandløb. Der er ikke søer, vandløb eller vandhuller indenfor lokalplanområdet og det planlagte vurderes derfor at have en neutral effekt på disse bilag IV arter.
Vedr. flagermus. Arter af flagermus anvender hulheder i træer, ældre utætte bygninger som yngle- og rasteområde. Idet området kun rummer åbne arealer bestående af jord, vurderes lokalplansområdet ikke at udgøre nogen værdi som yngle- eller rasteområde for arter af flagermus.
Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter
Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:
- skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
- indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området
Grundvand
Lokalplanområdet ligger udenfor område med særlige drikkevandsinteresser.
Lokalplanområdet ligger delvist inden for indvindingsoplandet til Nim Vandværk. Det vurderes at en regnvandssø i den nordvestlige del af lokalplanområdet, ligger udenfor indvindingsoplandet til Nim Vandværk, og vurderes ikke at udgøre en risiko for forurening af Nim Vandværks boringer.
Spildevandsplan 2012 - 2015
Lokalplanområdet er omfattet af Horsens Kommunes gældende spildevandsplan 2012-15. På nuværende tidspunkt er lokalplanområdet omfattet af det planlagte separatkloakerede opland B172 og det fælleskloakerede opland B167 med befæstelsesgrader på hhv. 0,30 og 0,65.
I forbindelse med udarbejdelse af nærværende lokalplan ændres Horsens Kommunes gældende spildevandsplan ved et tillæg omfattende projektområdet fra lokalplanen. Tillægget har til formål at samle hele lokalplanområdet i kloakopland B172. Den del af kloakopland B167, der er omfattet af nærværende lokalplan, overgår til kloakopland B172. Kloakeringsprincippet ændres til separatkloakeret, for den del af kloakopland B167 der overgår til B172, så der gælder samme kloakeringsprincip og befæstelsesgrad for hele lokalplanområdet.
Den maksimale befæstelsesgrad fastsættes til 0,46 for det fremtidige opland B172. Overskrides den maksimale befæstelsesgrad på matriklerne skal regnvand forsinkes internt før det tilsluttes offentligt regnvandssystem.
Ekspropriation
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af Planlovens § 47, stk. 1 ekspropriere fast ejendom, der tilhører private eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller byplanvedtægt for varetagelsen af almene samfundsinteresser.
Ekspropriation efter Planloven kan ske under opfyldelse af en række betingelser. Heraf kan følgende særligt fremhæves:
- Der skal foreligge en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt) på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation.
- Lokalplanen skal indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført.
- Ekspropriation kan kun ske inden for det område, som omfattes af lokalplanen.
- Nødvendige tilladelser og dispensationer til realisering af ekspropriationsformålet skal være meddelt på ekspropriationstidspunktet.
- Ekspropriation i planloven kan ske til offentlige formål. Ekspropriation til fordel for en privat aktør kan tillige ske, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Der gælder i det tilfælde et skærpet nødvendighedskrav.
- Ekspropriationens formål må ikke kunne opnås ved mindre indgribende midler, for eksempel ved frivillig aftale med den berørte lodsejer. Endvidere må ekspropriationen ikke omfattet et større areal end nødvendigt.
- Der skal være et aktuelt behov for virkeliggørelse af de foranstaltninger, som lokalplanen giver de planmæssige rammer for.
- Ekspropriation skal være nødvendig og tidsmæssig aktuel, og indgrebet skal ud fra en konkret vurdering stå i et rimelig forhold til de almene samfundsinteresser, som forfølges med ekspropriationen.
Kommunalbestyrelsen skal ved ekspropriationens gennemførelse følge de processuelle regler for ekspropriation i vejlovens §§ 99-102. Dette indebærer bl.a.:
- At kommunen skal offentliggøre et tidspunkt for en åstedsforretning og indvarsle ejere m.fl. hertil med mindst 4 ugers varsel,
- At Ejere m.fl. inden for en frist på 4 uger efter åstedsforretningen kan komme med bemærkninger til den planlagte ekspropriation,
- At kommunalbestyrelsen som hovedregel først efter udløbet af 4-ugers fristen kan træffe beslutning om ekspropriation,
- At ejere m.fl. kan klage til Planklagenævnet over lovligheden af ekspropriationsbeslutningen,
- At Kommunen har pligt til at sørge for, at erstatning fastsættes ved taksation, hvis ikke der kan opnås aftale om erstatning. Sagen skal i så fald indbringes til taksationsmyndigheden senest 8 uger efter ekspropriationsbeslutningen er meddelt.
TEKNISKE ANLÆG
Elforsyning
Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.
Renovation
Boliger / Kommunale institutioner
Affaldshåndtering og renovation skal følge de til enhver tid gældende regler iht. Horsens Kommunes Regulativ for husholdningsaffald.
Boliger samt kommunale institutioner skal tilmeldes en kommunal affaldsløsning i form af beholdere/containere på hjul eller nedgravet. Her skal derfor kunne komme en renovationsbil ind på området og vende – jf. vejdirektoratets vejregler vedrørende vendepladser.
Nedgravede affaldscontainere
Ved opførslen af et nyt byggeri skal lastbilen, der tømmer den/de nedgravede affaldsstationer kunne køre ind på matriklen og ud igen uden at skulle vende (medmindre der opføres en vendeplads som lever op til kravene i vores vejledning til nedgravede). Vær opmærksom på, at der maksimalt må være 75 meter fra yderdøren til affaldsløsningen.
De skal ansøge om en særskilt byggetilladelse til at få etableret en nedgravet affaldsstation. Se vejledningen til etableringen på Horsens kommunes hjemmeside (under Affald og Genbrug).
De kan rette henvendelse til kranaffald@horsens.dk i Affald og Genbrug, hvis de skal have nogle beregninger på mængderne.
Affaldsstationen skal godkendes af Affald og Genbrug ved fysisk gennemgang før den kan tilmeldes.
Tilmeldingen af den/de nedgravede affaldsstationer skal ske senest 1 måned før ibrugtagning.
Kommende national sortering
Nationalt skal alle boliger i fremtiden sorterere i 10 typer affald; mad-, pap-, papir-, metal-, glas-, plast-, mad- og drikkekartoner-, tekstil-, rest- samt farligt affald. Implementering forventes at blive ultimo 2024 i Horsens. Det vides endnu ikke hvordan indsamlingssystemet for de 10 materialer vil være. Der bør etableres ekstra areal til de fremtidige sorterede materialer uanset om der er valg af beholder på hjul eller nedgravede containere. Dette areal kan med fordel markeres på situationsplanen sammen med affaldsløsningerne.
Jordforurening
Der er kendskab til forurenet jord inden for lokalplanområdet.
I forbindelse med bygge- og anlægsarbejde vil der være krav om en tilladelse efter jordforureningslovens §8. Tilladelsen vil sikre, at jordforureningen ikke påvirker mennesker og miljø.
I henhold til jordforureningsloven skal ejeren eller brugeren sikre, enten at det øverste 50 cm's jordlag af den ubebyggede del af arealet ikke er forurenet, eller at der er etableret en varig fast belægning før en ejer eller bruger af et areal ændrer anvendelsen af arealet til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus. I forbindelse med at ejer eller bruger udfører bygge- og anlægsarbejder på en ubebygget del af et areal, der anvendes til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus, skal ejeren eller brugeren på det af arbejdet berørte areal sikre, enten at det øverste 50 cm's jordlag ikke er forurenet, eller at der er etableret en varig fast belægning.
Matr. 15d, Nim By, Nim, adresse inden udstykning: Møllegade 16
Der er i fyldjorden på matriklen stedvis fundet lettere forurenet jord med olieprodukter og tjærestoffer. Jorden må generelt forventes at være lettere forurenet.
Når der flyttes lettere forurenet jord væk fra grunden, skal jordflytningen anmeldes til Horsens Kommune. Grundejer er endvidere forpligtet til skriftligt at underrette evt. lejere om, at jorden er lettere forurenet
Dele af arealet er endvidere kortlagt efter jordforureningsloven på vidensniveau 2 (Region Midts kortlægnings nr. 601-00087). Dette betyder, at der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.
Kortlægningen efter jordforureningsloven medfører følgende begrænsninger og pligter:
- der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave eller sommerhusgrund.
- I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra kortlagte arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordregulativ.